Miljøvurdering

Afgørelse og begrundelse

Planforslaget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023. Loven medfører, at der skal foretages en miljøvurdering, hvis gennemførelsen af planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Lokalplan 422 er screenet for at vurdere planens indvirkning på miljøet ud fra en bred forståelse af miljøbegrebet.

Planen er vurderet i forhold til påvirkning af internationale naturbeskyttelsesområder samt lovens bilag 1 og 2.

I afgørelsen indgår hensynet til kriterierne I lovens bilag 3, bl.a. forhold vedrørende planens karakteristika samt kendetegn ved indvirkningen og det område, som kan blive berørt og resultaterne af høringerne efter § 32 I loven.

 

Hovedhensyn for afgørelsen
Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

Byer og landsbyer
Lokalplanen vurderes ikke at have væsentlig indvirkning på den øvrige bystruktur i Gedved. Naboområdet er allerede udlagt til boliger, og planen medfører ikke væsentlige ændringer på bystrukturen idet den indpasser sig ift. den eksisterende bebyggelse mod vest. Planens bebyggelse vurderes, såfremt der sker en nedtrapning mod de grønne arealer og det omkringliggende landskab, ikke at have skalamæssig påvirkning på området og dens omgivelser som helhed.

Trafik
Planens udlæg af boliger og den gennemgående stamvej forventes ikke at medføre en så betydelig forøgelse af trafikken, at det nuværende vejnet ikke kan håndtere trafikken i området. De planlagte boligveje, stier og stamvejen vurderes ud fra projektmaterialet at være organiseret således at der er tilstrækkeligt med oversigt for de forskellige trafikanter i området. Der er arbejdet med opkobling til naboarealets stiforbindelser, som skal tilvejebringe gennemgående sikre skoleveje for områdets børn og nem adgang til Gedved bymidte ift. indkøb og øvrige aktiviteter. Krydsning af intern stamvej vurderes at kunne ske sikkert, og der kan evt. arbejdes med hastighedsdæmper i vejprojektet. Der er redegjort for at områdets udlagte bebyggelse ikke er støjbelastet af trafikken fra Skovvej og Lykkebjergvej.

Det eksisterende vejnet og trafikale forhold, vurderes at kunne håndtere den forventede trafikmængde uden væsentlige ændringer.

Natur og landskab
Lokalplanen berører ikke beskyttede naturområder. Planlægningen vil kræve dispensation eller reduktion fra åbeskyttelses- og skovbyggelinjen. Reduktion fra beskyttelseslinjerne vurderes ikke at have negativ påvirkning på udsynet til Hansted skov, eller Tolstrup Å såfremt bebyggelsen nedtrappes mod landskabet og indpasses nænsomt i det eksisterende naturlige terræn. Med reduktionen af åbeskyttelsen, eller dispensation fra denne, muliggøres bedre stiforbindelser til landskabet omkring, håndtering af vand på terræn og der sikres mulighed for øget artdiversitet i området, med omlægning af markarealet til rekreativt område med fokus på biodiversitet. Da planlægningen ikke udlægger boliger indenfor åbeskyttelseslinjen med kun beplantning og naturligt indpassede regnvandsbassiner, vurderes planlægningen ikke at have væsentlig indvirkning på naturværdierne omkring åen, som ligger øst for Skovvej/Lykkebjergvej. 

Lokalplanområdet ligger ca. 8 km fra nærmeste natura 2000 område. Alene pga. den store afstand og projektets lokale karakter, er det kommunens vurdering, at det planlagte ikke medfører påvirkning af habitatnatur eller arter fra de to Natura 2000 områders udpegningsgrundlag.

Lokalplanområdet ligger indenfor område af geologiske bevaringsværdier, hvorfor planlægningen ikke kan tillade større terrænreguleringer.

Der er derfor ikke fundet behov for en nærmere miljøvurdering på dette punkt.

Kulturarv
Indenfor lokalplanområdet er et gennemgående beskyttet dige, delvist ejerlavsdige, og en hertil udlagt zone til kulturhistoriske bevaringsværdier på 3 m på begge sider af digets midte. Lokalplanen skal gennem bestemmelser sikre diget form, fortælling og beplantning.

Der er ikke fundet forhold, der kræver en yderligere vurdering af kulturarvens bevaring.

Fritidsformål
Lokalplanen har ingen væsentlig indvirkning på eksisterende fritidsfaciliteter og rekreative områder. De nuværende fritidsaktiviteter vil kunne fortsætte uforstyrret, men kan med planlægningen kobles bedre til Hansted Skov og Tolstrup Å.

Tekniske anlæg
De udlagte regnvandsbassiner i planen vurderes at være tilstrækkelige for opretholdelse af eksisterende og fremtidige hverdags- og klimahændelser (T5- T100). Ansøgning om tilladelse til anlæg af regnvandsbassiner med endelige bassinvolumer og udformning fra Forsyningsselskabet skal godkendes af Horsens Kommune. Dette forhold vurderes ikke at kræve miljøvurdering.

Erhverv og landbrug
Lokalplanen medfører ingen væsentlige ændringer i erhvervs- eller landbrugsområder. Eksisterende erhvervs- og landbrugsaktiviteter vil kunne fortsætte uden væsentlige ændringer.

Klima og miljø
Planlægningen sker på et areal der vurderes at have delvist højtstående grundvand, ringe nedsivningsmuligheder på grund af den geologiske sammensætning og er placeret indenfor område udpeget til særlige drikkevandsinteresser. Lokalplanen forudsætter, at vandhåndteringen skal ske som en separat løsning, hvor regn- og klimavand sker på terræn og kloakvand i rør. Planlægningen overholder gældende krav til vandhåndtering, jf. Horsens Kommunes vejledning til vandhåndtering. Planen vurderes ikke at påvirke klimaforholdene i området negativt.

 

Afgørelse
Med baggrund i ovenstående hovedhensyn vurderer Horsens Kommune, at planforslagene og ændringer i gældende lokalplaner ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) § 8 stk. 2, da planen ikke er omfattet af lovens bilag 1 eller 2. Det er desuden vurderet, at planerne og ændringer heri ikke vil medføre en væsentlige indvirkning på miljøet.

Det er samtidig vurderet, at planen ikke vil påvirke udpegningsgrundlaget for Habitatområder og at planens gennemførelse ikke beskadiger eller ødelægger bilag IV arters yngle- eller rasteområder. Der er derfor ikke behov for en konsekvensvurdering efter Habitatdirektivets artikel 6.3.

Der er i forbindelse med tematillæg for byudvikling, hvor området med medtaget som byudviklingsareal med én samlet boligramme, ligeledes vurderet på forholdene overordnet. Her fandtes heller ingen forhold der gav anledning til miljøvurdering.