Lokalplan

Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 8 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Baggrunden for lokalplanen

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra ejeren af matr. nr. 883a, Horsens Markjorder, om at kunne opføre boliger.

Gældende lokalplan 2-2012, Horsens by, udlægger området til butikker, liberalt erhverv og boliger. På den sydlige del af lokalplanområdet er der i dag opført en McDonald´s restaurant, men det har ikke været muligt at realisere den resterende del af området. Derfor er det besluttet, at der skal udarbejdes lokalplan 2016-7 Boliger, Flintebakken med tilhørende kommuneplantilæg, som planlægger det resterende areal på cirka 13.800 m² til åben-lav boligbebyggelse.  

 Billede fra Nørrestrand, kik mod Forum og lokalplanområdet

 

 

Lokalplanens formål

Formålet med nærværende lokalplan er at skabe rammer for et nyt attraktivt boligområdet i et naturskønt område på Nørrestrand. Lokalplanen sikrer et åben-lav boligområde, som tilpasses områdets karakter gennem bestemmelser, der omhandler bebyggelsens placering og udformning. Desuden sikres disponeringen af rekreative arealer, beplantning, vej samt jordvold begrønnet med hegnsbeplantning indenfor lokalplanområdet. Jordvolden skal skærme mod McDonald´s restauranten og det udlagte parkeringsareal ved restauranten.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer