Lokalplanens indhold

 

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af nye ridehaller, anlæg af ridebaner og parkeringspladser som vist på illustrationsplanerne. Lokalplanen giver endvidere mulighed for begrænset udvidelse af de eksisterende dtiftsbygninger. Det tidligere stuehus, som er bevaringsværdigt, kan anvendes til liberalt erhverv, restaurant, bolig eller en funktion relateret til ridecentret som for eksempel "madpakkehus". Lokalplanen fastlægger retningslinjer for placering af ny bebyggelse, tilbygninger, parkering, adgangsveje, udformning af nye og eksisterende bygninger samt beplantning. Der er endvidere bestemmelser i lokalplanen som tager hensyn til at ridecentret placeres i OSD-område (område med særlige drikkevandvinteresser) samt vandindvindingsområde.

Ridecentret

Ridecentret skal i det daglige fungere som rideklub for medlemmer af klubben. Herudover vil der henover året blive afholdt stævner og konkurrencer, som typisk vil foregå i weekender. 

Bebyggelse

De nye ridehaller vil blive placeret, som det fremgår af illustrationsplanen. Ridehallen vil på grund af eksisterende beplantning og skovrejsning ikke, eller kun meget lidt; blive synlig fra Åbjerg Skovvej (nord for ridecentret) eller fra Stationsvej (vest for ridecentret). Den nye bygning indeholder to ridehaller samt mellembygninger indeholdende ankomst, cafeteria og rytterfaciliteter i forbindelse til hallerne. Cafeteriet er beliggende på 1. sal med direkte adgang dels fra det øvre niveau i forbindelsesgangen, dels via en trappe fra ankomstområdet. Fra cafeteriet er der direkte indkig til de to haller via vinduespartier, samt en indvendig trappe, der fører ned til publikumsarealet mellem de to haller. Endvidere er der en udendørs sydvendt terrasse. I adgangsniveauet, under cafeteriet, er der direkte adgang til ridehallerne, samt toiletfaciliteter. Hallerne indeholder to ridebanerer, med minimumsbredder på henholsvis 20 x 80 meter og 20 x 60 meter.

 

 

 

Konstruktionen der bærer taget og facaderne tænkes udført som synlige trærammer i limtræ. I taget er der etableret store ovenlys, og i facaderne mod nord indgår store vinduespartier. Terrænets naturlige spring inddrages og der udføres forskellige niveauer. Disse niveauer danner ligeledes publikumsareal for de udvendige aktiviteter, der udføres på det hævede areal foran det gamle stuehus.

Materialer

Materialevalget og udtrykket på de eksisterende bygninger er enkle og præcise – de store flader i facaden er beklædt med en let pladebeklædning, der hviler på en bastion/høj base i røde teglsten. Fremadrettet er det tanken at fastholde principperne i dette udtryk. Den lette facadeplade vil på sigt blive erstattet af en ny beklædning, eventuelt suppleret med elementer af samme træsort som på de nye bygninger. Teglbasen vil fremadrettet forblive det ”tunge element” der er modstandsdygtigt overfor slag, stød, etc. – dog med en eventuel overfladebehandling.

Nybygningerne tager udgangspunkt i de ovenfornævnte principper om facadens udtryk. Basen er et gennemgående element på alle bygninger, udført i et tungt materiale eksempelvis tegl eller beton. De lette facadepartier er varierende træbeklædninger og transparente overflader som glas, polycarbonat etc. Enkelte udvalgte facadeflader tænkes udført i samme facadeplade som på sigt monteres på de eksisterende bygninger. Træbeklædningen udføres i en olieholdig ubehandlet træsort, lærk eller cedertræ, der har en lang levetid og med tiden får en fin sølvgrå patina. Tagene bliver udført som et bitumen-produkt, stål eller firbercement.

 

 

Beplantning

Ridecentret ligger som en lille enklave midt i et skovrejsningsområde. Rundt om, og på selve bygningsparcellen, er der eksisterende bevaringsværdig beplantning, som ikke må berøres eller fjernes i forbindelse med etableringen af ridebanerne og opførelse af ridehallen. Publikumsarealet er placeret i kanten af rækken af de store eksisterende træer; disse træer opstammes nænsomt således der er mulighed for en fri passage og udsyn under trækronerne.

Parkering

Der er bestemmelser i lokalplanen om antallet af parkeringspladser, deres placering og udformningen heraf.

Bonusvirkning 

De nævnte anlæg kan etableres uden forudgående tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1 (landzonetilladelse), idet lokalplanen er udformet som en bonuslokalplan jf. planlovens § 15, stk. 4.

Grundvandsmagasiner / drikkevandsinteresser

Ejendommen Rugballegård ligger i et Område med Særlige Drikkevandsinteresser - Rugballegård OSD´et. Grundvandsmagasinerne i områddet er udpeget som nitratfølsomme/sårbare på grund af et begrænset lerdække over magasinerne.Rugballegård ligger desuden indenfor indvindingsoplandet til et af komunens største vandværker - Rugballegårdværket, som har en vigtig rolle i forhold til forsyning af byens borgere med rent drikkevand. Der er i lokalplanen bestemmelser om tiltag til beskyttelse af grundvandsmagasinerne og drikkevandsinteresserne.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer