Cirkulære nr. 37 af 20/04/2006 om planlægning af arealanvendelsen inden for en afstand af 500 meter fra risikovirksomhed skal sikre, at kommunalbestyrelsen inddrager risikovurderinger i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen.
Mange risikoanlæg er ikke i kommuneplanen forsynet med udlæg af sikkerhedszoner, som angiver begrænsninger i naboarealernes anvendelse. Det er derfor vigtigt, at kommunerne i forbindelse med ændringer af kommuneplanen og ved udarbejdelse af lokalplaner altid inddrager spørgsmålet om risikoforholdene i planovervejelserne.
Cirkulæret giver kommunalbestyrelsen pligt til at inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen, før der i en kommune- eller lokalplan fastlægges bestemmelser for arealer, der ligger nærmere end 500 meter fra en risikovirksomhed.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1666 af 14/12/2006 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, hvilke virksomheder der er tale om.
Det følger af bekendtgørelsen, at kommunerne i deres kommune- og lokalplanlægning omkring de pågældende virksomheder, herunder ved revision af planer, skal tage hensyn til behov for passende afstand mellem virksomheden og anden arealudnyttelse, herunder fx offentlige bygninger og arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres natur er af særlig interesse eller særligt følsomme, ligeledes boligområder, veje og andre transportanlæg, bygninger med lokaliteter, der er omfattet af Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter, og bygninger og områder, som er svært evakuerbare. Det gælder også for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder, der efterfølgende bliver omfattet af bekendtgørelsen, og for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen, og hvor ny viden eller nye oplysninger medfører,
at virksomheden må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til, hvad der tidligere har været vurderet.
Produktions- og risikovirksomheder
I henhold til bekendtgørelse nr. 371 af 21. april 2016 om planlægning omkring risikovirksomheder, skal planmyndigheden inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en kommune- og lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikkerhedsafstand fra en risikovirksomhed. Begrebet risikovirksomhed er defineret i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (bekendtgørelse nr. 372 af 25. april 2016).
Planområdet ligger ikke inden for konsekvensområder for risikovirksomheder. Nærmeste risikovirksomhed ligger ca. 5,8 km nordvest for planområdet.
Støj fra virksomheder
I henhold til Planlovens § 15 a stk. 1, må en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Dette skal ske med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger m.v., jf. § 15, stk. 2, nr. 13, 23 og 26.
Reglerne skal forhindre, at der ved lokalplan tillades opført f.eks. boliger i et område, der er belastet med støj fra erhvervsvirksomheder, vejtrafik m.v. Reglerne sikrer samtidig de eksisterende virksomheder mod at blive presset væk af boliger. Bestemmelsen udgør et planlægningsforbud, som dog kan fraviges, hvis der sikres mod støjgener i overensstemmelse med § 15 a, stk. 1, som henviser til § 15, stk. 2, nr. 13, 23 og 26. Med ”støjbelastede arealer” menes arealer, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for den pågældende anvendelse ikke kan overholdes uden etablering af afskærmningsforanstaltninger. Miljøstyrelsen har fastsat forskellige grænseværdier for bl.a. virksomhedsstøj, herunder for vibrationer og lavfrekvent støj.
Planområdet ligger ikke inden for influensområde til virksomheder, som giver anledning til væsentlige miljøpåvirkninger af omgivelserne. Nærmeste virksomhed omfattet af influensområde er et autoværksted, som ligger ca. 130 meter øst for planområdet. Efter en gennemgang af virksomhederne i nærheden af planområdet er det Horsens Kommunes vurdering, at lokalplanområdet ikke vil være belastet med virksomhedsstøj, lavfrekvent støj eller vibrationer, der overskrider Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.
Virksomhed af national interesse
Planområdet ligger inden for opmærksomhedszonen til Fjernvarme Horsens, som er udpeget som en virksomhed af national interesse jf. Planlovens § 29. Virksomheden ligger ca. 880 meter sydøst for planområdet. Grundet virksomhedens udpegning, skal der i planlægningen tages tilstrækkeligt hensyn til virksomhedens drifts- og udviklingsmuligheder. Derudover skal det sikres, at ny planlægning ikke medfører at Fjernvarme Horsens får skærpede miljøkrav, eller at udvidelsesmulighederne indskrænkes.
De væsentligste miljømæssige forhold på Fjernvarme Horsens er i form af støj og luftforurening. Det kan afvises, at lokalplanen vil få indflydelse på virksomhedens drifts- eller udvidelsesmuligheder i forhold til støj grundet den store afstand til planområdet samt det forhold, at virksomheden allerede er støjmæssigt begrænset ved, at der ligger boliger mellem planområdet og virksomheden.
Bidrag til tilstedeværelsen af forurenende stoffer i nærområdet fra Fjernvarme Horsens, er tidligere blevet kortlagt gennem OML-beregninger i en radius på op til 1.000 meter og i receptorhøjder op til 28 meter. Gennem beregningerne blev det påvist, at de respektive B-værdier er overholdt med god margin i samtlige afstande fra værket op til 1.000 meter og op til en receptorhøjde på 28 meter.
Da beregningerne er foretaget på et grundlag, der stadig afspejler virksomhedens reelle drift, og da den beregnede immission ligger markant under den fastsatte B-værdi kan det udelukkes, at lokalplanen vil påvirke virksomhedens drifts- eller udvidelsesmuligheder. Fjernvarme Horsens er reguleret af eksisterende miljøgodkendelser.
Lugt, støv og anden luftforurening
Planområdet ligger ca. 500 meter fra virksomheden Hornsyld Købmandsgaard og ca. 880 meter fra Fjernvarme Horsens, som har emissioner af stoffer til luften, som er omfattet af B-værdier.
Bidrag til tilstedeværelsen af forurenende stoffer i nærområdet af Hornsyld Købmandsgaard samt Fjernvarme Horsens, er tidligere blevet kortlagt gennem OML-beregninger i en radius på op til 1.000 meter og i en receptorhøjde op til 28 meter. I redegørelsen blev det konkluderet, at lugt, NOx (NO2) samt støv, er de væsentligste årsager til miljømæssige påvirkninger af omgivelserne fra Hornsyld Købmandsgaard, mens det for Fjernvarme Horsens er NOx (NO2) og hovedgruppe 1 metaller (sidstnævnte regnet som en Br-værdi). Gennem beregningerne er det påvist, at samtlige B-værdier for begge virksomheder, herunder for lugt fra Hornsyld Købmandsgaard, kan overholdes overalt uden for virksomhedens område i en afstand op til de beregnede 1.000 meter og i samtlige receptorhøjder op til 28 meter. Beregningerne tager udgangspunkt i driftsforhold, der stadig afspejler virksomhedernes nuværende og reelle drift.
På baggrund af beregningerne kan det derfor afvises, at byggeriet som lokalplanen åbner op for, vil blive påvirket med luftforurening der ligger ud over Miljøstyrelsens B-værdier.