Velkommen til Horsens Planportal
2016-14 - Boliger og dagligvarebutik, Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens

VEDTAGET

Øvrig planlægning

Skole- og institutionsforhold 

Områdets nærmeste skoler er: Byskolen Fussingsvej og Egebjerg skole. Alle skoler har 0.-9. klassetrin. Derudover findes der privatskoler i Horsens Bymidte. Distriktsmæssigt hører området nord for Nørrestrand i dag til Egebjerg skoledistrikt.

Der findes en række daginstitutioner i den nordlige kant af Horsens plus en institution i Egebjerg. Distriktsmæssigt hører området nord for Nørrestrand i dag til daginstitutionsdistrikt Egebjerg.

Området er ligeledes delt i to socialdistrikter Søndergården og Lindehøj. De nærmeste ældreboliger ligger ved Lindehøj på Langmarksvej, Nørrevang i Stensballe og Egebakken i Egebjerg.

Fritidsmuligheder

Idrætsfaciliteter findes i dag i de nærmeste boldbaner og haller: Egebjerghallen, Forum Horsens og Vesthallen. Forum Horsens har også gode svømmefaciliteter. Der findes golfbaner både i Hansted og ved Silkeborgvej. Der er let adgang til at bevæge sig i den nærliggende natur ved Nørrestrand og Hammersholm. Derudover er der ikke langt til området omkring Store Hansted Å, Egebjerg Kær, Lund Kær og Østerkær samt Vær sø og Stensballe bjerge mod øst.

Trafikplanlægning

Der planlægges for en senere nordlig ringvejsforbindelse mellem Haldrupvej øst for Stensballe og Serridslevvej ved Serridslev. Der skal i forbindelse med planlægningen for det nye byområde nord for Nørrestrand sikres nødvendig korridor for denne vejforbindelse.

Ved tilslutning af lokalplanområdet til det eksisterende vejsystem, ved Egebjergvej skal der sikres nødvendigt areal til etablering af tilslutningsanlæggene, herunder evt. forlægning af forsyningsledninger placeret i det nuværende rabatareal. 
 
Der er beliggende en hovedvandledning i nord-sydgående retning igennem området fra Højbovej ved Gl. Århusvej i den nordlige ende af området til Nørre Strand krydsende Nordre Standvej mellem Nordre Strandvej nr. 22 og nr. 49.

Området trafikbetjenes fra en ny stamvej der tilsluttes Egebjergvej ca. 500-600 meter nord for Nordre Strandvej. Ved tilslutningen etableres et nyt signalanlæg med de nødvendige svingbaner af hensyn til kapacitet og trafiksikkerhed. Det må forventes at trafikafviklingen i tilslutningspunkterne på Gl. Århusvej og på Egebjergvej vil være nødvendigt at udføre som kanaliserede og signalregulerede kryds.

Der skal etableres en cykelsti gennem området der bliver en del af en cykelrute fra Egebjerg/Hansted til Horsens. Denne indarbejdes i projektet.

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand. Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres. Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Beskyttet natur

Der findes §3-områder inden for projektområdet. Der er to beskyttede søer samt et moseareal i den sydvestlig hjørne af projektarealet. Der skal holdes en minimum afstand til disse arealer på 25 m, for at sikre dem mod tilstandsændringer.

Grundvand 

Lokalplanområdet ligger udenfor område med særlige drikkevandsinteresser.

 

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet ligger udenfor spildevandsplanen oplande, og der skal derfor laves et tillæg til spildevandsplanen. Regnvand skal via bassiner eller lignende renses inden udledning til Nørrestrand. Ved udledning til Hansted Å skal regnvandet også forsinkes til naturlig afstrømning (0,63 l/s pr red ha). Der skal derfor afsættes plads til forsinkelse af regnvandet i lokalplanområdet.

Befæstelsesgraden afhænger af anvendelsen af området. I det nedenstående er befæstelsesgraden angivet for de forskellige anvendelsestyper. Indenfor den enkelte matrikel i lokalplanområdet må der afledes regnvand, svarende til den befæstelsesgrad som er angivet forneden. Overstiges denne befæstelsesgrad skal regnvandet forsinkes på egen matrikel.

Åben-lav boligområde (parcelhuse) 0,35

Tæt-lav boligområde (rækkehuse og dobbelthuse) og etageboliger 0,55

Erhverv 0,8

Område til offentlige formål 0,55

 

Vandhåndteringsplan

Undersøgelser af områdets hydrogeologiske forhold viser, at det er muligt delvist at nedsive regnvand.

I forbindelse med byggemodning af området etableres et system, der delvist kan nedsive overfladevand, delvist kan opmagasinere regnvand og lede kraftig regnvand og skybrud til Nørrestrand. Regnvandsløsningen udarbejdes ud fra en række formål, der både tilgodeser kapacitet og afledningen, men også bidrager til at skabe spændende og rekreative rum i natur og boligområderne med landskabeligt udformede forsinkelsesbassiner, afvandingskanaler og beplantning.

Regnvandsløsningen skal:

  • Sikre afvanding af bygninger og veje under hverdagsregn og skybrud
  • Forsyne vådområder og Nørrestrand med rent vand
  • Skabe sammenhæng mellem natur-, landskabs- og infrastrukturprojekter ved så vidt muligt at arbejde med vandafledning på overfladen.

Vandet ledes fra tage og småveje ud i græsset, til render, til mindre grøfter eller regnbede. Mellem boligenklaverne etableres lavninger og grøfter langs vejene og i friarealerne friarelaerne, der renser vandet og leder det ud af boligenklaverne til fælles mindre søer med permanent vandspejl. Via regnvandsbassiner nedsives vandet eller vandet ledes til Nørrestrand og forsyner denne med rent vand. Regnvandet skal løbe på overfladen via trug og render, mv. for at bringe naturen ind i lokalplanområdet.

Der skal i forbindelse med byggemodningen udarbejdes et detailprojekt for håndteringen af regnvand i området. Foruden at redegøre for håndtering af hverdagsregn og skybrud, skal detailprojektet også omfatte målinger at terrænnær grundvandsstand og indeholde en risikoanalyse/vurdering vedr. risiko for forsumpning af nedstrøms liggende områder både inde i lokalplanområdet og nedstrøms lokalplanområdet. Det åbne regnvandssystem etableres delvist som fælles private regnvandsanlæg, og der skal oprettes private regnvands regnvandslaug, der skal stå for drift og vedligeholdelse af den del af anlæggene. Alle grundejere i området er forpligtige medlemmer af regnvandslaugene.

Etablering af et fælles privat regnvandslaug forudsætter, at der sker en ændring af Horsens Kommunes spildevandsplan, idet området skal optages i spildevandsplanen i et tillæg. Lauget skal fremover varetage den efterfølgende drift og vedligeholdelse af regnvandsanlæggene i vejene og i friarealerne indenfor områdeafgrænsningerne, som vil fremgå af et tillæg til spildevandsplanen. Et udkast til regnvandslaugets vedtægter skal foreligge samtidig med tillæggets offentliggørelse.

  

Miljøpåvirkning

Vej - og togtrafikstøj

Der er udarbejdet en støjrapport forbindelse med lokalplanen. Formålet med denne rapport er at dokumentere vejtrafik og togtrafikstøjniveauerne og holde disse op mod gældende grænseværdier.

Rapporten viser, at grænseværdien for udendørs ophold overskrides langs Gl. Århusvej. Grænseværdien overholdes når afstanden til Gl. Århusvej overstiger ca. 50-100 m.

På byggeri langs med Gl. Århusvej vil der komme overskridelser af grænseværdierne på facaderne mod nord.  På baggrund heraf stiller lokalplanen krav om at der etableres udendørs opholdsarealer på terræn, som overholder miljøstyrelsens grænseværdier for støj. Opholdsarealerne kan etableres som nicher i et bearbejdet terræn eller mindre skærmede arealer. Altaner skal udformes så miljøstyrelsens grænseværdier for støj overholdes. Der må ikke etableres en støjvold langs Gl. Århusvej.

 

 

 

 

 

 

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring.

For boligerne skal renovationen overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.                     

I bymæssige områder, etagehusbebyggelser mv. kan vælges nedgravede affaldsbeholdere. Inden etableringen påbegyndes skal udformningen og tilkørselsforholdene i givet fald godkendes af Horsens Kommunes afdeling for Affald og Trafik. 

For erhvervet skal renovationen overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for erhvervsaffald”.      

Der skal udlægges arealer til miljøstationer flere steder i området, hvor der kan være affaldssortering og fælles genbrugordninger. Området lægger op til at kunne fungere som forsøgsområde for bæredygtige løsninger indenfor affaldshåndtering.

Jordforurening

Lokalplanområdet er ikke kortlagt efter jordforureningsloven. Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

Nationale interesser

I lokalplanforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at planområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.

Der ligger flere husdyrproduktioner nær planområdet. Det drejer sig om Banevej 14, Nordre Strandvej 47, Højbovej 14 og Højbovej 30 der ligger henholdsvis ca. 490, 640 m, 450 m og 460 m fra planområdet. Alle ejendomme vil fortsat kunne drive deres nuværende produktioner, men kan blive forhindret i udvidelse.

Husdyrproduktion ikke er en produktionsvirksomhed i henhold til Erhvervsstyrelsens vejledning om produktionsvirksomheder i kommune- og lokalplanlægning.

Tekniske anlæg

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Området skal varmeforsynes med kollektiv varmeforsyning. Der skal laves et varmeprojektforslag som udarbejdes af Fjernvarme Horsens. 

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Samn Forsyning.

 

 

 

 

     

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer