Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Lokalplanens formål

Det er formålet med nærværende "Tillæg nr. 1"  at supplere gældende lokalplan 2017-04 - Offentlige formål og erhverv, Chr M Østergaards Vej, Horsens inden for delområde 2. Lokalplanen suppleres primært med bestemmelser om, at bygninger inden for lokalplantillæggets afgrænsning tillige kan anvendes til offentlige formål, at eksisterende bebyggelse i mindre omfang kan til- og ombygges eller nedrives samt at give mulighed for opførelse af ny bebyggelse inden for et afgrænset område.

Lokalplanens baggrund

Baggrunden er, at Sydøstjyllands Politi flytter sit hovedkvarter til en del af bygningerne på Chr M Østergaards Vej. En sådan anvendelse hører under offentlige formål, hvilket er i strid med den gældende lokalplans principper, jf. lokalplan 2017-04's formåls- og anvendelsesbestemmelser. 

Jævnfør planlovens § 19, stk. 2 kan der kun dispenseres fra en lokalplans principper ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Om lokalplantillæg

Det er muligt jævnfør planlovens § 33 at ophæve, supplere eller ændre bestemmelserne i en gældende lokalplan ved at tilvejebringe en lokalplan, der alene indeholder de bestemmelser, som den gældende lokalplan ønskes ændret eller suppleret med. En sådan supplerende lokalplan kaldes et Lokalplantillæg.

Kort over lokalplanområdet.