Øvrig planlægning

Trafikplanlægning

Arealreservationer

Der skal reserveres det nødvendige areal, som sikrer at den påtænkte ændring af krydset Langmarksvej/Sundvej kan gennemføres i henhold til de overordnede planer for den fremtidige infrastruktur i Horsens, jf. "Trafik 2030 - Strategi for fremtidens infrastruktur i Horsens". Disse arealreservationer skal ud over det viste vejanlæg nedenfor også sikre de nødvendige oversigtsarealer samt arealer, som indirekte indgår i vejprojektet, for eksempel til terrænreguleringer. Vejbyggelinjer vil evt. i forbindelse med vejomlægningerne skulle ændres. Som det fremgår af tegningen herunder føres den østlige og den vestlige del af Sundvej over i Langmarksvej og den vestlige del af Sundvej føres frem til den nye linjeføring af Sundvej/Langmarksvej, hvor den tilsluttes i et kanaliseret og signalreguleret kryds. Lokalplanlægningen for delområderne 1 - 4 sikrer de nødvendige arealer til ombygningen af vejforløb og vejkryds.

 

Kort, trafikplanlægning

Det overvejes at forlægge Hybenvej ca. 30 meter mod nord-vest, således at oversigtsforholdene og dermed de trafiksikkerhedsmæssige forhold tilgodeses. Ligeledes overvejes det på længere sigt  at etablere krydset som et firebenet kryds således at område 4 bliver vejbetjent via det nye kryds Langmarksvej/Sundvej.

Trafikbeslastning

De planlagte ændringer af den overordnede infrastruktur jf. "Trafik 2013 - Strategi for fremtidens infrastruktur i Horsens" skal sikre at vejene også i fremtiden vil kunne bære trafikbelastningen og at de vejanlæg, som indgår i ringvejssystemet i højere grad sikrer at de mindre og mere forureningsfølsomme veje (veje der går igennem områder med stor befolkningstæthed) aflastes. Sundvej og Langmarksvej vil, som en del af ringvejssystemet, derfor få en øget trafikbelastning som det fremgår af skitsen nedenfor (Trafikbelastning år 2030 angivet i årsdøgntrafik. De nye vejanlæg vil tage højde for denne øgede trafikbelastning.

Kort, Trafikbelastning

Trafiksikkerhed

Det er på det foreliggende grundlag kun muligt at give en overordnet vurdering af de trafiksikkerhedsmæssige forhold i relation til de påtænkte ændringer. Ændringerne af vejanlæggene, som også vil skulle trafikbetjene delområderne 1-4 i fremtiden udformes under iagttagelse af både de kapacitetsmæssige forhold og de trafiksikkerhedsmæssige forhold. De svage trafikanter henvises i stort omfang til at anvende de separate stianlæg, som etableres langs vejanlæggene. og ved krydsning af Sundvej og Langmarksvej til det signalregulerede kryds Langmarksvej/Sundvej, hvor der etableres fodgængerfelter og cykelbaner.

Kort, trafiksikkerhed

Mindre vejtilslutninger til Sundvej og Langmarksvej bør udformes som overkørsler. Venstresving på Sundvej mod Steen Blichers Vej bør forbydes ligesom venstresving fra Sundvej mod butiksområdet (delområde 4), hvor der kun bør tillades kørsel højre ind og højre ud.

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet kloakeres i henhold til gældende spildevandsplan og tilsluttes Samn Forsyning ApS spildevandssystem.

Området er separatkloakeret. Spildevandet ledes til Horsens Centralrenseanlæg. Delområde 2 ligger udenfor kloakopland

Der må bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til:

Delområde 1

en befæstelsesgrad på 0,55.

Delområde 3 og 4

en befæstelsesgrad på 0,8.

Overstiger befæstelsen de ovennævnte befæstelsesgrader skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at den angivne befæstelsesgrad overholdes.

Vandområde- & Natura 2000 planer

Der er hverken beskyttet natur eller beskyttede vandløb i området. Der er heller ikke udpegninger i kommuneplanen om potentiel natur eller økologiske forbindelseslinjer, lavbundsarealer eller lignende.

En del af området er gammel mose, men der er terrænreguleret og bygget her. Den oprindelige hydraulik med dræn og des lignende er omlagt og styres via nyt ledningssystem – som i forbindelse med evt. planer om omstrukturering af byggeri og befæstede arealer er reguleret.

Habitatvurdering

Området ligger ca. 5,2 vest for Natura 2000-område nr. 52, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave. På grund af den store afstand har lokalplanområde ikke indvirkning på Natura 2000-området.

Lokalplanområdet vurderes ikke at være levested for bilag IV-arter.

Grundvand

Lokalplanen ligger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser.

Lokalplanen ligger udenfor indvindingsopland til vandværk.

Renovation

Generelt skal det sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring.

Ved boliger

Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.                    

I bymæssige områder, etagehusbebyggelser mv. kan vælges nedgravede affaldsbeholdere. Inden etableringen påbegyndes skal udformningen og tilkørselsforholdene i givet fald godkendes af Horsens Kommunes afdeling for Affald og Trafik. 

Ved erhverv

Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for erhvervsaffald”.

Jordforurening

Delområde 1, 2 og 3 svarende til området vest for Langmarksvej er omfattet af områdeklassificering.

I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. gældende jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra områdeklassificerede arealer skal anmeldes til Horsens Kommune.

I delområderne 3 og 4 er flere matrikler kortlagt efter jordforureningensloven. Det drejer sig om matriklerne 41i og 41r samt 25q Horsens Markjorde. Matriklerne er kortlagt pga. større kulbrinteholdige (olie/benzin) underjordiske tanke.

Kortlægningen efter jordforureningsloven medfører følgende begrænsninger og pligter:

• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave eller sommerhusgrund.

• der skal søges om tilladelse ved Horsens Kommune før der bygges, graves eller foretages andet anlægsarbejde. I særlige situationer gælder der andre regler, som der kan fås oplysninger om hos Horsens Kommune.

• I forbindelse med håndtering af samt bortskaffelse af overskudsjord skal der udtages og analyseres jordprøver, jf. jordflytningsbekendtgørelsen. Bortskaffelse af jord fra kortlagte arealer skal anmeldes til Horsens Kommune.

 

 

 

 

 

 

I tillæg til ovennævnte skal det bemærkes, at der ligger to tankstationer i delområde 4, hvoraf tankstationen på matr. 25af Horsens Markjorde ikke er kortlagt efter jordforureningsloven. Der findes dog større jordtanke på ejendommen.

Støj fra virksomheder

I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.  

Jordbalance

Inden for lokalområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige at overskydende jord, som følge af tiltag inden for lokalplanområdet, skal deponeres og anvendes inden for området.

Tekniske anlæg

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Varmeforsyningsform afgøres i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag i henhold til varmeforsyningsloven.

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning - fjernvarme.

Vandforsyning

Området vandforsynes af Samn Forsyning Aps.