lokalplan

Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der skal jf. vejlovgivningen (Lov om offentlige veje (Vejloven) kapitel 6, henholdsvis Lov om private fællesveje kapitel 8, §27) udarbejdes et projekt for de nævnte veje og stier som skal godkendes hos Horsens Kommune, Teknik og Miljø med samtykke fra Politiet jf. Færdselslovens § 100. Før vejprojektet er godkendt kan der ikke udstedes byggetilladelse. Der skal ligeledes indhentes tilladelse fra Horsens Kommune, Teknik og Miljø til tilslutning af lokalplanområdets vejanlæg til eksisterende vejanlæg.

 

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

Der er foretaget en servitutundersøgelse af lokalplanområdet, som det fremgår af lokalplanens bestemmelser § 13 - servitutter.

Der gøres opmærksom på en regnvandsledning, der ligger på tværs af matr.nr. 1075 og 1078a. Realisering af lokalplanen forudsætter omlægning af ledningsanlægget.

Der er forskellige rettigheder for Banedanmark og DSB´s ejendomme matr. nr. 873e og 873c Horsens Markjorder. De bør høres i lokalplanforslagets høringsperiode.

 

Museumsloven

Horsens Museum skal kontaktes inden anlægsarbejdet påbegyndes, for at give museet mulighed for at foretage arkæologiske prøvegravninger til vurdering af om der er skjulte fortidsminder, som skal udgraves. Der skal derfor afsættes tid til, at museet kan nå at foretage disse undersøgelser, inden jordarbejde påbegyndes. I henhold til Museumslovens § 27, stk. 2 og 3 Skal anlæg og byggeri standses, hvis der under jordarbejde findes grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, og Horsens Museum skal underrettes om fundet. 

Museet har foretaget arkivalsk kontrol af lokalplanområdet og har følgende bemærkninger:

På grund af tidligere byggeri er sandsynligheden for at påtræffe bevarede fortidsminder på stedet meget lille. Påtræffes der mod forventning fortidsminder ved anlægsarbejde skal dette standses og Horsens Museum tilkaldes jf. museumslovens §27 stk. 2.

 

 

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter 
Habitatvurdering

Idet der ikke tidligere er foretaget en habitatvurdering i anden forbindelse skal der forud for meddelelse af byggetilladelse jf. bygningsreglementet foretages en vurdering af om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter i området væsentligt.

Lokalplanen kan kun realiseres, hvis det vurderes, at projektet ikke medfører:

  • skade på de naturtyper, som området er udpeget for
  • skade på levesteder for de arter, som området er udpeget for
  • eller betydelige forstyrrelser for bilag IV-arter.

Natura 2000

Projektområdet ligger ca. 5 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).

Projektområdet ligger i byzone og der bygges på en gammel byggegrund, som ikke vurderes at udgøre et egnet ynglested for nogen af arterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000- området. Alene på baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at projektet kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000- området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og projektet vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.

Ifølge DCE, Aarhus Universitet er der fundet flere bilag IV-arter i området. Det drejer sig om flere arter af flagermus, padder, odder og markfirben. Der inddrages eller påvirkes ikke arealer, som kan være egnet som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.

Kommunen vurderer på den baggrund, at yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, som potentielt findes i området, ikke vil blive hverken beskadiget eller ødelagt.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at projektet kan realiseres uden at:

  • skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000 - områder
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området
  • medføre tilstandsændringer i § 3-beskyttede naturområder.

 

 

 

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer