Velkommen til Horsens Planportal
2016-29 - Boliger, Strandkærvej 40, Horsens

Lokalplanens indhold

Lokalplanen giver mulighed for, at der i området kan etableres mellem 20 - 30 tæt-lav boliger i 2 etager i princippet som vist på illustrationsplanen. En del af boligerne skal indrettes i den del af det eksisterende gårdanlæg, der er vurderet bevaringsværdig, mens de øvrige boliger opføres som nybyggeri.

Bebyggelse

Den ny bebyggelse i form af tæt-lav boliger vil blive opført i længer. Mellem længernes (boligernes) indgangsfacader etableres små befæstede "gaderum", der skal fungere som fælles opholds- og legearealer. Mod syd ligger indgangsfacaderne ud mod et "torv", som omkranser en af områdets spredte "grønninger". Bebyggelsen må opføres i højst 2 etager (1 etage + udnyttet tagetage) og med en maksimum højde på 7 meter. Bebyggelsen skal i sin form afspejle de bevaringsværdige bygninger - dimensioner, taghældning, materialer m.v.

Vej, sti og parkering

Lokalplanområdet vejbetjenes primært fra syd via den private fællesvej, Kløvervej. Samtidig er der adgang til området fra øst fra Standkærvej via Skolevænget. Lokalplanområdet holdes som udgangspunkt "bilfrit", idet der etableres parkering for områdets beboere umiddelbart udenfor selve bygningsparcellen, primært mod syd, men også ved adgangsvejen fra Skolevænget. Adgang helt frem til boligerne indenfor lokalplanområdet sker til fods eller på cykel.

Den eksisterende "skolesti", som benyttes af boligområdet syd for lokalplanområdet bibeholdes og udvides / omlægges. På den sydligste del, for enden af den private fællesvej flyttes stien mod vest og anlægges i en bredde af 3 meter. På den nordligste del sikres stiens fortsættelse i en bredde på 1,5 meter, dels over børnehavens parkeringsplads og dels over lokalplanområdets vestligste del. Stien, som er offentlig, udmatrikuleres og drift og vedligehold af stien vil fremover tilfalde Horsens Kommune. Det skal understreges, at stien IKKE i hele sin udstrækning er en del af lokalplanområdet og planlægningen som sådan. Om- og anlæggelse af stien sikres ved en aftalekontrakt mellem udvikleren af lokalplanområdet og Horsens kommune, der forløber sideløbende med udarbejdelse af lokalplanen.

Ubebyggede arealer og beplantning

Mellem bebyggelsen skabes der fælles grønne opholdsområder og "torve". De grønne områder anlægges i græseng med spredt beplantning i form af buske og træer i grupper. Hele området omkranses af skelbeplantning. En del af den eksisterende beplantnings bevaringsværdi er undersøgt og sikres bevaret ved bestemmelser i lokalplanen.

Støjafskærmning

Der etableres støjafskærmning i områdets nordlige del mellem lokalplanområdets boligbebyggelse og Strandkærvej for at sikre overholdelse af miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for trafikstøj. Støjafskærmningen, som ligger ud til en af byens stærkt trafikerede veje skal fremstå og begrønnes / beplantes, så støjafskærmningen opnår en høj visuel kvalitet.

 

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer