Lokalplanområdet grænser op til kommunevejene Gl. Århusvej og Egebjergvej, som begge er veje, der i kommuneplanens retningslinjer er udpeget som værende støjbelastende for tilgrænsende områder. De støjbelastede arealer er beregnet som den samlede støjpåvirkning fra en række støjkilder som trafik, erhverv og støjende fritidsaktiviteter.
Hele udpegningen er ikke nødvendigvis støjbelastet over de vejledende grænseværdier, men afstanden til anlæg, der kan være støjende, gør det nødvendigt med en detaljeret dokumentation.
I forbindelse med tidligere planlægning er det påvist med støjberegninger at området ikke vil kunne overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejstøj på maksimalt 58 dB uden etablering af støjafskærmning.
Med nærværende lokalplan ønskes det at etablere bebyggelse til støjfølsom anvendelse i det støjbelastede areal og der er således i forbindelse med nærværende lokalplan udarbejdet en støjrapport med det formål at dokumentere omfanget af en støjafskærmning mod Gl. Århusvej og Egebjergvej.
Sammenfatning af støjrapporten
Støjrapporten dokumenterer, at der er lavet beregninger af vejstøj fra henholdsvis Gl. Århusvej og Egebjergvej.
Støjrapporten dokumenterer, at støjniveauet kan nedbringes til 58 dB eller derunder på facader til støjfølsom anvendelse samt på terræn til opholdsarealer ved at etablere en støjvold på mellem 5,3 - 8,8 meters højde i lokalplanområdet fra vest langs Egebjergvej og i hele Gl. Århusvejs længde. Den dokumenterede løsning forudsætter, at der langs Gl. Århusvej opsættes støjautoværn samt at der sker hastighedsnedsættelse på Gl. Århusvej til 70 km/t og hastighedsnedsættelse på Nørrestrandsalle til 50 km/t.
Støjvolden skal kobles sammen med støjvolden ved Naturinstitutionen mod øst.
I lokalplanen er der indarbejdet bestemmelser, der sikrer mulighed for etablering af den nødvendige støjvold.


Kort der støjudbredelsen af vejstøj fra Gl. Århusvej og Egebjergvej i lokalplanområdet i 1,5 meters højde over terræn ved etablering af en støjvold. Det er i støjrapporten påvist ved beregning, at støjniveauet på facader til støjfølsom anvendelse samt på opholdsarealer ikke overskrider Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for vejstøj på 58 dB.
