Miljørapport
Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Teknik og Miljø har vurderet, at planforslaget må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Der er derfor foretaget en miljøvurdering, der foreligger i form af en miljørapport. Miljørapporten er offentliggjort sammen med planforslaget.
Find Miljørapporten her:
Sammenfattende redegørelse og ikke teknisk resume
Lokalplan 436, Centerområde, Rådhuskvarteret, Horsens
I henhold til miljøvurderingslovens § 13 skal myndigheden ved den endelige vedtagelse af en plan eller et program, der er omfattet af kravet om miljøvurdering, udarbejde en sammenfattende redegørelse.
Den sammenfattende redegørelse skal belyse følgende emner:
- hvordan miljøhensyn er integreret i planen,
- hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
- hvorfor den vedtagne plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der også har været behandlet, og
- hvorledes myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger, som planen vil have på miljøet.
Miljørapportens ”ikke-tekniske resumé” med supplerende bemærkninger, er indsat i det følgende og indeholder en redegørelse for, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, hvorfor den vedtagende plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer og hvordan Horsens Kommune vil overvåge de væsentlige indvirkninger, som planen kan få på miljøet.
I afsnittet herunder er der redegjort for, hvordan de udtalelser, der er indkommet i den offentlige høring, er taget i betragtning. Udtalelse fra offentligheden, indkommet i forbindelse med høringen af planer og miljørapport
Høringssvar
Forslag til Lokalplan 436, Centerområde, Rådhuskvarteret, Horsens og den tilhørende miljørapport har været fremlagt i offentlig høring i perioden den 6. marts 2025 til 6. maj 2025.
For et fyldestgørende overblik over de indkomne høringssvar og håndtering heraf henvises der til det af Horsens Kommune udarbejdede notat om høringssvar, der foreligger som et separat dokument. I den kommende tekst gennemgås håndteringen af de høringssvar, der har givet anledning til ændringer i plangrundlaget, med henblik på at afdække om disse ændringer tillige ændrer på miljørapportens konklusioner om planlægningens påvirkning.
I høringsperioden er der indkommet 5 høringssvar.
Høringssvar fra offentligheden
Høringssvarene berører emnerne
- Bygningshøjder
- Grønne arealer
- Klimatilpasning
Høringssvarene omhandler ønsket om sikring af byggeris gulvkote, bygningshøjder og ønske om at begrænse byggeri og bevare nogle grønne områder, hvilket ikke påvirker miljørapportens indhold.
Sammenfatning
Høringssvarene har ikke medført, at der foretages justeringer i lokalplanen og derfor giver det heller ikke anledning til yderligere miljøvurdering. Forvaltningen vurderer dermed, at der ikke er tale om ændringer, som har en karakter eller et omfang, der udløser en fornyet høring af planforslaget eller en supplerende høring af enkelte dele.
Ikke teknisk resumé
Lokalplanforslaget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter. Loven medfører, at der skal foretages en miljøvurdering, hvis gennemførelsen af planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Horsens Kommune har vurderet, at forslag til lokalplanen har en karakter, der vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og derfor er omfattet af krav om miljøvurdering i henhold til lovens afsnit II, § 8 stk. 1, nr. 1. Der er derfor udarbejdet en miljørapport.
Horsens Kommune har afgrænset miljørapportens omfang og detaljeringsgrad iht. § 11. Den konkrete afgrænsning er dels sket i en intern proces i kommunen, dels gennem høring af berørte myndigheder og orientering af offentligheden i henhold til § 32.
Miljørapporten bliver udarbejdet som et selvstændigt dokument, der er fremlagt i offentlig høring sammen med planforslaget. Screeningen viser, at planforslaget kan medføre væsentlig påvirkning af miljøet, for så vidt angår:
Klimatilpasning, spildevand og vandmiljø.
Lokalplan 436, Centerområde, Rådhuskvarteret, Horsens muliggør og konkretiserer en del af udviklingsplanen ”Åen tilbage til byen – Udviklingsplan for Åkvarteret i Horsens”.
Åkvarteret ligger i udpeget risikoområder mht. oversvømmelse fra fjord, nedbør, vandløb og højtstående grundvand. Mål for klimatilpasning i Kommuneplan 2021-2035 er at der skal etableres permanent stormflodssikring op til kote 2,6 DV90, desuden er det besluttet at man vil indrette Åkvarteret robust overfor T100 ekstreme regnhændelser.
Udviklingsplanen belyser, hvordan midtbyen og Åkvarteret, som er udpeget som risikoområde i forhold til oversvømmelser fra havet og fra hændelser med ekstremregn, kan imødegå udfordringerne ved at etablere et åloop med en højvandssikring mod havnen.
I det der ikke er konkrete planer for at planlægge for eller at etablere åloopet inden lokalplanen vedtages, så planlægges der for vandhåndtering på terræn med forsinkelse inden udlevering til kloaksystemet, og dermed uden direkte forbindelse til fjorden.
Lokalplan 436, sikrer en gulvkote til kote 2,1 DVR90, som vil kunne håndtere vand indtil en 50 års hændelse, hvilket vurderes at være tilstrækkelig tid til at højderyggen op til kote 2,6 DVR90 er etableret. Store dele af den eksisterende by ligger i en meget lavere gulvkote, så den samlede højderyg i kote 2,6 DVR90 er en nødvendig for at beskytte store dele af den eksisterende midtby.
Overfladevand forsinkes inden udløb til Bygholm Å. Det ansøgte vurderes derfor ikke at være til hinder for at miljømål i målsatte vandforekomster opnås. Det planlagte har dermed en neutral påvirkning på de miljømål, som gennem lov om vandplanlægning er fastlagt for forekomster af overfladevand (vandløb og søer).
Støj fra trafik udover vejledende grænseværdier.
En del af området er kortlagt som støjbelastet areal. Støjbelastede områder må ikke udlægges til støjfølsom anvendelse før det er dokumenteret, at det samlede støjniveau er acceptabelt.
For de arealer, der udlægges til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at støjbelastningen ikke overskrider grænseværdien for den konkrete anvendelse.
Der er flere forskellige muligheder for afbødende foranstaltninger, der kan sikre at bebyggelse overholder miljøstyrelsen vejledende støjkrav. De afbødende foranstaltninger kan være alt fra nedsættelse af hastighed til lukning af Niels Gyldings Gade, som vil nedsætte antallet af boliger som vil have en påvirkning over vejledende støjgrænser.
Uanset hvilket scenarie der kigges på i miljørapporten, vil der være nogle bygninger, som vil have en påvirkning over vejledende støjgrænser, og derfor have behov for bygningsintegrerede afværgeforanstaltninger.
Overskridelserne er under alle omstændigheder små, og det forhindrer ikke opførelse af byggeri. Ved endelig projektering vil det være muligt at reducere støjniveauer med tiltag som f.eks. altaners afskærmende virkning, lydruder eller russervinduer.
Hovedhensyn, som ligger til grund for afgørelsen
- Natura 2000 områder og bilag IV arter
- Klimatilpasning, spildevand og vandmiljø
- Støj fra trafik ud over vejledende grænseværdier
- Trafikbelastning
- Luft, støvgener eller andre miljøpåvirkninger
Natura 2000 områder og bilag IV arter
Ifølge Habitatbekendtgørelsen må planlægning ikke medfører forringelser for de Natura 2000 områder, som der ligger omkring det område, der planlægges for. Ligeledes må planlægningen ikke medføre en forringelse af bilag IV arternes potentielle yngle- og rasteområder.
Det er vurderet, at den ændrede planlægning inden for projektområdet, ikke medfører forringelser for de arter og de naturtyper, som omkringliggende Natura 2000 områder skal beskytte. Det er vurderet, at de træer, der fældes eller flyttes i forbindelse med planlægningen, ikke udgør egnede yngle- og rasteområder for arter af flagermus.
Det er vurderet, at projektområdet ikke udgør egnede yngle- og rasteområder for de øvrige bilag IV arter som stor vandsalamander, odder og grøn mosaikguldsmed, som lever umiddelbart nær Horsens Midtby.
Trafikbelastning
Det vurderes at planen er i tråd med de overordnede principper i Trafik2030 og forslag til Mobilitetsplan 2035. Omlægning af Ribersgade, og lukning af adgang fra J. Chr. Juliussens Vej til Niels Gyldings Gade, og en fremtidig lukning af Niels Gyldings Gade, vil reducere trafikken væsentligt i området i forhold til i dag.
Mobilitetsplan 2035 indeholder de trafikale ændringer der sker med omlægning af Ribersgade, og lukning af adgang fra J. Chr. Juliussens Vej til Niels Gyldings Gade, og en fremtidig lukning af Niels Gyldings Gade. Mobilitetsplan 2035 er screenet for miljøvurdering i forhold til trafikbelastning, og den viser at trafikbelastningen ikke vil have en væsentlig påvirkning på miljøet.
Luft, støvgener eller andre miljøpåvirkninger
Planområdet ligger ca. 500 meter fra virksomheden Hornsyld samt ca. 880 meter fra Fjernvarme Horsens. Begge virksomheder har emissioner af stoffer til luften, som er omfattet af B-værdier. Da der foreligger eksisterende OML-beregninger, som stadig afspejler virksomhedernes reelle drift, og da den beregnede immission ligger markant under den fastsatte B-værdi kan det udelukkes, at lokalplanen vil påvirke virksomhedens drifts- eller udvidelsesmuligheder.
Alternativer
I miljørapporten sammenholdes planforslagene med flere referencescenarier.
Referencescenariet er medtaget i miljøvurderingen som referenceramme for at kunne sammenholde konsekvenserne af en udvikling uden vedtagelse af planforslagene.
For hvert emne i miljørapporten er givet en beskrivelse af den nuværende miljøstatus. Denne miljøstatus udgør en beskrivelse af miljøtilstanden ved referencescenariet og udgør dermed en referenceramme for beskrivelsen af de potentielle konsekvenser ved gennemførelse af planforslagene.
Miljøvurderingen er således baseret på det offentliggjorte planforslag. Der har ikke været vurderet på andre alternativer, og der er ikke fremsat forslag i offentlighedsfasen om egentlige alternativer til planforslaget. Arealets udnyttelse, bebyggelse og etablering af anlæg mv. fra planforslaget er således fastholdt i den endelige plan. Den endelige lokalplan er valgt, da det på baggrund af miljøvurderingen er fundet, at der ikke er uacceptable miljømæssige gener som følge af en realisering af planen.
Forslag til overvågning
Klimatilpasning, spildevand og vandmiljø.
I forbindelse med projektudviklingen skal der indhentes mere viden om den fremtidige terrænnære grundvandsstand og hvorledes denne vil blive påvirket af de forventelige klimaforandringer.
Der er opsat permanente boringer i området, som overvåges løbende. Horsens Kommune følger løbende op på situationer med højvande og ekstremregn og deres påvirkning på bebyggelser og miljøet.
Miljømæssige forhold, som skal afklares nærmere i fremtidig planlægning:
- Hvordan udledning skal ske til en fremtidig å, dette skal afklares i forbindelse med en planlægning for åloopet.
- En plan for etablering af en højvandsikring til 2,6 DVR90 senest i år 2050. Ikke kun for at beskytte lokalplanområdet, men store dele af den eksisterende Horsens By. Horsens er desuden blevet udpeget af kystdirektoratet til risikoområde for oversvømmelser, hvilket kræver at Horsens Kommune udarbejder en risikostyringsplan, til at håndtere fremtidige oversvømmelser.
Støj fra trafik udover vejledende grænseværdier.
Der fastlægges ikke overvågning for overholdelse af de vejledende grænseværdier for trafikstøj. Trafikstøj er beregnet og baserer sig på de aktuelle støjniveauer samt fremskrivninger af trafikken på tidspunktet for planlægningen. Derudover er der fastsat bestemmelser for ibrugtagning i lokalplan 436, at støjkrav skal overholdes og det skal i projektering af veje sikres at veje er indrettet til et hastighedsniveau på 30 km/t.