Lokalplanens indhold

Fremtidige forhold

Lokalplanen giver mulighed for at udvikle et nyt boligområde med 16 boliger, placeret omkring en nybygget boligvej.  Området vil blive vejbetjent fra Præstemarken, der vil blive udbygget frem til boligvejen, så området får trafiksikker adgang til bykernen. Lokalplanområdet vil blive overført fra landzone til byzone i forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Bebyggelsen

Indenfor lokalplanens delområde 1 (se kortbilag 1b) skal der opføres åben-lav boligbebyggelse i 1-2 etager, med en maksimal højde på 8,5 meter. Byggeriet skal opføres i dæmpede farver, uden brug af signalfarver og blanke facade- og tagmaterialer. Der kan laves garage, carporte, skure og udhuse i forbindelse med hver bolig samt private udendørs opholdsarealer.

Private haver skal afgrænses af hække og de fælles friarealer skal anlægges med græs, træer og buske.

Regnvandshåndtering

Hverdagsregn, der falder i området, håndteres i to regnvandsbassiner eller anden form for anlæg til rensning og forsinkelse af regnvand. 

Det ene regnvandsbassin bliver placeret nord for lokalplanområdet, jf. situationsplanen på denne side.

Ekstremregn håndteres på terræn.

Grønne områder

I den sydlige del af området skal etableres et regnvandsbassin eller anden form for anlæg til rensning og forsinkelse af regnvand med tilhørende rekreativt grønt område. Det rekreative aspekt fungerer som en forskønnelse og værdiforøgelse af de regnvandsbassiner, der skal oprettes i området. Området kan benyttes som opholdssted og rekreativt område af beboerne. Området skal beplantes med arter hjemmehørende i den østjyske natur.

Situationsplan.