Velkommen til Horsens Planportal
2015-24 - Boliger og erhverv, Blumersgade 3-5, Horsens

VEDTAGET

Beliggenhed & eksisterende forhold

Lokalplanområdet ligger centralt i den sydvestlige del Horsens midtby mellem Banegårdskvarteret og bydelen Sønderbro.

Banegårdskvarteret er opført i perioden fra 1930’erne til 1960’erne. Da banegården blev flyttet fra Vitus Berings Plads til sin nuværende placering omkring 1930, opstod der et helt nyt kvarter omkring Kongensgade. Kvarteret er et boligområde med enkelte erhvervsejendomme og områder til offentlige og grønne formål. Her er ca. 1300 boliger med ca. 2000 beboere. Ca. 88 % af boligerne er lejeboliger.

Hovedparten af kvarterets boliger tilhører boligforeninger.

Boligbebyggelsen mod Claus Cortsens Gade er i 3 etager plus udnyttet tagetage. Nordøst for lokalplanområdet ligger et endnu ubebygget areal samt bebyggelsen Åparken, som er leje- og ejerlejligheder.

Lokalplanområdet er et langstrakt areal, der følger åforløbet langs Bygholm Å mod nord. Langs åen er der en tæt beplantning.

 

 

 

Området afgrænses således af åen og Blumersgade mod nord.

Området ved Blumersgade er sammensat af både nyere og ældre etageboligbebyggelse. Mod øst grænser lokalplanområdet op til Adventskirken. Mod syd grænser lokalplanområdet op til Bygholm Parkvej. Syd for lokalplanområdet ligger den modernistiske Sønderbro kirke, samt en tidstypisk etageboligbebyggelse fra 1950´erne. Mod vest afgrænses lokalplanområdet af Claus Cortsens Gade.

På adressen Blumersgade 5-7 ligger Børnehaven Åkanden med udendørs legearealer, samt flere større træer. Der er gående og kørende adgang til børnehaven via en bro fra Blumersgade. I forbindelse med lokalplanens vedtagelse forudsættes børnehaven flyttet. Lokalplanområdet vejbetjenes i dag via en bro over Bygholm Å fra Blumersgade. Fra Blumersgade kan der opnås forbindelse til den rekreative sti, Vildsporet, som bl.a. er stiforbindelse til banegården.

Bygholm Å

Langs områdets nordlige afgrænsning løber Bygholm Å, som er levested for mange dyr, planter og fisk. Bygholm Å er fra naturens hånd et særdeles godt ørredvandløb og har engang haft en meget stor ørredbestand. Der er et rigt fugleliv ved åen. Åen anvendes en del til kano- og kajakroning, men adgangen til åens rekreative og naturmæssige kvaliteter kan forbedres, uden at belaste flora og fauna væsentligt. Åen er tilgængelig fra Blumersgade, men bredderne er stejle. Åen overskues godt fra broen der forbinder Blumersgade med børneinstitutionen syd for åen. Vandstanden i åen svarer i praksis til vandstanden i Horsens Fjord. Terrænnet er lavere end kote 1,5 m nærmest broen, og åen går af og til over sine bredder. I lokalplanens stilles der krav om at hæve terrænet til minimum kote 2 og gulvkote til ca. kote 2,5, så risikoen for oversvømmelse reduceres.

 

Lokalplanområdet.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer