Vandområdeplaner, Natura 2000 og Bilag IV-arter

Vandområde- & Natura 2000 planer

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres. Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Internationale naturbeskyttelsesområder, Natura 2000, samt beskyttelse af bilag IV-arter

Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.

Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde.

Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.

Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder.

Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle-, levesteder eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.

Afgørelse

Vandplaner

Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Natura 2000

Området ligger ca. 4,5 km vest for det nærmeste Natura 2000-område, som er Natura 2000-område nr. 52 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave.

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside:

Lokalplansområdet ligger i byzone, som ikke vurderes at udgøre et egnet ynglested for nogen af arterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Der er registeret en række bilag IV-arter indenfor 10 km, herunder odder, stor vandsalamander, spidssnudet frø, markfirben og en række flagermusearter.

Idet projektet etableres på areal, der i dag er bebygget og anvendes til parkeringspladsareal, og idet at projektområdet ligger 4,5 km fra nærmeste Natura 2000 område, er det kommunens vurdering, at projektet pga. dets lokale karakter og store afstand til Natura 2000 området ikke påvirker arter og habitatnaturtyper på Natura 2000 områdets udpegningsgrundlag.

Projektet medfører en begrænset arealinddragelse af et areal, der i dag anvendes til parkeringsområde. Det er Horsens Kommunes vurdering, at parkeringsplads-arealet ikke udgør et egnet yngle- og rasteområde for de bilag IV arter, som forekommer naturligt i området omkring det ansøgte, idet ingen af de nævnte bilag IV arter yngler eller raster på arealer med en hård asfaltbelægning.

Der åbnes med lokalplanen op for, at en del af eksisterende bygning kan borttages og anden bebyggelse opføres. Bygninger kan udgøre yngle og rasteområder for arter af flagermus. Den bygning, der evt. skal nedtages, har fladt tag, og der er derfor ingen tagetage, der kan udgøre egnede yngle- og rasteområder for arter af flagermus. Bygningen vurderes i øvrigt ikke at udgøre egnede yngle- og rasteområder for de øvrige bilag IV arter, der forekommer i området, da disse arter alle er tilknyttet naturområder og ikke bygninger. 

Samlet vurderes, at det planlagte kan gennemføres uden at der sker en indskrænkning eller forringelse af egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.