Tilladelser fra andre myndigheder

Skovbyggelinje

Omkring Hansted Skov er der en 300 meter skovbyggelinje. Store dele af lokalplanområdet er beliggende indenfor skovbyggelinjen. Der skal derfor søges om planmæssig undtagelse af denne byggelinje ved lokalplanens vedtagelse. Realisering af lokalplanen kræver enten, at Miljøstyrelsen reducerer skovbyggelinjen inden for lokalplanens område eller kommunen laver en dispensation ifm. hver enkelt byggeansøgning. 

Opsummering af begrundelsen for ansøgning om reduktion af skovbyggelinjen
Reduktionen af skovbyggelinjen skal sikre en sammenhængende og mere harmonisk plan. Derudover stilles i lokalplanen krav om etablering af en gennemgående stiforbindelse, som har til formål at forbinde den nuværende byrand (omkring Præstehøj og Frydenslund) med både Tolstrup Å og Hansted Skov. Lokalplanområdets virkeliggørelse vil sikre, at de nærtliggende naturkvaliteter bliver langt mere tilgængelige for en stor gruppe borgere i Gedved, langt flere end lokalplanområdet som helhed rummer.

Grundet andelen af bebyggelse (mere end 40 boliger), som ligger indenfor lokalplanområdet, vil reduktionen af skovbyggelinjen være en administrativ lettelse, fremfor en række af afgørelser om dispensation fra skovbyggelinjen.

 

Åbeskyttelseslinje

Tolstrup å er registeret med en åbeskyttelseslinje på 150 meter fra vandløbet. Inden for beskyttelseslinjen må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende, beplantes eller ændres i terrænet.

Realisering af lokalplanen kræver, at Miljøstyrelsen ophæver eller reducerer åbeskyttelseslinjen inden for lokalplanens område. Såfremt der ikke kan opnås reduktion, kan Horsens Kommune dispensere fra åbeskyttelseslinjen til de regnvandsbassiner, som ligger inden for åbeskyttelseslinjen.

Opsummering af begrundelsen for ansøgning om reduktion af åbeskyttelseslinjen
Udpegningen af åbeskyttelseslinjen ligger indenfor et nuværende markareal, som dyrkes jf. gældende landsbrugspligt. Arealet der, indenfor lokalplanområdet, er udpeget til åbeskyttelse, udgør afrundingen på udpegningen af åbeskyttelsen for Tolstrup Å. Der søges om reduktion af åbeskyttelseslinjen med henblik på tilladelse til etablering af naturligt indpassede regnvandsbassiner (uden volde og tekniske kanter), stier, leg- og opholdsinventar og beplantning, som en del af en samlet regnvandshåntering på terræn og en grøn rekreativ korridor i boligområdet, som muliggøres med lokalplanen. Der tillades ikke bebyggelse på arealet der søges reduceret.

Lokalplanen udlægger et større areal, ca. 20% af det samlede lokalplanområde, til et ubebygget og grønt rekreativt område, hvortil dele af den nuværende åbeskyttelse udgør den øst-/sydøstlige afrunding af dette rekreative areal. Formålet med den grønne kile er at sikre et gennemgående grønt bælte i området som en samlende flora/fauna-korridor der er bedre forbundet til stedets landskabs- og naturkvaliteter, Tolstrup Å og Hansted Skov. 

 

Landbrugspligt

Der er landbrugspligt på indenfor hele lokalplanområdet. Lokalplanens gennemførelse forudsætter at landbrugspligten ophæves på det af følgende matrikler, jf. Lov om landbrugsejendomme, som overgår til byzone:

  • matrikel 1ac Tolstrup By - Tolstrup
  • matrikel 10d Gedved By - Tolstrup
  • matrikel 13b, Gedved By - Tolstrup
  • matrikel 14 Tolstrup By - Tolstrup

Landbrugspligten ophæves på erklæring fra landinspektøren ved udstykning efter lokalplanens vedtagelse.

 

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdselens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

 

Museumsloven

Museum Horsens har ifm. udarbejdelsen af lokalplanen lavet følgende vurdering. Der vurderes hhv. nord og syd for det fredede dige.

Nord for diget
Museum Horsens har foretaget arkivalsk kontrol af arealet. På arealet er registreret kendte fortidsminder: Tre overpløjede gravhøje (SB 7, 11, 12). Museets vurdering er, at der vil være stor risiko for at påtræffe skjulte, jordfaste fortidsminder ved anlægs- og jordarbejde på arealet. Museet vurderer på baggrund af den arkivalske kontrol, at det er nødvendigt at foretage en forundersøgelse efter museumslovens § 25-27 for at give en udtalelse om væsentlige fortidsminder på arealet, hvor der foretages jordarbejde. Ved at få foretaget en forundersøgelse, kan man på forhånd få afklaret, om der er fortidsminder på arealet.

Syd for diget
Museum Horsens har foretaget arkivalsk kontrol af arealet. Museet har foretaget arkæologisk forundersøgelse på arealet. Der fremkom ingen væsentlige fortidsminder. Museumsloven er fortsat gældende.

Lovgivning
Fortidsminder er beskyttet af kapitel 8 i museumsloven. Findes der under jordarbejde spor efter fortidsminder, skal arbejdet standses, i det omfang det berører fortidsmindet. Fortidsmindet skal straks anmeldes til Museum Horsens jf. museumslovens § 27 stk. 2.

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af, om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet.

 

Beskyttede jord- og stendiger

Lokalplanområdet indeholder et gennemgående beskyttet dige beliggende i matrikelskellet mellem hhv. matr. 1ac og 13b samt 10d. Dele af diget er et ejerlavsdige og kan ses i kortillustrationerne. 

Diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, og såfremt lokalplanens vedtagelse forudsætter tilstandsændringer af diget kræver dette en dispensation efter museumslovens § 29 j stk. 2, jf. § 29 a.

Diget skal i lokalplanen bevares, med undtagelse af et enkelt digebrud til den gennemgående stamvej, som er en del af mobilitetsplan 2035. Ved at bevare det beskyttede dige og dens beplantning, bevares og skabes en gennemgående grøn korrridor, der kan bidrage til øget biodiversitet og fungere som faunakorridor. 

Lokalplanens bestemmelser om diget skal sikre digets form og karakter som helhed, herunder beplantningen. Dertil skal et belægningsskifte, hvor diget brydes af hensyn til stamvejen, sikre at fortællingen om diget opretholdes og formidles. 

 

Servitutter

Ejere og bygherrer skal selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.

Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.


Kortlægning af beskyttelseslinjer indenfor lokalplanafgrænsningen.

 

Original 1 kort der angiver den gamle matrikelstruktur med det i dag fredede dige og ejerlavsgrænsen, som stadig er synlig i dag.