Beliggenhed & eksisterende forhold

Lokalplanområdet udgør ca. 25.500 m2 i grundareal og omfatter den del der tidligere var den vestlige fløj på det forhenværende rådhus som nu er nedrevet, rådhusparken, dele af Ribersgade, J. Chr. Juliussens Vej og dele af parkeringspladsen til det forhenværende rådhus.

Byggeri

Rådhuskvarteret er placeret i et område med rigtig mange typologier af bebyggelse. Mod nord møder kvarteret den oprindelig købstad, hvor den primære handelsgade, Søndergade, stadig ligger i dag.

Området er præget af mange forskellige skalaer, tidsperioder og typologier fra middelalderbyens købstadsromantik og velproportionerede byrum til nutidens storskala byggeri og vindblæste by/ trafikrum med bilen som styrende udgangspunkt for planlægningen.

Rådhuskvarterets omdrejningspunkt er det tidligere rådhus, der stod færdig i 1986, tegnet af arkitektfirmaet Weitling og Primdahl. Bygningen består primært af røde tegl, med hvide vindues- og dørrammer, samt sorte mansard-/københavnertage, med taghældning mod torv, park og gårdrum.

Generelt er området præget af røde/brunlige teglsten og højder på 4-5 etager, og op til 7 etager i de nyere byggerier.

Områdets tagformer er hovedsageligt klassiske sadeltage, men der er også enkelte byggerier med mansardtag og flade tage.

Eksisterende byggeri i området, primært i røde/brunlige teglsten.

Diagram der viser skala og typologi på byggeri omkring rådhuskvarteret.

Det tidligere rådhus

Den vestlige del af det tidligere rådhus er i dag nedrevet, og en transformation af det tidligere byggeri er i gang. Det tidligere rådhus er ved at blive omdannet til blandt andet bibliotek, borgerservice og hotel.

Den vestlige del af det tidligere rådhus er nedrevet i forbindelse med lokalplan 419, Centerområde, Rådhustorvet, Horsens.

Visualiseringen viser hvordan det tidligere rådhus er ved at blive transformeret til bibliotek, borgerservice, hotel med mere.

Beplantning

Sven Hansen har stået bag landskabsplanen for det tidligere rådhus, med torvet, parken og gårdrummene. Lokalplan 436, omfatter parken som er anlagt efter modernistisk forbillede med græsplæner med mindre trægrupper og store fritvoksende træer. 

Parken

Parken fremstår grøn med græs og forskellige træer, som eg, ask, kastanje. Flere af arterne i området i dag, er ikke hjemmehørende arter. Stier er lavet i asfalt med overfladebehandling (OB) med gullige sten.

Der står opstammede solitære træer og mindre trægrupper spredt ud i parken. Disse er overvejende lysåbne sorter, og danner derved et spættet skyggespil, der tillader tilstrækkeligt lys til græsplænen under. 

På flere facader af det tidligere rådhus er rådhusvinen (Parthenocissus tricuspidata) et meget karakteristisk facadeelement.

Pladsen

Området grænser op til torvet der ligger lige nord for området. Torvet består af en fast belægning, og har flere markante platantræer. Belægningen består af en blanding af modul 30 betonfliser og chaussésten. 

På pladsen findes der lige rækker af stamhække (opstammede og geometrisk figurklippede træer), klare rumlige opdelinger og kantzoner langs facaderne. 

Torvet rummer flere skulpturer, herunder et springvand udført af Erik Heide.

Flere steder rundt om det tidligere rådhus, er der klippet bøgepur. 

Eksempler på eksisterende beplantning i området.

Skråfoto fra 08.04.2023.