Produktions- og risikovirksomheder

I henhold til bekendtgørelse nr. 371 af 21. april 2016 om planlægning omkring risikovirksomheder, skal planmyndigheden inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en kommune- og lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikkerhedsafstand fra en risikovirksomhed. Begrebet risikovirksomhed er defineret i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (bekendtgørelse nr. 372 af 25. april 2016).

Planområdet ligger ikke inden for konsekvensområder for risikovirksomheder. Nærmeste risikovirksomhed ligger ca. 5,2 km sydøst for planområdet. Planlægningen vil ikke få indvirkninger på risikovirksomheders miljømæssige- eller risikomæssige forhold.

Støj fra virksomheder

Ekstern støj fra virksomheder håndteres efter bestemmelser i Miljøbeskyttelsesloven samt dertilhørende vejledninger og bekendtgørelser.

I henhold til Planlovens § 15 a stk. 1, må en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Dette skal ske med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v., jf. § 15, stk. 2, nr. 13, 23 og 26.

Reglerne skal forhindre, at der ved lokalplan tillades opført f.eks. boliger i et område, der er belastet med støj fra erhvervsvirksomheder, vejtrafik m.v. Reglerne sikrer samtidig de eksisterende virksomheder mod at blive presset væk af boliger. Bestemmelsen udgør et planlægningsforbud, som dog kan fraviges, hvis der sikres mod støjgener i overensstemmelse med § 15 a, stk. 1, som henviser til § 15, stk. 2, nr. 13, 23 og 26. Med ”støjbelastede arealer” menes arealer, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier
for den pågældende anvendelse ikke kan overholdes uden etablering af afskærmningsforanstaltninger. Miljøstyrelsen har fastsat forskellige grænseværdier for bl.a.
virksomhedsstøj, herunder for vibrationer og lavfrekvent støj.

Planområdet ligger ikke inden for influensområde til virksomheder, som giver anledning til væsentlige miljøpåvirkninger af omgivelserne. Østbirk Skydeklub ligger lige sydvest for lokalplanområdet. I forbindelse med udbygning af naboboligområdet mod vest blev skydebanens endevold forhøjet og forlænget mod nordvest, og skydehuset blev forsynet med 5 meter lange frembygninger ved hver standplads. En støjberegning foretaget i 2025 viser, at de vejledende grænseværdier på 65 dB overholdes ved alle på alle boligernes  udendørs opholdsarealer.

Delområde 2 udlægges i lokalplanen til rekreative formål i form af grønt naturområde til varetagelse af klimahensyn, herunder lokale regnvandsbassiner, LAR-løsninger, regnbede, nedsivning, forsinkelsesbassiner osv. Området grænser op til en eksisterende daginstitution. Da området ikke udlægges som et rekreativt område, hvor der lægges op til ophold af rekreativ karakter, er området ikke støjfølsomt. Lokalplanens udlægning af området vil derfor ikke medføre skærpede støj- eller indretningsmæssige krav til daginstitutionen eller andre virksomheder.

Lugt, støv og anden luftforurening

Lokalplanområdet ligger ikke i et område, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening fra en produktionsvirksomhed, transport- og logistikvirksomhed eller husdyrbrug.

Produktionsvirksomheder

Lokalplanområdet ligger ikke inden for konsekvensområde omkring virksomheder af national interesse eller andre produktionsvirksomheder. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.