Velkommen til Horsens Planportal
2016-14 - Boliger og dagligvarebutik, Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens

VEDTAGET

Miljøscreening

Planforslagene er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Teknik og Miljø har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslagene ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet efter Planlovens bestemmelser om miljøvurdering.  

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter(VVM) gennemført en screening for, om planernes påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planerne er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene:

  • Kulturhistoriske værdier
  • Nye arealer til byudvikling
  • Arealreservationer
  • Afgrænsning mellem by og land
  • Trafikstøj
  • Trafik
  • Landbrugsområde
  • Nedbør i forhold til klima
  • § 3 områder: Eng, hede, mose, overdrev, strandeng, sø og vandløb
  • Beskyttede sten- og jorddiger og fortidsminder
  • Landskabsfredning
  • Kystnærhedszone
  • Særlig værdifulde naturområder
  • Visuel påvirkning
  • Fritidsmuligheder, rekreation og grønne områder
     

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Kulturhistorie

Området nord for Nørrestrand ligger på et højt moræneplateau med stejle skrænter, der danner en brat overgang til fjorden og tunneldalkomplekset, der strækker sig ind i landet mod vest. Landskabet er dramatisk og rigt på relief, ikke mindst hvor de stejle skrænter ned mod den lavvandede fjord er furede af erosionskløfter og slugter. Her er tale om et landskab på tværs af tid, hvor historien ligger lag på lag fra det blev skabt af isen til udskiftningstidens omfordeling af de naturgivne ressourceområder. Det er denne periode, der i kulturlandskabet har den største stemme, men landskabet gemmer på spor efter menneskets liv og død gennem både forhistorisk og historisk tid. Fra jægerstenalderens bopladser langs kysten til nyere tids industrimiljø.

Lokalplanen vil gennem disponering af området, tage hensyn til de kulturhistoriske værdier i området, så de ikke påvirkes væsentligt.

Nye arealer til byudvikling

Horsens vokser og de eksisterende bydele er efterhånden fuldt udbygget, med den seneste revision af de fremtidige byzonearealer er der flere bydele, hvor arealerne til boligudbygning er brugt op.

Derfor er det set i lyset af Horsens Kommunes vækst meget aktuelt at påbegynde planlægningen for, hvor denne langsigtede vækst skal foregå.

Der er allerede i Kommuneplan 2009 og igen i Kommuneplan 2013 nævnt en mulighed for at placere en ny bydel nord for Nørrestrand ved Horsens. Den mulighed bringes i spil, så der udlægges et perspektivområde i planperioden, således at der kan dannes et fornuftigt og bæredygtigt grundlag for den langsigtede byudvikling i Horsens.

Området er desuden et af de få områder omkring Horsens by, der ligger udenfor OSD og samtidig ligger området godt i forhold til ikke at påvirke kystlandskabet væsentligt. Her er desuden gode muligheder for at koble den nye bydel på den eksisterende by.

 

 

 

Afgrænsning mellem by og land

Lokalplanen inddrager et areal der hidtil primært har været anvendt til landbrugsdrift. Lokalplanen bliver første del af en stor udviklingsplan for en ny bydel, hvor store landbrugsarealer inddrages til natur- og byudvikling.

Lokalplanen sikrer at området får en markant grøn struktur, med fokus på Nørrestrand og de nære naturområder og rekreative værdier. Bydelen, som helhed, vil skabe sammenhæng mellem Horsens by mod syd og Hansted by mod nord.

Arealreservationer

Der løber et højspændingstrace med ca. 15 m høje stålmaster i områdets vestlige del langs Egebjergvej. Det skal undersøges om det er muligt at nedlægge masterne.

Ved tilslutning af det nye byområde til det eksisterende vejsystem ved Egebjergvej skal sikres nødvendigt areal til etablering af tilslutningsanlæggene, herunder evt. forlægning af forsyningsledninger placeret i det nuværende rabatareal.

Der er beliggende en hovedvandledning i nord-sydgående retning igennem området fra Højbovej ved Gl. Århusvej i den nordlige ende af området til Nørrestrand krydsende Nordre Standvej mellem Nordre Strandvej nr. 22 og nr. 49.

Der påtænkes at etablere en cykelsti på tværs af området i eget trace fra Egebjerg/Hansted til Horsens. Denne skal indarbejdes i projektet eller der skal reserveres areal hertil.

Trafikstøj

En stor del af området er i dag, iht. Kommuneplan 2013, registreret som støjbelastet areal. Kortlægning af vejtrafikstøj fra Gl. Århusvej samt togtrafikstøj viser at grænseværdierne for støj vil overskrides langs Gl. Århusvej.

Lokalplanen skal sikre, at området disponeres, så der skabes en afstand til Gl. Århusvej, samt etableres udendørs opholdsarealer hvor grænseværdierne for støj overholdes.

Trafik

Området trafikbetjenes fra en ny stamvej der tilsluttes Egebjergvej ca. 500-600 meter nord for Nordre Strandvej. Planerne forventes at afstedkomme en merbelastning i området. Ved tilslutningen etableres et nyt signalanlæg med de nødvendige svingbaner af hensyn til kapacitet og trafiksikkerhed. Planerne fastlægger bestemmelser om cykel -og gangforbindelser der vil kvalificere trafikafviklingen i området.

Landbrugsområde

Der ligger flere husdyrproduktioner nær lokalplanområdet. Alle ejendomme vil fortsat kunne drive deres nuværende produktioner, men kan blive forhindret i udvidelse.

Nedbør i forhold til klima

Planområdet ligger udenfor spildevandsplanen oplande, og der skal derfor laves et tillæg til spildevandsplanen. Der skal undersøges om der er mulighed for nedsivning af alt eller noget af regnvandet. Alternativt skal regnvandet afledes til Nørrestrand, regnvandet skal via bassiner eller lignende forsinkes til naturlig afstrømning. Der skal derfor afsættes plads til forsinkelse af regnvandet i lokalplanområdet.

Indenfor den enkelte matrikel i lokalplanområdet må der afledes regnvand, svarende til den befæstelsesgrad som er gældende for anvendelsen af området (se afsnit vedr. Spildevandsplan 2012-2015). Overstiges denne befæstelsesgrad skal regnvandet forsinkes på den egen enkelte matrikel.

Der skal laves en vandhåndteringsplan forud for lokalplanen, så der kan afsættes plads til bassiner og lign. anlæg i lokalplanen. Vandhåndteringsplanen skal også anvendes i forbindelse med spildevandsplans tillægget. Regnvandet skal løbe på overfladen via trug og render, mv. for at bringe naturen ind i lokalplanområdet.

§ 3 områder: Eng, hede, mose, overdrev, strandeng, sø og vandløb

Der er findes §3 områder inden for projektarealet. Der er to beskyttede søer samt et moseområde i den sydvestlige hjørne af projektarealet. Disse skal sikres mod tilstandsændringer og kan ikke indgå i arealer, der ønskes bebyggede eller anvendt til anden arealanvendelse.

Planerne sikrer gennem disponeringen af området, at naturområderne respekteres.

Beskyttede sten- og jorddiger og fortidsminder

Tværs gennem området ses et over 1000 meter langt dige. Der er tale om et såkaldt ejerlavsdige, der har dannet grænse mellem 

Hansted By, Hansted og Hansted Hgd., Hansted. Ejerlavsdiger er normalt meget gamle og kan går helt tilbage til middelalderen/vikingetiden. Diget er således meget bevaringsværdig. Diget bliver omfattet af beskyttelsen når og hvis diget kommer i kommunal eje. Diget mister igen sin beskyttelse via museumsloven, når området kommer i byzone. Lokalplanen fastlægger bestemmelser om mulighederne ved diget og beskyttelsen af dele af diget.

I lokalplanområdet findes ét fredet fortidsminde (sb. 160502-127). Det ligger ved Nordre Strandvej. Fredningen omfatter både krigergrav og vejsten. Der er ingen beskyttelseslinje omkring fortidsmindet.

Derudover er der registreret 5 fortidsminder, der ikke er fredet, hvoraf to er gravhøje.

Lokalplanen sikre at der holdes en afstand til fortidsmindet, så det ikke påvirkes af planerne.

 

 

 

Landskabsfredning

Lokalplanområdet grænser mod sydøst op til en stor landskabsfredning omkring Nørrestrand. Fredningens formål er primært at bevare arealernes landskabelige kvaliteter og udvide offentlighedens adgang i området.  Lokalplanen sikre gennem bestemmelser om udformning og placering af bebyggelse, beplantning, indsigtslinjer og terræn at der tages hensyn til landskabsfredningen.

Kystnærhedszone

En mindre del af lokalplanområdet ligger indenfor kystnærhedszonen. Lokalplanområdet ligger bag eksisterende bebyggelse og beplantning i forhold til kysten, og der skabes ikke en ny bebyggelsesfront mod kysten. Terrænforholdene mellem udlægget og kysten, samt den eksisterende bebyggelse i Horsens by gør at området ikke vil være synligt fra kystsiden.

Særligt værdifuldt naturområde

Der er i den gældende kommuneplan udlagt Særligt værdifuldt naturområde i den syd-vestlige område af projektarealet. Området er i høj grad sammenfaldende med §3 arealerne og skal bevares.

Visuel påvirkning

Lokalplanen inddrager et areal der hidtil primært har været anvendt til landbrugsdrift. Mindre dele af arealet er delvist synligt fra forskellige steder i Horsens by. En realisering af lokalplanen vil betyde at området vil få en anden visuel karakter set fra Horsens by og fra Gl. Århusvej. Der er i forbindelse med Natur -og byudviklingsplanen for ny bydel - Nørrestrand udarbejdet visualiseringer af hvordan området for hele udviklingsplanen vil se ud når området er udbygget set fra sydsiden og den østlige ende af Nørrestrand.

Visualiseringerne fra bagsiden af Forum Horsens viser, at den eksisterende bebyggelseskant, som Hansted og Egebjerg udgør, vil blive afløst af den kommende bebyggelse indenfor lokalplanområdet. Visualiseringer viser også at bebyggelsen indenfor lokalplanområdet er tilpasset områdets terræn og landskabelige udtryk, med lav bebyggelse i jordfarver mod Nordre Strandvej og højere bebyggelse i jordfarver mod Gl. Århusvej. Det vurderes på baggrund af visualiseringerne at lokalplanen ikke vil påvirke områdets visuelle og landskabelige udtryk væsentligt.

Visualiseringer kan ses under Kort og skitser.

Fritidsmuligheder, rekreation og grønne områder

Der bør skabes stiforbindelse til Hansted og Nørrestrand fra det nye boligområde.

Lokalplanområdet ligger godt placeret i forhold til at benytte sig af rekreative muligheder i landskabet omkring Nørrestrand.

Kommuneplantillæg og lokalplan udarbejdes samtidig med Natur - og byudviklingsplanen for en ny bydel nord for Nørrestrand, hvor der planlægges for et samlet stisystem og rekreative muligheder i hele området. Lokalplanen vil sikre at der etableres sti både til Hansted-Egebjerg, samt til Nørrestrand. 

Konklusion

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 10.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer