Velkommen til Horsens Planportal
2017-05 - Blandede Byformål, Sundvej, Horsens

FORSLAG

Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Baggrund

Lokalplanen udarbejdes som direkte opfølgning på et forbud efter planlovens § 14, som blev udstedt i marts 2017. Kommunen forpligter sig herefter inden for et år efter udstedelsesdatoen til at udarbejde en lokalplan.

Baggrunden for udstedelse af forbuddet var ansøgningen om etablering af en dagligvarebutik på ejendommen Sundvej 111-115 i Horsens. Etableringen af en butik til dagligvaresalg var i strid med allerede gældende og igangsat planlægning.

 

 

Gældende planlægning: Retningslinjerne for detailhandel i den gældende Kommuneplan og Lokalplan nr. 124, delområde D, udlagt til centerformål (butikker, liberale erhverv m.m.) og i begrænset omfang beboelse.

Det ansøgte projekt kunne ikke realiseres, fordi arealrammen for detailhandel, det vil sige det maksimale antal m2 til detailhandel, var opbrugt.

Ny planlægning: Tillæg 38 til Kommuneplan 2013, Bydelscenter Sundvej, Horsens og Lokalplan 2016-25, Dagligvarebutik, Sundvej, Horsens. 

Den nye planlægning, har til formål at udvide den totale arealramme til detailhandelsformål for hele bydelscentret, men er forbeholdt et allerede ansøgt projekt på Sundvej.

De aktuelle ejendomme var omfattet af retningslinjer for detailhandel i Kommuneplan 2013, hvor de aktuelle ejendomme lå i Bydelscenter Sundvej. Bydelscentret omfattede de to kommuneplanrammer HR.04.C.1. og HR.04.C.3. For begge rammeområder gjaldt, at arealerne var udlagt til centerformål; butikker, privat og offentlig service.

Den samlede arealramme for detailhandel i bydelscenter Sundvej var i Kommuneplan 2013 fastsat til 3.738 m2. Det vil sige, at der inden for bydelscentret kun kunne etableres et samlet butiksareal på højest 3.738 m2 bruttoetageareal til butiksformål. Da detailhandelsrammen var opbrugt, var der således ikke plads til mere detailhandel efter gældende kommuneplan.

Ejendommene Sundvej 111-115 var ligeledes omfattet af lokalplan 214, delområde D, der fastlagde anvendelsen til centerformål i form af butikker, liberale erhverv m.m. Lokalplanen fastlagde ikke et samlet bruttoetageareal til butiksformål indenfor delområde D.

Projektet kunne ikke realiseres efter retningslinjerne for detailhandel i gældende kommuneplan, idet rammen for detailhandel var opbrugt.

 

 

Byrådet havde sendt et forslag til tillæg 38 til kommuneplan 2013 og lokalplan 2016-25, dagligvarebutik, Sundvej, Horsens i høring for et butiksprojekt på Sundvej 90 – 94. På tidspunktet for udarbejdelsen og vedtagelsen af disse planforslag var projektet, som indirekte udløste nærværende lokalplan, ikke kendt. Kommuneplantillægget blev vedtaget ultimo april 2017.

I tillæg 38 til kommuneplan 2013 udvides bydelscentret til at omfatte et område, der indtil for få år tilbage var en del af bydelscentret. Samtidig hæves arealrammen til butiksformål fra 3.738 m2 til 6.900 m2 og disse forbeholdes det eksisterende butiksareal og det nye projekt ved Sundvej 90-94. Det var kommunens vurdering, at der ikke var belæg for en yderligere forøgelse af arealrammen til butiksformål i Bydelscenter Sundvej i kommuneplanen, da dette ville indebære, at selvforsyningsgraden for bydelen ville overstige 100, hvilket ikke er i overensstemmelse med intentionerne i planloven.

Formål

Denne Lokalplans formål er primært at bringe overensstemmelse mellem bestemmelser om detailhandel for delområde D i gældende lokalplan  nr. 124 og gældende kommuneplans bestemmelser om detailhandel. Konkret vil der blive indarbejdet bestemmelser om butiksstørrelser og samlet arealramme for detailhandel i overensstemmelse med rammeområde HR.04.C.3 i gældende kommuneplan.

Der henvises til denne lokalplans efterfølgende afsnit om Kommuneplanen under kapitlet "Forhold til anden planlægning", hvor der detaljeret redegøres for den gennemførte kommuneplanlægning.

I forbindelse med denne lokalplan reserveres der areal til at krydset Langmarksvej / Sundvej og en del af selve Langmarksvej kan omlægges. Dette sker som et led i den forestående og gennemgribende trafikomlægning af hovedtrafikårerne i Horsens by.

 

 

Ansvarlig medarbejder: JN

KS 1: CHLO

KS 2: GSS

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer