Beliggenhed & eksisterende forhold

Beliggenhed

Lokalplanområdet er ca. 10 ha., og ligger i den vestlige del af Brædstrup, som ligger ca. 20 km. fra Horsens. Lokalplanområdet ligger i direkte forbindelse til det åbne landskab mod vest og med Brædstrup by mod øst. Lokalplanområdet grænser op til Silkeborgborgvej mod øst, hvor der på den modsatte side af vejen i dag ligger flere erhvervsvirksomheder. Syd for området ligger et nyere boligområde, der er under udbygning.   

Under 1 km. syd på fra lokalplanområdet ligger Ring Sø, et rekreativt område med gode bademuligheder for besøgende. Foruden at bade i søen kan man også vælge at gå langs den ca. 3 km. lange trampesti, der er anlagt rundt om søen.

Lokalplanområdet ligger i dag i landzone, men et af lokalplanens formål er, at overføre arealet til byzone ifm. den endelige vedtagelse af lokalplanen. 

Lokalplanen omfatter en del af matr. nr. 3a, Brædstrup By, Ring. Arealet ejes af Horsens Kommune.

 

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet er i dag karakteriseret af dets varierende topografiske landskab, som generelt skråner ned mod sydvest. Den nordøstlige del af lokalplanområdet er i dag et naturligt plateau, hvor terrænet er fladet ud, hvorfra man har et langt kig mod det åbne landskab.  

Indenfor lokalplanområdet er der i dag tre § 3 naturbeskyttet områder, som alle er placeret inden for lokalplanens delområde 3, jf. kortbilag 3. Områderne skal bevares, og der må derfor ikke etableres ny bebyggelse indenfor disse områder.

Øst for lokalplanområdet ligger der i dag flere erhvervsvirksomheder, som har en miljøklasse på 1-4. Lokalplanen skal forholde sig til disse i forhold til deres mulige miljøpåvirkning.

Nedenfor ses et kort over lokalplanområdet, hvorpå der er markeret 7 fotografiske registreringspunkter. Registreringen er foretaget d. 3. marts 2021.

 

Adgangsvejen til lokalplanområdet er i dag via Ring Søpark, som fortsat skal være adgangsvej. Ring Søpark er samtidig også adgangsvejen til et parcelhuskvarter syd for lokalplanområdet.   

Indenfor lokalplanområdet er der store udsvingninger i terrænet med den laveste kote i 98 m. og den højeste i 113 m., en forskel på 15 meters højde.  

 

Indenfor lokalplanområdet har der tidligere ligget en landbrugsejendom, som havde sin adgangsvej fra Silkeborgvej. Landbrugsejendommen blev nedrevet i i 2011, og i dag er alléen, som var indkørslen til ejendommen, det eneste som er tilbage fra den tid.  

Den tidligere landbrugsejendom lå i den lave del af lokalplanområdet, og efter den blev revet ned, er naturen begyndt at tage over. Flere nye træer har sået sig selv, og der er kommet en ny §3 naturbeskyttet sø, hvor en del af den gamle lå, har naturen udviklet sig.

 

I den nordøstlige del af lokalplanområdet er der ikke så niveauforskelle i terrænet, og dette areal er derfor også det mest egnede område, at placere størstedelen af de kommende byggerunde i.

De efterfølgende tre billeder viser udsigten fra bakketoppen mod henholdsvis vest, sydvest og syd.