Bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder nr. 371 af 21/04/2016 skal sikre, at planmyndigheden inddrager risikovurderinger, herunder udlæg af sikkerhedszoner, som angiver begrænsninger i naboarealernes anvendelse, i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen.
Jf. bekendtgørelsens §2 skal Planmyndigheden inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en kommune- og lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikkerhedsafstand fra en virksomhed, som er defineret i Miljø- og Ligestillingsministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
Det gælder f.eks. afstanden fra risikovirksomheden til offentlige arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres karakter er af særlig interesse eller særligt følsomme, større veje og andre transportanlæg, boligområder, offentlige bygninger og andre bygninger, hvor der samles mange mennesker såsom hoteller, plejeinstitutioner, daginstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler og butikker, samt bygninger og områder, som er svære at evakuere.
Ved planlægning omkring eksisterende risikovirksomheder skal planmyndigheden inddrage eventuel ny viden eller nye oplysninger om virksomheden eller dens omgivelser, som medfører, at virksomheden må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til, hvad der tidligere har været vurderet.
Støj fra virksomheder
I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.
Der er ingen eksisterende virksomheder som influerer på området.
Lugt, støv og anden luftforurening
Der er ingen eksisterende virksomheder som influerer på området.
Produktionsvirksomheder
Af Planlovens §16 stk. 10, skal redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 2, gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne.
Af Planlovens §16 stk. 11, skal redegørelsen til lokalplanforslag som nævnt i § 15 b, stk. 4, gøre rede for, hvordan planen tager højde for produktionsvirksomheder inden for erhvervsområdet, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 25. Redegørelsen skal så vidt muligt være tilvejebragt i dialog med produktionsvirksomhederne. Derudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om lugt på det lugtbelastede areal.
Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.