Spildevandsplan 2012 - 2015:
Lokalplanområdet er omfattet af Horsens Kommunes gældende spildevandsplan.
Lokalplanområdet er kloakeret i henhold til den gældende spildevandsplan og tilsluttet SAMN Forsynings spildevandssystem. Området er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg. Regnvand udledes til Nørrestrand.
Lokalplanområdet omfatter en del af kloakoplande A109, A130 og A133. Befæstelsesgraden skal overholdes inden for den eksisterende lokalplanafgrænsning, Lokalplan 2017-04 og håndteres i det private regnvandslaug, som nærværende lokalplan fortsat er en del af. Nye afløbsforhold skal der redegøres for i ansøgning om tilslutningstilladelser for kloak.
For de enkelte kloakoplande gælder følgende befæstelsesgrader.
A109 – 0,40 (vist med blåt nedenfor)
A130 – 0,50 (vist med rødt nedenfor)
A133 – 0,50 (vist med grønt nedenfor)
Overstiges befæstelsesgraden, skal regnvand forsinkes internt eller håndteres på egen matrikel, således at der ikke afledes mere regnvand end hvad der svarer til en befæstelsesgrad som angivet for de enkelte kloakoplande ovenfor.
Kort over eksisterende kloakoplande.
Klimatilpasning
Ved lokalplanlægning for eksisterende og nye byområder skal der udarbejdes en vandhåndteringsplan, som redegør for, hvorledes regnvandet håndteres i en skybrudssituation. Det der karakteriserer denne situation, er, at det kloaksystem, som skal håndtere hverdagsregnen (benævnt T5-regn) ikke kan rumme mere vand, og derfor vil dele af skybrudsvandet løbe på terræn. Noget af vil blive tilbageholdt i lavninger i området, mens resten vil løbe videre.
Vandhåndteringsplanen er udarbejdet og opfylder kravet om en ”vandneutral håndtering” hvilket bl.a. betyder, at der mindst skal tilbageholdes samme mængde vand som hidtil i området. I den aktuelle sag tilbageholdes der i dag på terræn 174 m3 regnvand og i den nye situation øges dette til 214 m3, hvilket vil blive sikret i forbindelse med de kommende byggesager. På kortbilag 5 fremgår eksisterende og fremtidig vandhåndtering.
Derudover sikrer vandhåndteringsplanen, at regnvandet ikke ledes hen, hvor det gør skade på bygninger og infrastrukturanlæg i lokalplanen og i op- og nedstrøms liggende områder. I denne lokalplan ledes vandet ad veje og stier til parkeringsarealer, hvor det står, indtil der igen er plads i kloaksystemet, eller ledes til grønne arealer, hvor det nedsiver.