Drikkevandsinteresser
Hovedparten af ringvejsforbindelsen ligger uden for områder med drikkevandsinteresser, og nærmeste vandindvinding ligger ca. 1 km vest for vejen. Der er ikke aktive vandindvindingsanlæg, der kan blive påvirket af vejanlægget. Lokalplanen vurderes ikke at medføre en væsentlig risiko for negativ påvirkning af drikkevandsinteresser.
For at indpasse ringvejsforbindelsen i landskabet og under hensyn til naturen, fastsætter lokalplanen at dele af vejstrækningen nedgraves i terrænet. Dette medfører at der permanent skal drænes grundvand langs dele af vejstrækningen. På en del af strækningen mellem Bjerrevej og Boller Overskov medfører nedgravningen, at der i vinterperioder med meget nedbør, kan blive behov for at sikre at grundvandet ikke stiger op til et niveau, hvor det kan ødelægge vejanlægget.
Vand fra grundvandssænkning i anlægsfasen og dræning i driftsfasen vil blive ledt til regnvandsbassinerne og herfra til Horsens Fjord. Vejvand nedsives ikke, men føres i tætte grøfter eller rør til regnvandsbassiner, hvorfra det ledes til Horsens Fjord. Hvorvidt der kan være en eventuel belastning af fjorden med kvælstof fra de nævnte udledninger af grundvand, vil blive undersøgt og vurderet i miljøkonsekvensvurderingen for projektet. Der er kun grundvandsforekomster på den nordlige halvdel af vejstrækningen.
Ved behov for midlertidig grundvandssænkning i anlægsfasen eller permanent grundvandssænkning i driftsfasen kan der blive krav om tilladelser jf. Vandforsyningsloven §26 stk. 1. Kravet vil bl.a. afhænge af de opgjorte vandmængder der skal bortledes hvert år og grundvandssænkningens varigheden.
Læs mere om planlægningens påvirkning af målsatte vandområder og grundvandsforekomster under Vandområdeplaner.