Jordbalance
Overskudsjord fra lokalplanområdet skal om muligt søges nyttiggjort lokalt. Overskudsjord der ikke nyttiggøres skal bortskaffes til miljøgodkendte jordmodtagere.
Nyttiggørelse af jord kan kræve særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §33. Krav om tilladelse afhænger af, hvorvidt jorden klassificeres som affald, af tilsynsmyndigheden.
I den forbindelses skal det afklares med tilsynsmyndigheden, Horsens Kommune, om mellemdeponering og genindbygning af jord er omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens listepunkter.
Jordforurening
Når miljømyndigheden har kendskab til en jordforurening kortlægges arealerne på henholdsvis niveau 1 og 2.
Kortlægning på vidensniveau 1 (V1) betyder, at der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.
Kortlægning på vidensniveau 2 (V2) betyder, at der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
Lokalplanområdet nord for Dagnæs Bæk, to delarealer på havnehalvøerne ved henholdsvis Endelavevej og Ove Jensens Alle, er begge kortlagt efter jordforureningsloven på henholdsvis vidensniveau 1 og 2. Halvøerne er skabt ved opfyld af materiale ud i Horsens Fjord, og kortlægningerne er begrundet med affaldsdeponering og anden forurenede erhvervsaktivitet.
Der er intet kendskab til jordforureningen i lokalplanområdet syd for Dagnæs Bæk.
Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:
- Før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde på de kortlagte arealer, skal det afklares med Natur og Miljø, Horsens Kommune om der er krav om tilladelse efter jordforureningslovens §8. Afklaringen beror på Region Midtjyllands risikovurdering af om jordforureningen vil kunne påvirke Horsens Fjord.
- I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune jf. kommunens jordregulativ.
Vilkårene stillet i medfør af ovenstående tilladelser skal uanset de øvrige lokalplanbestemmelser følges.
Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på de arealer, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.
Kortlagt jordforurening.
Kortlagt jordforurening.