Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdselens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Da der er kendskab til mange jordfaste fortidsminder i lokalplanområdet, skal Horsens Museum kontaktes forud for byggemodning, nybyggeri og andre større anlægsarbejder med henblik på en vurdering af, hvorvidt arbejdet indebærer en risiko for ødelæggelse af fortidsminder. Gøres der ved jordarbejde fund af fortidsminder, skal arbejdet standses og Horsens Museum kontaktes jf. museumslovens §27 stk. 2.

 

 

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

 

 

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter 

I hht. § 8, stk. 4 og § 11 i habitatbekendtgørelsen, skal der foretages en vurdering af, om planlagte aktiviteter kan påvirke et internationalt beskyttet område (Natura 2000-område) væsentligt, og om aktiviteterne kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter – eller ødelægge de plantearter, der er optaget på habitatdirektivets bilag IV (strengt beskyttede arter i EU).

Nærmeste Natura 2000-område er habitatområde H236 Bygholm Ådal ca. 4 km nordvest for lokalplanområdet og habitatområde H 52 og fuglebeskyttelsesområde F36 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave ca.11 km østnordøst for lokalplanområdet. Pga. projektets omfang og afstand til nærmeste Natura 2000-område, vurderes det, at projektet ikke vil have en væsentlig negativ påvirkning af arter eller naturtyper på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Projektet er derfor foreneligt med målsætningerne for de vedtagne Natura 2000-planer for området.

Der er registreret flere bilag IV arter inden for et område for 10x10 km, hvor projektområdet er beliggende. Registreringerne er foretaget af Aarhus Universitet, DCE. Men projektarealet vurderes ikke at være egnet, som hverken raste eller ynglested for beskyttede dyr eller planter, da arealet i dag er et etableret erhvervsområde eller i omdrift som landbrugsareal. Projektet vurderes derfor ikke at kunne påvirke arter på habitats direktivets bilag IV.

 

Naturbeskyttelseloven

Der er flere §3 naturarealer (vandløb og søer) inden for lokalplanområdet  Det er ikke tilladt at ændre tilstanden i disse områder uden forudgående dispensation fra  kommunen.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer