Bevaringsværdige bygninger
Der er i forbindelse med planlægningen udført SAVE-registreringer af bygninger inden for planområdet. Der er udpeget to bevaringsværdige bygninger på ejendommen Nordrevej 88 (SAVE 3).
De bevaringsværdige bygninger er bygninger, som i kraft er deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er eksempler inden for deres bygningstype.
En bygning, der er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen, må i henhold til loven (Bekendtgørelse af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer) ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort og byrådet har meddelt ejeren, om der efter planlovens § 14 vil blive nedlagt forbud mod nedrivning.
Byrådet skal samtidig med den politiske behandling af planforslagene tage stilling til nedrivning af de bevaringsværdige bygninger på Nordrevej 88. Samtidig med offentliggørelse af planlægningen (Kommuneplantillæg og Lokalplan) offentliggøres hvilke bygninger byrådet har godkendt til nedrivning.
De ovenfor nævnte bygninger kræver nedrivning for gennemførelse af ringvejsprojektet.