Øvrig planlægning

Natura 2000 og Bilag IV-arter

Jf. habitatbekendtgørelsens § 6 stk. 1 (bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007) skal der foretages en vurdering af om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter i området væsentligt.

Lokalplanen kan kun vedtages, hvis det vurderes, at planen ikke medfører:

- skade på de naturtyper, som området er udpeget for

- skade på levesteder for de arter, som området er udpeget for, eller

- betydelige forstyrrelser for bilag IV-arter 

Natura 2000

Planområdet ligger ca. 5,5 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal). Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Naturstyrelsens hjemmeside.

Arealerne der bebygges ligger mellem byhuse og indeholder vegetation som hyppigt bliver slået eller bevoksning, hvor der ikke er beskyttet natur. Dertil et ubebygget areal op mod St. Hansted Å, der holdes slået, hvor der skal etableres regnvandsbassin. Der er ikke registreret beskyttet natur på dette areal.

Lokalplanarealet vurderes ikke at udgøre et egnet ynglested for nogen af arterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

På baggrund af den forholdsvis store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at planen kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og planen vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Ifølge DCE, Aarhus Universitet er der fundet flere bilag IV-arter i området. Det drejer sig om flere arter af flagermus, padder, odder og markfirben. Der fældes ikke træer, der kan være egnede yngle- eller rastesteder for flagermus. Arealerne som bebygges, samt arealet hvor der skal etableres regnvandsbassin, vurderes ikke at være egnet som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.

Kommunen vurderer på den baggrund, at yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, som potentielt findes i området, ikke vil blive hverken beskadiget eller ødelagt.

Samlet vurdering

Horsens Kommune vurderer således samlet, at planen kan vedtages uden at:

 - skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder,

 - indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området, eller

 - medføre tilstandsændringer i § 3-beskyttede naturområder.

 

Beskyttet natur

I forhold til §3-områder er der beskyttet mose i den østligste og laveste del af projektområdet, ved Hotel Opus, se kortbilag 5, Beskyttet mose. Et beskyttet vandløb, St. Hansted Å løber ca. 36 meter nord for den nordligste bebyggelse. Der er planlagt et regnvandsbassin 10-15 meter syd for St. Hansted Å.

Byggelinjen til §3 moseområdet indskrænkes til 10 meter, i stedet for 25 meter, jf. Kommuneplan 2017 retningslinje 3.1.5.

Samlet vurdering: Såfremt det kan sikres, at der ikke sker tilstandsændringer i mosen eller i St. Hansted Å i anlægsfasen, vurderes lokalplanen ikke at påvirke tilstanden i hhv. St. Hansted Å eller den beskyttede mose.

 

Åbeskyttelseslinje

Åbeskyttelseslinjen ved St. Hansted Å, nord for projektområdet, er reduceret i forbindelse med lokalplanen for området i 1979 . Nærværende lokalplan erstatter Lokalplan nr. 40, men reduktionen er fortsat gældende.

 

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand. 

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.  

Regnvand udledes til Store Hansted Å der har tilløb til Nørrestrand. Store Hansted Å har, jf. vandområdeplanen, en dårlig økologisk tilstand og Nørrestrand har en ringe økologisk tilstand. Store Hansted Å og Nørrestrand skal opnå en god økologisk tilstand. Udledningen må ikke forårsage at der ikke kan opnås målopfyldelse i hhv. Store Hansted Å og Nørrestrand.

Lokalplanens indhold er ikke til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås. 

 

Grundvand 

Lokalplanområdet er beliggende i et området hvor grundvandet står meget højt, nogle steder meget tæt på terræn. Som en del af Vandhåndteringsnotatet skal grundvandsspejlets beliggenhed undersøges, således at foranstaltninger mod oversvømmelse mm. tænkes ind i områdets bebyggelsesplan.

Lokalplanområdet ligger indenfor afgrænsningen af Områder med Drikkevandsinteresser. Anvendelsen til boliger vurderes uproblematisk i relation til grundvandsbeskyttelse, blandt andet fordi området ligger udenfor afgrænsningen af Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD). 

 

Spildevandsplan

Området spildevandskloakeres og nye boliger tilsluttes det nuværende system.

Regnvandet ledes via private ledninger og privat bassin til Store Hanstedå. I forbindelse med en forøgelse af udløbsmængden til Store Hansted Å fra det private udløb, skal der ske en revision af udledningstilladelsen, således at udledningen lever op til gældende regler og ikke er til hinder for at vandområdeplanens miljømål for Store Hansted Å kan opnås.

Spildevands- og regnvandsledninger, brønde, bassiner mv. indenfor lokalplanområdet er private. Boligforeningen har pligt til at anlægge og vedligeholde disse.

Der må bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til en befæstelsesgrad på 0,55. Overstiger befæstelsen 0,55 skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden på 0,55 overholdes. Der skal dermed etableres et vådt regnvandsbassin som neddrosler regnvandet til naturlig afstrømning. Der sikres derfor med lokalplanen plads til vådt bassin til forsinkelse og rensning af regn- og overfladevand.

Boligkomplekset ved Mosevangen placeres på en strømningsvej fra Priorsløkkevej til et vådt område, nord for det nye byggeri og vest for det eksisterende.  Vandveje er undersøgt og der træffes i lokalplanen bestemmelser om foranstaltninger der skal forhindre, at det nye byggeri forårsager oversvømmelse under skybrud.

I forbindelse med lokalplanen har bygherre udarbejdet et Vandhåndteringsnotat i henhold til Horsens Kommunes retningslinjer for klimatilpasning. Dette notat belyser oversvømmelsesrisiko fra grundvand, risikoen for oversvømmelse ved skybrud, samt foreslår afhjælpende foranstaltninger og redegør for at disse foranstaltninger er dimensioneret til at kunne håndtere en kraftig regnhændelse.

 

Trafik

Vej- og stiprojektet skal i videst muligt omfang tilpasses eksisterende terræn samt redegøre for eventuelle terrænreguleringer (skråningsanlæg langs veje og stier) på tilstødende grunde uden for vejanlæggene. (Der henvises til vejledningen "Terrænregulering og jordhåndtering i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde" udgivet af Teknik og Miljø).

Vejene skal i deres udformning og indretning tilgodese den skiltede hastighed, hvilket blandt andet kan medføre at der skal etableres hastighedsdæmpende foranstaltninger.

 

Jordforurening

Lokalplanområdet er ikke kortlagt efter jordforureningsloven. Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

Lokalplanområdet er ikke beliggende i et område, som Horsens Kommune har klassificeret som lettere forurenet. Baggrunden for klassificeringen er kommunens eksisterende kendskab til de enkelte byzoneområders bebyggelsestidspunkt, intensitet af arealanvendelse, trafikbelastning, industriel belastning, opvarmningsformer, bebyggelsestæthed, historik om byudvikling, kendskab til områder med fyldjord samt kendte forureningsdata. Aktiviteter i forbindelse med ovennævnte har generelt ikke givet anledning til diffus forurening.

  

Støj fra virksomheder

I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.

 

Nationale interesser - Produktionsvirksomheder

I lokalplanforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder. 

 

 

Tekniske anlæg

 

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

 

Varmeforsyning

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

 

Vandforsyning

Området vandforsynes fra SAMN Forsyning.

 

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.                    

I bymæssige områder, etagehusbebyggelser mv. kan vælges nedgravede affaldsbeholdere. Inden etableringen påbegyndes skal udformningen og tilkørselsforholdene i givet fald godkendes af Horsens Kommunes afdeling for Affald og Trafik.  

Lokalplanområdet er i dag på den nye affaldsordning, hvor hvert hus er tilmeldt med 1 x 240 liter todelt beholder til rest  og madaffald og 1 x 240 liter todelt beholder til papir og emballage. Nye boliger skal tilkobles samme ordning.

Opkørsler og overkørsler, skal, hvis dagsrenovationen ønskes afhentet på standpladsen ved boligerne, udformes så  de overholder de stillede krav jf. Horsens Kommunes regulativ for husholdningsaffald. Overkørsler skal anlægges i asfalt, beton og/eller granit.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer