Velkommen til Horsens Planportal
2016-13 - Dagligvarebutik, Provstlund Allé, Lund

VEDTAGET

Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdselens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Museet har foretaget arkivalsk kontrol af planområdet.

Lokalplanområdet blev arkæologisk forundersøgt i 2015. Der blev i forundersøgelsen ikke gjort fund af væsentlige fortidsminder, hvorfor området er frigivet til anlægsarbejde.

Museumsloven er fortsat gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejde fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. museumsloven § 27, stk. 2.

Landbrugspligt

Der er landbrugspligt på matr.nr. 62a Lund By, Tamdrup. Lokalplanens gennemførelse forudsætter at landbrugspligten ophæves på den nævnte ejendomme, jf. Lov om landbrugsejendomme. Landbrugspligten ophæves på erklæring fra landinspektøren ved udstykning efter lokalplanens vedtagelse.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

 

 

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter  

Habitatvurdering

Jf. habitatbekendtgørelsens § 6 stk. 1 (bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007) skal der foretages en vurdering af om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter i området væsentligt. Lokalplanen kan kun vedtages, hvis det vurderes, at planen ikke medfører:

  •  skade på de naturtyper, som området er udpeget for
  •  skade på levesteder for de arter, som området er udpeget for
  •  eller betydelige forstyrrelser for bilag IV-arter

Natura 2000

Planområdet ligger ca. 2,5 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).

Udpegningsgrundlaget for området fremgår af Naturstyrelsens hjemmeside: http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/natura-2000/natura-2000- omraaderne/udpegningsgrundlag/

Planområdet er et græsareal, hvor vegetationen hyppigt bliver slået. Arealet vurderes ikke at udgøre et egnet ynglested for nogen af arterne på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

På baggrund af den forholdsvis store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og projektets beskedne omfang, er det Horsens Kommunes vurdering, at det kan udelukkes, at planen kan skade arter eller naturtyper, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000- området. Der er vedtaget en Natura 2000-plan for det internationale naturbeskyttelsesområde og lokalplanen vurderes at være foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.

 

Bilag IV-arter

En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder. Ifølge DCE, Aarhus Universitet er der fundet flere bilag IV-arter i området. Det drejer sig om flere arter af flagermus, padder, odder og markfirben. Arealet som bebygges vurderes ikke at være egnet som yngle- eller rasteområde for nogen af bilag IV-arterne.

Kommunen vurderer på den baggrund, at yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, som potentielt findes i området, ikke vil blive hverken beskadiget eller ødelagt.

Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter

Horsens Kommune vurderer således samlet, at planen kan vedtages uden at:

  • skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000- områder
  • indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området
  • medføre tilstandsændringer i § 3-beskyttede naturområder

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer