Lokalplanens indhold

Lokalplanens formål er at udvide anvendelsesmulighederne inden for delområde 2 i den eksisterende lokalplan 2017-04, således at området må anvendes til offentlige formål og erhvervsformål.

Eksisterende bebyggelse skal som udgangspunkt bibeholdes, dog gives der mulighed for at nedrive samt til- og ombygge bebyggelsen i mindre omfang. Lokalplanen giver derudover mulighed for at etablere ny bebyggelse i form af et garageanlæg og et overdækket parkeringsareal inden for afgrænsede byggefelter. De oprindelige bestemmelser i lokalplan 2017-04 om bebyggelsens udseende fastholdes i høj grad, så ny bebyggelse og ombygning sker med tilpasning til den eksisterende bebyggelses karakter, dog med den tilføjelse at det inden for området også er muligt at opføre facader af behandlede eller korroderede metaloverflader og træfacader og at facader på mindre bygninger i sin helhed kan opføres i andre materialer.

Trafikalt gives der mulighed for overkørsler til de to offentlige kommuneveje Chr M Østergaards Vej og Kollegievænget og der sikres en fortovsforbindelse gennem området, så fodgængere fortsat ledes sikkert frem til rådhuset.

Lokalplan 2017-04 er fortsat gældende for så vidt angår bestemmelser om parkeringsforhold, ledningsanlæg & belysning, betingelser for at tage ny bebyggelse i brug samt grundejerforening.

Ny garagebygning og perimetersikring mod sydvest, hjørnet af Chr M Østergaards Vej/Kollegievænget.

Hvad er en SAVE- værdi?

SAVE kan anvendes til at kortlægge og vurdere byers og bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. Alle bygninger registreres i et nationalt arkiv som Slots- og kulturstyrelsen administrerer. 

De forskellige værdier inddeler bygninger, i bygninger med høj, middel og lav bevaringsværdig. Jo lavere et tal jo mere bevaringsværdig er bygningen som beskrevet herunder:

1, vil som oftest være fredede bygninger eller
folkekirker. Særligt værdifulde bygninger kan dog
godt have bevaringsværdi 1 uden at være fredede.

2-4, er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur,
kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er
fremtrædende eksempler inden for deres slags.

5-6, er jævne, pæne bygninger, hvor utilpassede
udskiftninger og ombygninger trækker ned i
karakteren.

7-9, er ofte bygninger uden arkitektonisk udtryk
eller uden historisk betydning. Det kan også være
bygninger, som er så ombyggede, eller som har
så mange udskiftninger, at de har mistet deres
oprindelighed.

Alle bygninger er i forbindelse med lokalplanprocessen blevet SAVE-vurderet. Vurderingen kan ses på Kortbilag 5, SAVE-vurderinger, og efterfølgende også på Slots- og Kulturstyrelsen">Slots- og Kulturstyrelsen hjemmeside. 

Link til Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside med SAVE-registreringer.