Kystbeskyttelsesloven
Vejanlægget, som etableres ovenpå dæmningsanlægget kræver tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16a fra Kystdirektoratet. Horsens Kommune er selv myndighed på selve dæmningsanlægget placeret på søterritoriet.
Skovbyggelinje
Ringvejen forløber gennem 300 meter skovbyggelinjer omkring henholdsvis Boller Over- og Nederskov samt Klokkedal. Forbudsbestemmelsen mod etablering af anlæg inden for en afstand af 300 meter fra skove omfatter jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 alene bebyggelse, campingvogne og lignende (anlæg omfattet af bygningsreglementet). Et vejanlæg som Ringvej Syd er ikke omfattet af reglerne om skovbyggelinjer.
Tilladelser og godkendelser af husdyrbrug
I nær tilknytning til lokalplanområdet ligger to husdyrbrug. Husdyrbruget på Bollervej 77 er ikke omfattet af husdyrbrugloven, men bliver reguleret efter husdyrgødningsbekendtgørelsen. Ejendommen har derfor ikke en miljøgodkendelse. Ejendommen på Klokkedalsvej 4 er et større kvægbrug, som i forvejen har begrænsede udvidelsesmuligheder pga. nærheden til byzone. Ejendommen er reguleret af efter husdyrbrugloven (LBK nr. 520 af 01-05-2019 om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.).
Ved endelig vedtagelse af lokalplanen, reduceres husdyrbrugenes muligheder for udvidelse.
Landbrugspligt
Projektområdet udgør 46,2 ha, heraf er 33,9 ha arealer med landbrugspligt, jf. data fra Geodanmark. Derudover omfatter arealet et mindre areal der er kortlagt som værende særligt værdifulde landbrugsområder. Dette areal udgør 0,67 ha.
Disse arealer bliver driftsmæssigt begrænset væsentligt ved fragmentering af de enkelte matrikler, der besværliggør den almene drift markant. Dette skyldes at adgangsforhold til matriklerne ændres, og at de eksisterende matrikler bliver delt i to, hvorfor kørsel øges, og effektiviteten af markdriften mindskes væsentligt.
Flere matrikler reduceres eller fragmenteres i en sådan grad, at det tilbageblivende areal i høj grad ikke vil være rentabelt at drive for landbrugsejendomme.
Betingelserne for ophævelse af landbrugspligten fremgår af landbrugslovens § 6 og sker ved en erklæring fra landinspektøren. Det fremgår blandt andet heraf, at landbrugspligten kan ophæves når jorden inden 5 år skal anvendes til lokalplanlagt offentlige formål, som udelukker anvendelse til jordbrugsmæssige formål. Ophævelse kan også ske ved ansøgning til Landbrugsstyrelsen jf. landbrugslovens § 7 under visse betingelser.
Kommunen skal indsende lokalplanforslag, der vedrører landbrugspligtige arealer eller arealer, der anvendes jordbrugsmæssigt til Landbrugsstyrelsen, jf. planlovens § 29, stk. 3. Gøres der indsigelser, kan lokalplanen først vedtages, når der er opnået enighed, jf. planlovens § 28.
Strandbeskyttelseslinjen
Kysten øst for Horsens er omfattet af strandbeskyttelseslinje jf. naturbeskyttelseslovens § 15, som omfatter et generelt forbud mod at ændre de beskyttede arealers tilstand. Strandbeskyttelseslinjen har til formål at bevare de åbne kyster og de landskabelige, naturmæssige og rekreative værdier, der er knyttet til kysterne.
Cirka 5 ha af planområdet ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Der kan efter omstændighederne dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen i særlige tilfælde, herunder f.eks. når samfundsmæssige hensyn ligger til grund for ansøgningen, men praksis er generelt restriktiv. Normalt er Kystdirektoratet myndighed inden for strandbeskyttelseslinjen, men for realisering af de aktuelle planer vil kompetencen være delt mellem Kystdirektorat og kommunen, idet kommunen har kompetencen for så vidt angår anlæg til kystsikring. For øvrige anlæg end kystsikring er kystdirektoratet fortsat myndighed.
Beskyttet natur
Der er inden for lokalplanområdet registreret arealer, som er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper. Lokalplanen inddrager derfor permanent beskyttet natur, idet vejen gennemskærer beskyttet eng, mose og strandeng. Realisering af planen forudsætter, at der kan meddeles dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper.
Ved meddelelse af konkret projekttilladelse vil der kunne stilles vilkår om etablering af erstatningsnatur i samme omfang og kvalitet, som den natur der nedlægges.
Vandforsyningsloven
Vejens længdeprofil er hævet, men på dele af strækningen kan der være behov for at aflaste trykket i perioder med højt grundvandsspejl.
Grundvandet kan opsamles i vejafvandingssystemet og ledes til regnvandsbassinerne eller opsamles i aflastningsbrønde og transporteres i et særskilt ledningssystem udenom regnvandsbassinerne til vejafvandingen. Ved begge løsninger vil det pumpede grundvand udledes til Horsens Fjord, enten i udledningsledningen som en del af systemet til vejafvandingen eller i en separat ledning over strandengen syd for Horsens Fjord.
Ved behov for midlertidig grundvandssænkning i anlægsfasen eller permanent grundvandssænkning i driftsfasen kan der blive krav om tilladelser jf. Vandforsyningsloven §26 stk. 1. Kravet vil bl.a. afhænge af de opgjorte vandmængder der skal bortledes hvert år og grundvandssænkningens varigheden.
Anlæg i landzone
Nye anlæg og bebyggelser samt ændringer i anvendelsen af ubebyggede arealer i landzone forudsætter landzonetilladelse efter Planlovens § 35. Det gælder f.eks. sideanlæg som regnvandsbassiner, faunapassager, støjvolde, nedrivning af bygninger mv.
Trafikregulering
Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling samt hastighed og afmærkning (se Færdselslovens §§ 92, 95 og 100).
Museumsloven
Horsens Museum har foretaget en arkivalsk gennemgang af det berørte område og vurderer, at anlægsarbejdet indebærer risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Der er udført forundersøgelser på hovedparten af strækningen mellem Bjerrevej og Bollerstien. Store dele af arealet er arkæologisk udgravet og frigivet, og udvalgte arealet er udpegninger, som skal friholdes for anlægsarbejde eller undersøges arkæologisk i forbindelse med anlægsarbejdet.
For de ikke-undersøgte arealer forventes, at der bliver stillet krav om arkæologiske undersøgelser inden jordarbejdet påbegyndes. Dette udgør ikke en del af miljøvurderingen, men udføres efterfølgende på foranledning af bygherre.
Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.
Fortidsminder
Vest for ringvejen, ved tilslutningen til Bollervej, ligger en rundhøj. Rundhøjen omgives af en 100 meter beskyttelseslinje, som berøres af ringvejen. Realisering af lokalplanen forudsætter, at Horsens Kommune dispenserer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen jf. naturbeskyttelseslovens § 18. Alternativt at Slots- og kulturstyrelsen ophæver eller ændrer fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.
Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv- kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.