FORSLAG

Tilladelser fra andre myndigheder

Skovbyggelinje

Dele af lokalplanområdet er omfattet af en 300 meter skovbyggelinje. Realiseringen af lokalplanen kræver, at Miljøstyrelsen ophæver eller reducerer skovbyggelinjen inden for lokalplanens område.

Trafikregulering

Der skal jf. vejlovgivningen (Lov om offentlige veje (Vejloven) kapitel 6, henholdsvis Lov om private fællesveje kapitel 8, §27) udarbejdes et projekt for de nævnte veje og stier som skal godkendes hos Horsens Kommune, Teknik og Miljø med samtykke fra Politiet jf. Færdselslovens § 100.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

Museumsloven

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 Skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet. 

Beskyttede jord- og stendiger

Lokalplanområdet indeholder et dige bestående af et beskyttet jorddige. Diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, og såfremt lokalplanens vedtagelse forudsætter tilstandsændringer af diget kræve dette en dispensation efter museumslovens § 29 j stk. 2, jf. § 29 a. Det tillades med lokalplanen af lave gennembrud på diget for at kunne etablere stiadgangen C-D, som angivet på kortbilag 3, fremtidige forhold. 

Ved vedtagelsen af nærværende lokalplan overgår diget fra landzone til byzone, og diget vil herved ikke længere være omfattet af Museumslovens beskyttelse. Digets beskyttelse er derfor varetaget af lokalplanen. Efter lokalplanens vedtagelse vil alle tilstandsændringer af diget således kræve, at kommunalbestyrelsen giver en dispensation fra lokalplanen.

Landbrugspligt 

Der er landbrugspligt på matr. nr. 11ap. Lokalplanens gennemførelse forudsætter at landbrugspligten ophæves på de nævnte ejendomme, jf. Lov om landbrugsejendomme. Landbrugspligten ophæves på erklæring fra landinspektøren ved udstykning efter lokalplanens vedtagelse.

Tilladelser og godkendelser af husdyrbrug

Der ligger indenfor ca. 1 km fra det nye boligområde flere større erhvervsmæssige husdyrbrug.

Husdyrbrug kan generelt blive begrænset i deres udviklingsmuligheder, når der udpeges nye boligområder, idet der i husdyrbrugloven er et beskyttelsesniveau for lugt som skal overholdes ved ændringer/udvidelser. Idet lokalplanområdet allerede er udlagt som fremtidigt byzoneområde til boliger i kommuneplanen, vil lokalplanen med de nye boliger ikke begrænse husdyrbrugene yderligere, og påvirker dermed ikke husdyrbrugenes udviklingsmuligheder.

Kommunen må ikke lokalplanlægge for nye boliger i områder, som kan være belastet med lugt fra husdyrbrug jf. §15 b i planloven. Det er derfor undersøgt om der er husdyrbrug som, med deres nuværende produktion, vil kunne give anledning til generende lugt i det nye boligområde.

Der for 4 ejendomme foretaget beregninger af lugtafgivelsen i husdyrgodkendelse.dk, og på den baggrund er der konkluderet at ingen af husdyrbrugene, der ligger i nærheden af området, vil give anledning til lugt der klassificeres som generende i forhold til boliger i byzone. Dermed er ingen af husdyrbrugene til hinder for at der kan lokalplanlægges boliger i området.

 

 



HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer