Hvad er en lokalplan?
Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.
Aktuelt ortofoto med lokalplanens afgrænsning
Aktuelt ortofoto med lokalplanens afgrænsning
Lokalplanens formål
Formål
Formålet med planlægningen er at skabe mulighed for udstykning til boligformål som åben-lav og tæt-lav helårsbeboelse i den nordligste del af Egebjerg.
Planlægningen skal være med til at sikre en attraktiv udstykning til boligformål i en blanding af parcelhuse og andre boligtyper som seniorbofællesskab, seniorboliger eller rækkehuse, der skaber sammenhæng til områdets natur og landskabelige potentialer.
Planlægningen er i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur og rammer for byudvikling, der udlægger området til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse, samt til offentlige formål. Arealet har været udlagt som perspektivområde i kommuneplanen 2021-33 og fremgik ligeledes af både planstrategi 2019 og 2023.
Lokalplanen understøtter Horsens Kommunes mål om at sikre attraktive boliger for alle indkomstgrupper, familieformer og livsfaser; og at kommunen er mere aktiv i forhold til at finde nye bosætningsmuligheder i oplandet jf. Plan- og Vejudvalgets arbejdsgrundlag.
Planlægningen kræver reduktion af eller dispensation fra den nuværende skovbyggelinje. Dette er beskrevet nærmere under Tilladelser fra andre myndigheder.
Baggrund
Baggrunden for planlægningen er et ønske om at danne grundlag for et udbud af et kommunalt areal til boligformål i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.
Planlægningen er sidste etape af Egebjerggårdsvej, og den fremtidige boligbebyggelse udlægges i harmonisk forlængelse af eksisterende boligområde mod syd og definerer mod nord overgangen fra by til det åbne land.
Lokalplanen er en rammelokalplan for så vidt angår anvendelse til tæt-lav boligbebyggelse til boligformål og offentlige formål ved bevaring/transformation af den trelængede Egebjerggård, samt anvendelse til enten tæt-lav eller åben-lav indenfor delområdets øvrige arealer, herunder eksisterende staldbygning. Det betyder, at der skal udarbejdes en ny byggeretsgivende lokalplan for delområde 2, når der foreligger et konkret forslag til fremtidig anvendelse. Lokalplanen er således kun byggeretsgivende for delområde 1 og 3.