VEDTAGET

Miljøscreening

Planforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering af lokalplanen. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) gennemført en screening for, om planens påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

·         Kulturhistoriske værdier

·         Kirkeomgivelser

·         Særligt værdifulde landskaber

Lokalplanen fastlægger retningslinjer for en bebyggelse der tilpasses områdets landskabs, natur og kulturhistoriske værdier med en lav og afdæmpet bebyggelse, og en ny overgang mellem by og land. Lokalplanen vil således tage højde for en graduering af bebygget og ikke bebygget areal i overgangen til landskabet og naturen. 

Kulturhistoriske værdier

Lokalplanområdet ligger indenfor et område udpeget som værdifuldt kulturmiljø og kulturhistorisk bevaringsværdi. Det berørte område af kulturhistorisk bevaringsværdi vedrører bevaringen af kulturlandskabet i tilknytning til Vær Kirke og præstegård samt Værvej.

Kulturmiljøet er sårbart overfor ændringer i arkitektur, bebyggelsesstruktur, veje, diger, hegn og omgivelser.

Lokalplanen medfører ikke ændringer af diger og hegn. Bebyggelsesstrukturen begrænses af lokalplanafgrænsningen, som mod syd og vest følger den historiske vejstruktur i landskabet, og mod nord og øst indpasses i landskabets terræn set ift. højdekurver.

På selve arealet er der ikke registeret kendte fortidsminder, men på baggrund af de syd for arealet registrerede væsentlige fortidsminder er det Horsens Museums vurdering, at der på hele arealet vil være risiko for at påtræffe jordfaste fortidsminder beskyttet efter museumslovens kapitel 8.

 

Museet har foretaget arkivalsk kontrol af planområdet og har følgende bemærkninger: 

Delområde 1: Horsens Museum foretog september 2017 arkæologisk forundersøgelse af lokalplanens delområde 1. Der blev på hele området påvist væsentlige fortidsminder. Der blev registreret mindst seks treskibede hustomter, hvoraf nogle er tofasede, fra perioden yngre førromersk til ældre romersk jernalder. Samtidig blev der påvist et større antal grubekomplekser og gruber, hvoraf flere havde rige keramikfund i overfladen.

Hele delområde 1 skal enten friholdes for anlægsarbejde eller undersøges arkæologisk forud for anlægsarbejde.

Delområde 2: Der er ikke foretaget arkæologisk forundersøgelse af delområde 2. Det er Horsens Museums vurdering, at der også indenfor lokalplanens delområde 2 er risiko for, at der findes skjulte væsentlige arkæologiske fortidsminder. Derfor må det kraftigt anbefales, at der forud for anlægsarbejder også foretages arkæologiske forundersøgelser her.

Museumsloven er gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejdet fund af historisk eller arkæologisk karakter, skal den del af arbejdet der berører fundet straks indstilles og Horsens Museum underrettes, jf. Museumsloven § 27, stk. 2.

 

Kirkeomgivelser

Lokalplanområdet er omfattet af Vær Kirkes fjernomgivelser. Området ligger højt i landskabet med kirkeindsigt. Forstyrrelsen af kirkeindsigten og kirkens omgivelser vurderes at kunne afhjælpes: dels ved at sikre tilstrækkeligt frit udsyn til kirken fra de nuværende strækninger på Værvej med indsigt; og dels med begrænsninger for lokalplanens tilstandsændringer mhb. på at begrænse deres synlighed i kirkens omgivelser (dvs. bestemmelser for bebyggelsens omfang og udseende, for terrænreguleringer, tekniske anlæg og beplantning). Visualiseringer af projektet angiver minimal indvirkning på kirkeomgivelserne.

Særligt værdifulde landskaber

Området ligger i nærhed til, landskabsfredning, og direkte op af bevaringsværdige landskaber. Der ligger en bufferzone mellem fredningen og det planlagte område (det bevaringsværdige landskab). Området overgår fra landzone til byzone, men landskabet er ikke af særlig værdifuld karakter, udover at de kulturhistoriske værdier med kigget til kirken skal respekteres. Området ændrer ikke bemærkelsesværdigt på landskabets udformning med sin lave bebyggelse, men idet området ligger op af et bevaringsværdigt landskab skal overgangen her i mellem prioriteres.

Konklusion

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 10.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer