Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Horsens Kommune har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget kan påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.
Afgørelse og begrundelse
Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:
- Støjgener
- Luftforurening
- Områdets placering indenfor et karakteristisk landskab
- Klimatilpasning
Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn
Støjgener
Da lokalplanområdet grænser op mod en hovedvej (Silkeborgvej), og der planlægges for en støjfølsom anvendelse (boliger), og at den østlige del af lokalplanområdet boner ud i miljøscreeningen til at ligge indenfor støjbelastede områder, er det derfor vigtigt at få undersøgt de faktuelle støjforhold i området, og hvilke mulige foranstaltninger der skal tages i spil. Foruden trafikstøj ligger der tæt på lokalplanområdet en række virksomheder, som også er vigtige at forholde sig til, da de også kan have en støjmæssig påvirkning indenfor lokalplanområdet.
Der vurderes derfor, at der i forbindelse med denne lokalplan skal udarbejdes en støjmåling/støjberegning for hhv. trafikstøj og ekstern virksomhedsstøj.
Luftforurening
Lokalplanområdet ligger tæt på en række virksomheder, som grundet deres produktion kan påvirke lokalplanområdet ift. luftforurening. Da dette kan have betydning for placeringen for de kommende byggegrunde, vurderes det derfor, at der skal laves en undersøgelse vedr. luftforurening på disse virksomheder.
Områdets placering indenfor et karakteristisk landskab
Lokalplanområdet ligger placeret i den vestlige del af Brædstrup, og er i direkte forbindelse til det åbne land. Området er karakteriseret ved at være meget kuperet mod vest og sydvest som leder op til et ”naturligt plateau” i det nordøstlige hjørne, hvorfra man har et langt kig ud over det åbne landskab mod sydvest. Lokalplanområdet indeholder tre § 3 naturbeskyttet områder, som ligger i lokalplanområdets lavninger, og skal bevares. Resten af lokalplanområdet fremstår ellers som en græsmark.
Da støjforholdene i området kan betyde, at der skal etableres en støjvold indenfor lokalplanområdet for at kunne overholde de gældende støjgrænser jf. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 4/2007, vurderes det derfor at være nødvendigt at undersøge de visuelle påvirkninger, da en støjvold vil blokere det lange kig mod det åbne landskab fra Silkeborgvej. Det er derfor ikke uvæsentligt hvordan en sådan støjvold kommer til at se ud/bliver udformet.
Klimatilpasning
Området ligger i planlagt separatkloakeret opland, og I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen tilrettes Horsens Kommunes Spildevandsplan således at hele lokalplanområdet er beliggende i kloakopland B53. Dvs. at Samn Forsyning ApS skal modtage både regn- og spildevand. Regnvand skal renses med min. 250 m3 vådvolumen/red. ha opland og forsinkes til naturlig afstrømning/red. ha opland i vådt regnvandsbassin (el. tilsvarende) før udledning. Der skal tidligt i processen ske arealreservation til bassiner. Det vil dog være oplagt i området at arbejde i lokale regnvandshåndteringsløsninger, hvor regnvandet nedsives og fordampes indenfor området.
Det er vigtigt, at man allerede nu får gennemtænkt og planlagt specifikke regnvandshåndteringsønsker og muligheder, så de nødvendige arealer reserveres, og dette ikke kommer på bagkant. Bygherre skal derfor i forbindelse med udstykningen af området Jf. retningslinje 8.1.2 i KP2021 udarbejde en vandhåndteringsplan, som redegøre for håndtering af hverdagsregn i området samt håndtering af ekstrem regn internt i området og for de tilstødende arealer jf. §10.14.
Afgørelse
Horsens Kommune vælger på baggrund af screeningen, at gennemføre miljøvurdering af nedenstående parametre i forbindelse med planlægningen: støjgener, luftforurening og områdets placering indenfor et karakteristisk landskab. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 10.
Læs miljørapporten under afsnittet Miljørapport.