Velkommen til Horsens Planportal
2016-28 - Udvidelse af Industrimuseet samt boliger, Ny Havnegade, Horsens

Industrimuseet

Udvidelsen af Industrimuseet omfatter opførelse af  2 bygninger, hvoraf den ene anvendes til en decideret udvidelse af museumsfaciliteterne mens den anden bygning opføres som parkeringshus. Ens for begge bygninger er, at de udføres cylindriske placeret i byggefelterne vist på lokalplanen kortbilag 4 og 5. Bygningernes cylindriske udformning skal relatere sig til grundens historie som hjemsted for byens gasværk og "tankene", som tidligere var karakteristiske for området. Nybyggeri inde på museumsarealerne kan adskille sig fra bebyggelsen omkring området, men indgå i sammenhæng med området som helhed.

Ved at give mulighed for at slutte boligrækken og gadeforløbet mod Ny Havnegade med en ny boligbebyggelse, fremstår museumsområdet som et mere veldefineret rum, der tænkes opgraderet og forskønnet så det forvandles til et offentligt tilgængeligt, rekreativt område for museets gæster og byens borgere. Organiseringen skaber bedre adgangsforhold for Industrimuseet dels fra Gasvej, dels fra en ny forplads ud mod Niels Gyldings Gade, der binder museumsområdet sammen med Nordhavnen.

Industrimuseet suppleres med en ny, fritliggende bygning i 3 etager "Tank 1", som ud over ankomst-, café-, og uddannelsesfaciliteter vil huse et nyt pengemuseum.

Bygningen vil med sin skulpturelle, runde form fremstå som et nyt, præcist og iøjnefaldende indslag i museumsparken, og arkitekturen skaber en ny dynamik i samspil med tyngden og detaljeringen i de eksisterende museumsbygninger. Ved opførelse af nybygningen til museumsudvidelsen giver lokalplanen mulighed for at der etableres "forbindelsesgange" mellem eksisterende bygninger og nybygningen. For at sikre et "flow", mellem museets udstillingsbygninger være mulighed for, at der i mindre grad kan ske om- og tilbygninger, som medfører små ændringer i de bevaringsværdige bygningers facader.

Udstillingsbygningen "Tank 1" skal have et let udtryk og opføres med facader i stål, eloxeret aluminium, kobber, zink, glas, træ og granit. Kompositmaterialer med træstruktur må ikke anvendes som beklædningsmateriale. Bygningen kan eventuelt suppleres med begrønnede facader.

Parkering i konstruktion

Der etableres parkering i en cirkulær bygning. Det planlagte parkeringsbyggeri bliver et synligt byggeri fra Niels Gyldings Gade og fra Havneområdet. Byggeriet skal fremstå imødekommende og der skal sikres en høj arkitektonisk kvalitet med tilpasning til områdets bygninger og karakter. Byggeriet skal fremstå luftig og venlig med belyste samt grønne facader. Parkeringshusets facader skal dermed aktivt bidrage til området. Facaderne skal udformes med f.eks. fokus på belysning/lysinstallation, konstruktion eller andre spændende virkemidler, som flettes sammen med en høj grad af facadebegrønning.

Parkeringshuset "Tank 2" skal opføres i åbne og lette konstruktioner, som begrønnes ved beplantning. Facaderne kan beklædes med espaliers eller wiresystemer, der støtter og styrer planternes vækst. Disse konstruktioner skal udføres i stål eller træ og harmonere med bebyggelsens materialer og farver i øvrigt. Facader mod boliger og omkring trappekerner kan have mere lukket karakter. Konstruktionerne skal endvidere udføres, så de passer til facadernes udtryk og til de aktuelle planters måde at klatre på. De grønne facader skal etableres med klatrende beplantning, der vokser fra terræn og op ad bygningen. Beplantningen kan være stedsegrøn eller skifte farve med årstiden, så parkeringshuset på visse tider af året er helt dækket af beplantning og på andre tider af året er indhyllet i en mere åben plantestruktur. Parkeringshuset skal have facader som belyses, så de fremstår imødekommende hele døgnet. Lyssætningen kan belyse særlige detaljer på facaden. Parkeringshuset kan have tagflader der udnyttes og anlægges som offentlig byrum med faciliteter til træning, ophold og leg og /eller som grønne tage. Parkeringshuset må opføres med en maksimum højde på 14 meter. Parkering skal drives af og til museets egen anvendelse og eller anden kommerciel anvendelse.

Et nyt parkeringshus " Tank 2" med fire dæk tager arkitektonisk afsæt i de gastanke, som oprindeligt lå på grunden: I lighed med ”Tanken” fremstår parkeringshuset således som en rund, karakterfuld form, men her med et både mere industrielt præg og en stærk parkkarakter i kraft af facadebegrønningen.

Ved at placere parkeringshuset i den østlige del af grunden sikres der god visuel kontakt til ”Tank 1” fra krydset Gasvej / Niels Gyldings Gade. Herfra er der adgang til pladsen, der skaber forbindelse mellem museumsområdet og nordhavnen.

 

 Principsnit der viser eksisterende og ny bebyggelse i relation til hinanden.

Referencefotos- Eksempler på facadeudtryk og udeophold.

Referencefotos - Lette konstruktioner og begrønning af facade.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer