Spildevandsplan
Lokalplanområdet er omfattet af tillæg nr. 42 til Horsens Kommunes Spildevandsplan 2012-2015. Området er omfattet af kloakopland A258 og skal separatkloakeres.
Spildevandstillægget omfatter hele Nørrestrandsområdet og danner grundlag for designet at et centralt regnvandssystem som leder vandet forsvarligt ud af området mod syd til recipienten Nørrestrand.
Det bærende princip for det centrale regnvandssystem er, at både hverdagsregn og ekstremregn håndteres med en naturlig og rekreativ udformning på terræn.
Hverdagsregn
I spildevandstillægget er der fastsat en befæstelsesgrad på 0,55, som skal overholdes inden for de enkelte delområder i lokalplanen. Hvis befæstelsesgraden overskrides, skal der etableres intern forsinkelse inden for delområdet eller alternativt kan hverdagsregn håndteres inden for delområdet i form af nedsivning i regnbed, grøfter eller trug.
Der er udarbejdet en vandhåndteringsplan og -notat, som anviser et primært fælles regnvandssystem bestående af brede hovedvandrender og regnvandssø, der anlægges til fordel for hele lokalplanområdet samt for daginstitutionen mod øst. For at daginstitutionen kan afvande til hovedvandrenderne, skal der etableres en rørledning fra daginstitutionens ejendom frem til nærmeste vandrende. Terrænet inden for lokalplanområdet bestemmer, at regnvandet ledes mod vest på tværs af området, inden det via forskellige udledningspunkter ledes mod syd til det centrale regnvandssystem.
Det primære fælles regnvandssystem i lokalplanområdet (blå farve).
Inden for det enkelte delområde, etableres der sekundære regnvandssystemer, til afvanding af bebyggelse og befæstede arealer. Dette sker ligeledes på overfladen ved hjælp af grøfter i varierende dybder som følger terrænets naturlige hældninger, mens krydsninger af veje og stier udføres med linjedræn. Hvor vandet ikke kan ledes i et naturligt flow, på grund af udfordrede forhold i terrænet, kan der undtagelsesvis etableres rørføring. Afvandingssystemerne leder regnvandet til det primære regnvandssystem.
Principper for sekundær regnvandshåndtering, hvor der anvendes grøfter, linjedræn og undtagelsesvist ledninger til håndtering af regnvand.
Ekstremregn
Der er ingen eksisterende strømningsveje, der leder ind i lokalplanområdet, da lokalplanområdets østlige del ligger på en bakketop. Overfladeafstrømningen i tilfælde af ekstremregn sker overordnet set fra vest mod øst. I den vestlige del af området sker der opstuvning, som skyldes et tidligere jordoplag fra det øvrige byggeri ved Nørrestrand. Dette er ikke repræsentativt for det naturlige terræn, og der ses bort fra denne terrænændring.
Det primære fælles regnvandssystem, som beskrevet ovenfor, designes til også at håndtere ekstremregn, som dermed også udledes til recipienten Nørrestrand. Der er få eksisterende udledningspunkter fra området, som de nye vandrender projekteres efter.
Ved ekstremregn, hvor delområdernes sekundære regnvandssystemers kapacitet er opbrugt og jorden vandmættet, sker afstrømningen på terræn. Det udarbejdede vandhåndteringsnotat oplister en række virkemidler til afledning af afstrømmende ekstremregn mod hovedvandvejene samt beskyttelse af bygninger, herunder etablering af afværgegrøfter i terræn opstrøms bygningerne, høje sokler og terrænfald væk fra bygninger. Fra støjvolden vil der ske en diffus afstrømning på den nordlige og vestlige side af volden ned mod henholdsvis Gl. Århusvej og Egebjergvej.
Eksisterende strømningsveje.




