FORSLAG

Miljøscreening

Horsens Kommune har i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for, om planens påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

Afgørelse og begrundelse

Forvaltningens afgørelse

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

  • Lugt-, støj-, vibrations- eller støvgener fra..
  • § 3 områder: Eng, hede, mose, overdrev, strandeng, sø og vandløb
  • Beskyttede sten- og jorddiger
  • Virksomheds-/miljøklasse
  • Nedbør, i forhold til klima, samt oversvømmelsesrisiko
  • Skovbyggelinje
  • Særligt værdifulde naturområder
  • Trafiksikkerhed
  • Kulturhistoriske værdier

 

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Lugt-, støj-, vibrations- eller støvgener fra eksisterende eller nye virksomheder + emissioner (partikler, luftarter)

På Storegade 45B (umiddelbart syd for lokalplanområdet) ligger en 50 m skydebane. Banen har miljø-godkendelse til at skyde 3 hverdagsaftner i perioden 1. april til 1. oktober samt enkelte weekender (hele året). Skydebanen skal overholde støjvilkår på 65 dB(A) i støjfølsomme områder (boligområder og daginstitution). Ved støjberegninger i 1989 blev støjbelastningen ved naboer beregnet til 59 - 44 dB(A). Der var ingen beregningspunkter i området for lokalplan 328.

Skydebanen er godt beskyttet mod støjudbredelse med side- og endevolde. I øvrigt bemærkes, at der ikke er modtaget støjklager fra beboere i området.

Ved de seneste to tilsyn (2014 og 2017) er det oplyst, at banen kun benyttes én aften ugentligt og 1-2 lørdage pr. sæson.

 

§ 3 områder: Eng, hede, mose, overdrev, strandeng, sø og vandløb

I lokalplanområdets nordøstligste hjørne er der et vandlidende areal. Det er besigtiget d. 17/10. Der er ikke tale om beskyttet natur pt. Et vandhul kan dog nemt udvikle sig på arealet indenfor de næste 1-2 år, hvorefter det ikke må tilstandsændres.

 

Beskyttede sten- og jorddiger

Der går et beskyttet dige langs den nordlige afgrænsning af lokalplanområdet. Diget må ikke beskadiges.

Virksomhedsklassen/miljøklasse

7 - Omfatter virksomheder og anlæg, som kan give anledning til omfattende belastning af omgivelserne, og derfor som hovedregel skal placeres i områder, indrettet til særligt miljøbelastende virksomhed, eller eventuelt i midten af meget store erhvervsområder. Klassen omfatter blandt andet medicinal- og pesticidproduktion og kraft- og stålvalseværker 

Vejledende afstandskrav

Klasse 7        500 meter

Der kan benyttes kortere planlægningsafstand, hvis omgivelserne er mindre støjfølsomme end åben-lav boligbebyggelse, som er grundlaget for klassificeringen. Er der eksempelvis tale om etageboligområder eller områder for blandet bolig og erhverv, kan afstandene skønsmæssigt halveres. Virksomheder, som har gjort særlig meget ud af støjdæmpning og støjsvag produktionsteknologi, kan undertiden have en lavere klasse end angivet. Derimod vil bestående virksomheder ofte have en højere klasse end angivet.

De nævnte minimumsafstande er vejledende og har dels til formål at sikre, at der ikke planlægges for miljøbelastende formål for tæt på miljøfølsom anvendelse - eller omvendt. Ud over at angivelsen af miljøklasser for et område således sender et signal om hvilke hensyn, der skal tages i en planlægningssituation, så er det også samtidig et signal til virksomheder, der ønsker at etablere sig i området. 

Der er ikke tale om afstandskrav, der altid skal overholdes. Hvis afstanden skal tillades kortere end den, der fremgår af skemaet, må det ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte virksomheds forureningsbelastning både på kort og lang sigt.

 

Nedbør, i forhold til klima, samt oversvømmelsesrisiko

Jf. screeningskort for strømningsveje og lavninger, kan det nye lokalplan-område muligvis medføre øget oversvømmelsesrisiko nedstrøms i Østbirk By. Jf. Kommuneplan 2017 retningslinje 8.1.2 skal bygherre redegøre for om denne risiko er reel. Bygherre skal desuden udarbejde en vandhåndteringsplan der redegør for håndtering af hverdagsregn og skybrudsregn i lokalplanområdet.

Vandhåndteringsnotatet skal omfatte:

· Terrænforhold, strømningsveje og lavninger, før og efter projektet

· At oversvømmelsesrisikoen ikke forværres hverken opstrøms eller nedstrøms – fx at lavninger ikke opfyldes

· At anlæg og bebyggelse placeres, så det ikke afskærer strømningsveje med risiko for oversvømmelse

· Løsning og dimensionering til håndtering af kraftig regn og skybrud

· At kraftig regn og skybrud kan håndteres på terræn uden at det gør skade

Såfremt at lokalplanen medfører øget oversvømmelsesrisiko nedstrøms området, og at vandet ikke kan ledes til arealer, hvor der ikke er risiko for skader, skal skybrudsvandet håndteres indenfor lokalplanområdet. Bygherre skal i dette tilfælde forvente at der stilles større krav til bassinets volumen. Gentagelseskravet fastlægges på baggrund af vandrådgivers resultater.

Såfremt at oversvømmelsesrisikoen vurderes ikke at forøges i Østbirk By som følge af lokalplanen, kan nedsivningsbassinet dimensioneres efter normal praksis.

Skybrudsløsningerne vedr. strømning på terræn via veje, grøfter, lavninger mv. skal matche bassindimensioneringen og redegøres ligeledes efter resultatet af vandhåndteringsnotatet.

 

Skovbyggelinje

Det meste af lokalplanområdet ligger i ifølge Danmark Arealinformation (DAI) inden for skovbyggelinjen om den kommunalt ejede skov syd for lokalplanområdet.

For en gennemførelse af lokalplanen skal der hos Miljøstyrelsen søges om reduktion eller ophævelse af skovbyggelinjen. Miljøstyrelsen plejer at kræve, at dette beskrives i lokalplanen.

 

Særligt værdifulde naturområder

Fredskoven langs lokalplanområdets vestlige afgrænsning er udpeget i Kommuneplan 2017 som naturbeskyttelsesområde/ skov med lang kontinuitet. Områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser skal bevares og deres kvalitet skal forbedres.

Områderne skal derfor være velegnede vokse- og levesteder for et mangfoldigt og varieret plante- og dyreliv, så især de sjældne og trængte arter kan styrkes og få mulighed for at spredes til nye områder.

Da lokalplanområdet blot grænser op til, men ikke lapper ind i skoven, forventes det, at lokalplanforslaget ikke forårsager tilstandsændringer i fredskoven.

 

Trafiksikkerhed

For at sikre at hastighedsbegrænsningen ud for den nye, påtænkte vejtilslutning bør der også her etableres en byport/hastighedsdæmpning (hævet krydsflade).

Tilslutningen af det nye boligområde til Monbjergvej er beliggende umiddelbart undenfor byzonen og zoneskiltningen på 40 km/t . Byzoneskiltet (E55) og zoneskiltningen (E53) bør derfor flyttes mod nord- øst så den nye vejtilslutning bliver beliggende indenfor byzonen/zoneskiltningen.

Udbygning af boligområdet vurderes ikke at medføre et ændret uheldsbillede Oversigtsforholdene ved udkørsel fra området skal tilgodese vejreglerne. Med den viste placering vil der skulle fjernes beplantning/træer langs Monbjergvej mod nord-øst. Det bør overvejes, at etablere det manglende fortov langs Monbjergvej fra Svalevejs tilslutning frem til det nye boligområde, og som minimum etablere det manglende fortov langs nordsiden af Monbjergvej fra ud for Monbjergvej 2A til stien der fra Monbjergvej fører ind i det eksisterende boligområde (Tjørnevej/Bøgevej):

 

Kulturhistoriske værdier

Museet har foretaget arkivalsk kontrol af planområdet. Matrikel 11ap (tidligere 11al og 11e).

Lokalplanområdet er beliggende på en velafgrænset bakke, Bavnebjerg, på nordsiden af den lange Østbirkdal. Indenfor lokalplanområdet er der ikke kendskab til fortidsminder. Umiddelbart vest for blev der i forbindelse med udstykningen af Tjørnevej og Rødkælkevej i 2006 foretaget forundersøgelse og udgravning af grav- og bopladsspor fra sten- og bronzealder (SB 68, 69, 203). Østbirkdalen mod syd er særdeles rig på skjulte fortidsminder i form af store grav- og bopladsområder fra sten- og bronzealder (SB 208 mfl.). Her er desuden udpeget et kulturarvsareal, et kulturhistorisk interesseområde med skjulte fortidsminder (brun signatur).

Horsens Museum anbefaler på det kraftigste, at der forud for anlægsarbejder på stedet foretages en arkæologisk forundersøgelse jf. museumslovens § 25-27 med henblik på at afklare, om der er fortidsminder på arealet.

Museumsloven er gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejde fund af historisk karakter, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. museumsloven § 27, stk. 2.

 

Konklusion

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 10.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer