Velkommen til Horsens Planportal
2016-22 - Lovliggørelse af kolonihavehuse, Elbæk, Horsens

Forslag til lokalplan

Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 8 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Baggrund for lokalplanen

På nordsiden af Horsens Fjord, tæt på Elbæk Skov og naturstien, ligger en lille koloni med 26 kolonihavehuse. Kolonien har eksisteret siden 1920’erne, hvor nogle havnearbejdere fik tilladelse af kommunen til at opføre nogle mindre strandhuse og skure på stedet. 

"Elbæk-husene“, i daglig tale, er blevet et lille stykke af Horsens’ lokalhistorie, og beretter om en fritidskultur, som opstod i den jævne befolkning i starten af 1900-tallet,  og har som sådan værdi for andre end dem, der er så heldige at eje et af husene. Området ligger i tilknytning til Husoddestien, der er en af kommunens mest brugte rekreative stier, og har derfor indgået i billedet af kystlandskabet på dette sted igennem mange år for mange mennesker.  

De oprindelige små fiskerhytter tog efterhånden karakter af små, men stadig beskedne sommerhuse, bygget af genbrugsmaterialer. Døre og vinduespartier blev genbrugt på fantasifuld vis. Husene er blevet udvidet i takt med at man kunne skaffe byggematerialer, og farvesætningen har båret præg af, at forhåndenværende malerrester er blevet anvendt. De 26 „Elbækhuse“ har stadig karakter af at være fritidshuse, men det oprindelige, noget ydmyge udtryk med huse, bygget af simple, forhåndenværende materialer, er langsomt ved at forsvinde til fordel for huse med karakter af "sommerhuse“ med anlagte haver, terrasser m.v.

De fleste af husene er opført på kommunal jord. 5 af husene er opført på henholdsvis privat jord, tilhørende Stensballegaard, og en sti, tilhørende Skov og Naturstyrelsen.  

Allerede i Regionplan for Vejle Amt 2005 blev området udpeget som Kulturmiljø med blandt andet følgende bemærkninger: ”området rummer tidstypiske elementer, der fortsat kommer til udtryk gennem de enkelte huses uhomogenitet, ringe størrelse, materialevalg og selvgroethed.”

Områdets sårbarhed beskrives som følger: ”De enkelte huse og områdets samlede præg er sårbart overfor ændringer af husenes størrelse, ændret materialevalg, store overdækkede terrasser/halvtage og sammenbygninger af knopskydninger. Området er endvidere sårbart overfor adskillelse af de enkelte grunde med faste hegn eller hække eller regulær udstykning.”

Området eksisterer ikke i planmæssig forstand, da det aldrig er blevet inddraget i hverken kommuneplanens rammer eller i en lokalplan. Lokalplanen er derfor udarbejdet for at lovliggøre området og for at sikre, at områdets karakter som kulturmiljø, bevares.

Lokalplanen er udarbejdet i samarbejde med Strandskovens Sommerhuslaug, som de fleste af husenes ejere er organiseret i og grundejerne.

Lokalplanens formål

Lokalplanens formål er at fastlægge rammer for bebyggelsens lovliggørelse og at bevare områdets karakter af kulturmiljø gennem rammer for bebyggelsens omfang, fremtræden, forsyningsforhold og de ubebyggede arealer, samt at sikre offentlighedens fortsatte adgang i området.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer