Skole- og institutionsforhold
Lokalplanområdet ligger i Brædstrups skoledistrikt og i dagsinstitutionsdistrikt Brædstrup.
Trafikplanlægning
Tilkørslen til lokalplanområdet sker via Ring Søpark, som forbindes med Silkeborgvej. Trafikken til og fra området forventes ikke at belaste trafikken i området i et sådant omfang, at det eksisterende vejnet ikke kan håndtere afviklingen på et acceptabelt niveau.
Vandområde- & Natura 2000 planer
Lov om vandplanlægning
Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for
vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.
Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.
Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.
Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter
Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.
Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde.
Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.
Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder.
Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.
Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplanområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus, grøn mosaikguldsmed, spidssnudet frø.
Lokalplanområdet har indtil for ca. 10 år siden rummet en større landbrugsejendom, der i dag er revet ned.
Der ligger flere vandhuller den vestlige del af lokalplan området. Denne del planlægges dog at henligge som ubebygget naturareal.
Den del af lokalplanområdet, der planlægges bebygget, udgøres af nyligt opgiven omdriftsareal. Arealet vurderes ikke at have nogen værdi som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.
Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter
Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:
- skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området
Grundvand
Den nordvestlige del af lokalplanområdet ligger indenfor område med særlige drikkevandsinteresser (Brædstrup OSD). De øverste primære grundvandsmagasiner i området, er i forbindelse med den statslige grundvandskortlægning, vurderet som nitratfølsomme, hvorfor de er sårbare overfor forurening.
Horsens Kommune har netop udarbejdet et forslag til indsatsplan for beskyttelse af grundvandsmagasinerne indenfor Brædstrup OSD. Indsatsplanen er pt. i offentlig høring frem til den 8.juni 2021.
I henhold til indsatsplanens retningslinjer, skal alle ønsker om byudvikling indenfor Brædstrup OSD’et og indenfor indvindingsoplandene til vandværkerne som er omfattet af Brædstrup Indsatsplan, vurderes indenfor retningslinjerne i kommuneplanen. Det betyder, at det ved lokalplanlægningen skal præciseres, hvilke tekniske tiltag der skal bidrage til at sikre beskyttelsen af grundvandet.
Spildevandsplan 2012 - 2015
Lokalplanområdet er omfattet af Horsens Kommunes gældende Spildevandsplan 2012 – 2015.
Lokalplanområdet er delvist beliggende i kloakopland B52 og B53. Begge kloakoplande er separatkloakerede og har en befæstelsesgrad på hhv. 0,30 og 0,60. Ved et tillæg til spildevandsplanen oprettes lokalplanområdet som et nyt selvstændigt kloakopland.
Kloakoplandet separatkloakeres. Delområde 1 har en maksimal befæstelsesgrad på 0,35. Delområde 2 har en maksimal befæstelsesgrad på 0,35 for åben-lav bebyggelse og 0,55 for tæt-lav bebyggelse.
Indenfor lokalplanområdet skal der reserveres plads til etablering af et vådt regnvandsbassin til rensning og forsinkelse af regnvand. Regnvandsbassinet skal have et vådt volumen på 250 m3/bef. ha, samt et forsinkelsesvolumen, der sikrer, at afløbet fra regnvandsbassinet neddrosles til naturlig afstrømning for området før udledning til recipient eller tilslutning til regnvandssystem.
Overløb fra regnvandsbassinet skal orienteres imod grønne arealer.
Ekspropriation
Kommunalbestyrelsen kan i medfør af Planlovens § 47, stk. 1 ekspropriere fast ejendom, der tilhører private eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt for varetagelsen af almene samfundsinteresser.
Ekspropriation efter Planloven kan ske under opfyldelse af en række betingelser. Heraf kan følgende særligt fremhæves:
- Der skal foreligge en vedtaget og offentligt bekendtgjort lokalplan (eller byplanvedtægt) på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om ekspropriation.
- Lokalplanen skal indeholde præcise og detaljerede bestemmelser om det projekt, der ønskes gennemført.
- Ekspropriation kan kun ske inden for det område, som omfattes af lokalplanen.
- Nødvendige tilladelser og dispensationer til realisering af ekspropriationsformålet skal være meddelt på ekspropriationstidspunktet.
- Ekspropriation i planloven kan ske til offentlige formål. Ekspropriation til fordel for en privat aktør kan tillige ske, hvis ekspropriationen i øvrigt tjener almene samfundsinteresser. Der gælder i det tilfælde et skærpet nødvendighedskrav.
- Ekspropriationens formål må ikke kunne opnås ved mindre indgribende midler, for eksempel ved frivillig aftale med den berørte lodsejer. Endvidere må ekspropriationen ikke omfattet et større areal end nødvendigt.
- Der skal være et aktuelt behov for virkeliggørelse af de foranstaltninger, som lokalplanen giver de planmæssige rammer for.
- Ekspropriation skal være nødvendig og tidsmæssig aktuel, og indgrebet skal ud fra en konkret vurdering stå i et rimelig forhold til de almene samfundsinteresser, som forfølges med ekspropriationen.
Kommunalbestyrelsen skal ved ekspropriationens gennemførelse følge de processuelle regler for ekspropriation i vejlovens §§ 99-102. Dette indebærer bl.a.:
- At kommunen skal offentliggøre et tidspunkt for en åstedsforretning og indvarsle ejere m.fl. hertil med mindst 4 ugers varsel,
- At Ejere m.fl. inden for en frist på 4 uger efter åstedsforretningen kan komme med bemærkninger til den planlagte ekspropriation,
- At kommunalbestyrelsen som hovedregel først efter udløbet af 4-ugers fristen kan træffe
beslutning om ekspropriation, - At ejere m.fl. kan klage til Planklagenævnet over lovligheden af ekspropriationsbeslutningen, - At Kommunen har pligt til at sørge for, at erstatning fastsættes ved taksation, hvis ikke der kan opnås aftale om erstatning. Sagen skal i så fald indbringes til taksationsmyndigheden senest 8 uger efter ekspropriationsbeslutningen er meddelt.
TEKNISKE ANLÆG
Elforsyning
Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.
Varmeforsyning
Varmeforsyningen afgøres af varmeprojektforslag i henhold til varmeforsyningsloven.
Vandforsyning
Området vandforsynes fra Brædstrup Vandværk.
Renovation
Boliger
Affaldshåndtering og renovation skal følge de til enhver tid gældende regler iht. Horsens Kommunes Regulativ for husholdningsaffald.
Boliger samt kommunale institutioner skal tilmeldes en kommunal affaldsløsning i form af beholdere/containere på hjul eller nedgravet. Her skal derfor kunne komme en renovationsbil ind på området og vende – jf. vejdirektoratets vejregler vedrørende vendepladser.
Nedgravede affaldscontainere
Ved opførslen af et nyt byggeri skal lastbilen, der tømmer den/de nedgravede affaldsstationer kunne køre ind på matriklen og ud igen uden at skulle vende (medmindre der opføres en vendeplads som lever op til kravene i vores vejledning til nedgravede). Vær opmærksom på, at der maksimalt må være 75 meter fra yderdøren til affaldsløsningen.
Der skal ansøges om en særskilt byggetilladelse til at få etableret en nedgravet affaldsstation. Se vejledningen til etableringen på Horsens kommunes hjemmeside (under Affald og Genbrug).
De kan rette henvendelse til kranaffald@horsens.dk i Affald og Genbrug, hvis de skal have nogle beregninger på mængderne.
Affaldsstationen skal godkendes af Affald og Genbrug ved fysisk gennemgang før den kan tilmeldes.
Tilmeldingen af den/de nedgravede affaldsstationer skal ske senest 1 måned før ibrugtagning.
Kommende national sortering
Nationalt skal alle boliger i fremtiden sorterere i 10 typer affald; mad-, pap-, papir-, metal-, glas-, plast-, mad- og drikkekartoner-, tekstil-, rest- samt farligt affald. Implementering forventes at blive i løbet af 2023 i Horsens. Det vides endnu ikke hvordan indsamlingssystemet for de 10 materialer vil være. Der bør etableres ekstra areal til de fremtidige sorterede materialer uanset om der er valg af beholder på hjul eller nedgravede containere. Dette areal kan med fordel markeres på situationsplanen sammen med affaldsløsningerne.
Nationale interesser
Produktionsvirksomheder
I lokalplanforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.
Lokalplanområdet ligger inden for influensområderne for flere produktionsvirksomheder. Det vurderes at der med etablering af en støjvold jf. § 8.10 og placeringen af boliger indenfor området har taget højde for, at virksomhederne ikke begrænses i deres virke. Dermed åbner lokalplanområdet ikke mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for de eksisterende virksomheders aktiviteter.
Jordbalance
Inden for lokalplanområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige, at overskydende jord, skal søges nyttiggjort i projektet i det omfang det er muligt.
Jordforurening
V2-kortlagt
Dele er lokalplanområdet er kortlagt på vidensniveau 2 efter jordforureningsloven. Dette betyder, at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
Jordforurening
Jordforurening
Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:
- der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.
- der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.
- I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordflytningsregulativ.
Inden igangsættelse af bygge- og anlægsarbejde skal der gives tilladelse efter jordforureningslovens §8.
Nyttiggørelse af både ren og forurenet jord kan kræve særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.
Vilkårene stillet i medfør af ovenstående tilladelser skal uanset de øvrige lokalplanbestemmelser følges.
Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.
Vilkår i ovennævnte tilladelse vil sikre at lokalplanens gennemførsel kan ske uden væsentlig påvirkning af mennesker og miljø.