VEDTAGET

Lokalplanens indhold

Lokalplanen skal give mulighed for en blanding af tæt-lav boliger og etageboliger, hvor der tages hensyn til overgangene til den omkringliggende by.

Mod Rådhusgade i form af opførelse af 1-plansrækkehuse og mod Nørregade med etablering af 3-4 etages punkthuse.

Planlægningen skal blandt andet sikre, at der etableres flere mindre boliger i den centrale del af Brædstrup.

Der er behov for flere tidssvarende ældrevenlige boliger, der kan imødekomme den voksende gruppe af seniorer i byen.

 

Bebyggelsen

Punkthusene placeres langs Nørregade og skal bidrage til at styrke gadeforløbet - som de omgivende villaer og randbebyggelsen længere inde i byen. Mellem punkthusene bliver der visuel kontakt og mulighed for ophold og at gå igennem bebyggelsens grønne fælles uderum.

Punkthusene opføres i 3-4 plan i en højde svarende til den eksisterende kro. Bygningerne udformes som sammenstillede bygningskroppe, der skalamæssigt modsvarer de relativt store bygningsvolumener langs Nørregade og den tætte bymasse mod syd.

Rækkehusene opføres i et plan og skaber en naturlig nedtrapning til skalaen i villaområdet, der ligger vest for projektområdet.

Den samlede bebyggelse opføres med materialer og karakter, der går i dialog med de eksisterende byhuse i området. Facader udføres primært i tegl med mindre partier i pudset murværk, træ eller pladebeklædning. Altaner udføres som lette påhængte altaner med lukkede værn i semitransparent glas.

Punkthuse udføres med flade tage med tagpap.

Rækkehuse udføres med saddeltag eller tage med ensidig taghældning – min. 10 gr. Tage belægges med tagpap eller som grønne mos/sedumtage.

Skure udføres med fladt tag og facader i træ eller pladebeklædning.

 

Adgang, parkering og affald

Området vejbetjenes fra hhv. Nygade og Vestergade til et centralt fælles gaderum med parkeringsanlæg, hvoraf en del udlægges som grøn parkering på græsarmering. Gaderummet deles centralt af en grøn overkørsel, der binder områdets grønne uderum sammen.

Der skal anlægges stier, som sikrer forbindelser gennem området.

Veje og stier udlægges som privat fællesvej/sti. 

Cykelparkering placeres i tilknytning til stiforbindelserne ved punkthusene samt ved de enkelte rækkehuse.

Affaldshåndtering skal etableres som fælles affaldsstationer/molokker.

 

Ubebyggede arealer og beplantning

Bebyggelsen knyttes sammen af et fælles grønt rum, der rummer regnvandsbassin, legearealer og fælles friarealer.

De indre fælles opholdsarealer udlægges som en ’have’ med græs, forårsløg og grupper af træer, der skaber en parkagtig karakter. De lyse åbne græsarealer beplantes med arter som hvidtjørn og naur, der styrker områdets biodiversitet, mens mindre grupper udgøres af frugttræer med reference til ældre byhavers klassiske æbletræer.

Mod syd fortættes trægrupperne til et grønt bånd langs Vestergade og helt frem til Nørregade bestående af arter som dunet Gedeblad, Fjeldribs, Hunderose, Kvalkved, Rød Kornel, Sargents æble og slåen.

Regnvandsbassinet placeres i det vestlige haverum, hvor terrænet er naturligt lavt, mens mindre legestationer placeres i tilknytning til stiforløbet, der knytter an til Nørregade.

Mod Nørregade får friarealerne en mere bymæssig karakter, hvor belagte arealer som en udvidelse af fortovet gentolker den gamle forplads ved kroen.

Parkeringsarealer og punkthusenes opholdsterrasser på terræn skal omkranses af klippede bøgehække og anden lav beplantning. 

Mod nord skal der skabes en grøn overgang til Nygade med trægrupper og begrønning af punkthusenes gavle med eksempelvis klatreplanter.

Illustrationsplan.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer