Velkommen til Horsens Planportal
2016-13 - Dagligvarebutik, Provstlund Allé, Lund

VEDTAGET

Miljøscreening

Planforslagene er omfattet af lov om miljøvurdering. Loven medfører, at der skal foretages miljøvurdering af planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Teknik og Miljø har foretaget en screening af områderne efter kriterierne i loven og vurderet, at planforslagene ikke vil påvirke miljøet væsentligt, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage en miljøvurdering. Vurderingen af, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering er en endelig afgørelse, der kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet efter Planlovens bestemmelser om miljøvurdering.  

Afgørelse og begrundelse

Horsens Kommune har i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer gennemført en screening for, om planens påvirkning af miljøet har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planen er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

Forvaltningsmæssig afgørelse:

Som hovedhensyn for afgørelsen har Horsens Kommune vurderet planens mulige påvirkning ud fra parametrene: Afgrænsning mellem byen og det åbne land, støj, klima, trafik og visuel påvirkning.

 

 

 

 

 

 

Faglig begrundelse i forhold til hovedhensyn

Afgrænsning mellem byen og det åbne land

Området grænser mod syd op til Silkeborgvej og ligger i rundkørslen ved ankomsten til Lund by, når man kommer fra Horsens. Området vil sammen med en kommende boligudstykning mod nord danne en ny afgrænsning af Lund mod øst. Lokalplanen fastlægger bestemmelser om eksisterende beplantning, samt ny beplantning for at sikre et grønt udtryk omkring den nye bebyggelse og fastholde de grønne karaktertræk, der er i området.

Støj

Området er påvirket af trafikstøj fra motorvejen og Silkeborgvej og de kommende aktiviteter indenfor lokalplanområdet vil bidrage til en øget støj. Der anlægges en jordvold i forbindelse med byudvikling nord for lokalplanområdet, der placeres uden at berøre de eksisterende levende hegn, og udformes og beplantes, så den kan indgå i de rekreative arealer.

Klima

Der ligger lavninger indenfor området, hvor vandet samler sig i forbindelse med skybrud. Bygherre skal være opmærksom på dette i forbindelse med placering af bygning eller andet af værdi, for at undgå oversvømmelse af dette.

Trafik

Butikken vurderes kun at medføre en begrænset mertrafik i området, da butikken primært vil blive benyttet af trafik, der allerede kører i området. Trafikalt vurderes den skitserede vejbetjening af den ny dagligvarebutik fra Provstlund Allé ikke at give trafikale problemer i området.Trafiksikkerheden på Provstlund Allé søges sikret ved at kørebanen indrettes med 5,5 m bred kørebane plus 1,5 m brede cykelbaner langs begge vejsider fra naturstien nord for området og frem til rundkørslen ved Silkeborgvej. Stien langs østsiden af Provstlund Allé flyttes og opretholdes.

Visuel påvirkning

Lokalplanen giver mulighed for etablering af en dagligvarebutik, en benzinstation og en restaurant. Bebyggelsen vil ændre det visuelle indtryk af ankomsten til Lund.

Da bebyggelsen har en betydelig placering i ankomsten til Lund by, indeholder lokalplanen bestemmelser om tagmaterialer, farve på bygningerne og beplantning. Tagenes farve- og materialevalg begrænses til begrønnede tage (sedumtage eller lignende) og tagpap. Bebyggelsen må højst være 8,5 m høj.

Det er hensigten at der i området skiltes under hensyntagen til den landskabelige sammenhæng. Derfor er der fastsat bestemmelser om pylonens placering og udformning.

Ligeledes af hensyn til bebyggelsens indpasning i ankomsten til Lund by, skal facaderne fremtræde i dæmpede farver. De må feks. Ikke være hvide eller i andre meget lyse nuancer, da dette virker meget fremtrædende, selv på lang afstand. Facaderne må heller ikke fremtræde i klare signalfarver.

Beplantningen er vigtig i forhold til at sikre et grønt udtryk omkring den nye bebyggelse og fastholde de grønne karaktertræk der er i området . Underplantningen vil sløre de belagte arealer set fra Silkeborgvej uden at skjule butikken. Træerne vil danne rum omkring butikken, og de valgte arter vil falde fint ind i helheden med de omgivende levende hegn. Beplantningen langs den nordlige del af grunden vil være en visuel skærm for et fremtidigt boligområde mod nord. På baggrund heraf vurderes det at området ikke påvirkes væsentligt visuelt.

Horsens Kommune har vurderet, at lokalplanen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, idet den ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen heraf er truffet med hjemmel i lovens § 3, stk. 1, nr.3.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer