Velkommen til Horsens Planportal
330 - Etageboliger, Søndergade, Brædstrup

Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

 

 

Baggrunden for udarbejdelse af lokalplanen er, at en privat investor ønsker at udvikle et etageboligprojekt. Boligprojektet består af cirka 70 udlejningsboliger i op til 3 etager.

En af idéerne i projektet er, at en del af udlejningsboligerne samler sig i en form for bofællesskab. Lokalplanen giver derfor også mulighed for, at der kan opføres et fælleshus - fortrinsvis til brug for beboerne tilknyttet bofællesskabet, men som også kan anvendes af områdets øvrige beboere.

Området skal være attraktivt ved blandt andet, på terræn, at sikre udendørs grønne fællesarealer. For at understøtte dette vil en del af bebyggelsens parkeringsbehov blive etableret i konstruktion under terræn, så området ikke fremstår som befæstede parkeringsarealer. Området skal endvidere skabe en grøn stiforbindelse mellem bymidten (Søndergade) og Folkeparken og skoven vest herfor.

Sideløbende med udarbejdelse af nærværende lokalplan udarbejdes et kommuneplantillæg. Kommuneplantillægget skal udarbejdes, idet projektet ikke er i overensstemmelse med de eksisterende rammers bebyggelsesregulerende bestemmelser. Dette beskrives nærmere under afsnittet Forhold til anden planlægning, Kommuneplanen.

 

 

 

 

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer