Forslag

Visionen for campus

For de studerende skal campus være et trygt, dynamisk og udfordrende miljø, som de skal elske at færdes i. Med flytningen til det nye campus vil de studerende komme ind i hjertet af byen, hvor der er nem adgang til studieboliger og en bred vifte af aktiviteter og fællesskaber.

Byggeriet skal understøtte det sociale liv indenfor og på tværs af uddannelser og uddannelsesniveauer – både som en del af det daglige studieliv og ved at stimulere til sociale aktiviteter. De studerende skal kunne indgå i fællesskaber på tværs af uddannelserne, men skal også have rum til at være sig selv. I fællesskaberne kan de engagere sig i tværfaglige samarbejder og drage nytte af hinandens ressourcer.

Campus skal være med til at synliggøre forskellige uddannelsesmuligheder og karriereveje for de studerende. Det skal gøre det lettere for de studerende at skifte studieretning og derigennem være med til at mindske frafaldet fra uddannelserne. Samtidig skal campus understøtte glidende overgange fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse og fra uddannelse til iværksætteri og beskæftigelse.

 

 

Campus skal give uddannelsesinstitutionerne nogle unikke fysiske rammer, som skaber de optimale betingelser for læring og udvikling. Ved at bringe institutionerne sammen opnår de en række stordriftsfordele, ligesom at der skabes unikke rammer for videndeling og samarbejde om fælles mål – f.eks. kompetenceudvikling af medarbejdere, markedsføring, tiltrækning af arbejdskraft og innovation. Det nye campus vil desuden mindske institutionernes sårbarhed overfor konjunkturudsving, da evt. overskudskapacitet vil kunne anvendes af de øvrige institutioner eller andre aktører i midtbyen. Campus vil med sin centrale placering og unikke rammer øge uddannelsernes synlighed og attraktivitet.

Campus skal skabe stor værdi for byen og dens borgere. Det skal give et enestående liv i midtbyen, og være med til at fastholde og udvikle et stærkt uddannelsesmiljø. Nærhed mellem uddannelsesmiljø og studieboliger er med til at skabe liv og aktiviteter – også udenfor undervisningstiden. Som et af byens vartegn skal det nye campus inspirere flere unge horsensianere til at tage en uddannelse og samtidig være med til tiltrække studerende fra andre byer. Det nye campusbyggeri skal være med til at løfte lokalområdet – både i forhold til byfornyelse, kvarterløft, bedre infrastruktur, kultur, sport og ikke mindst uddannelsesniveauet.

Campus skal være for hele byen og dens borgere. Det skal invitere indenfor og byde på inspirerende og udfordrende rum, faciliteter og aktiviteter for byens borgere. Folk, der går igennem eller forbi campus, skal fascineres og deres nysgerrighed skal vækkes. Det skal være et livligt og attraktivt miljø fra tidlig morgen til sen aften – både i hverdage og i weekenderne.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer