Velkommen til Horsens Planportal
2015-20 - Dagligvarebutik, Præstevænget, Nim

Lokalplanens indhold

Lokalplanen giver mulighed for etablering af en ny dagligvarebutik i Nim, der kan understøtte byens vækst. For at sikre en landskabelig indpasning af butikken, er der fastsat bestemmelser for beplantning mod Horsensvej og Præstevænget.

Bebyggelsen

Bebyggelsen planlægges placeret langs det østlige skel med parkering ud mod vejen og syd for butikken.

Der må maksimalt opføres 1.000 m² til butiksformål (ekskl. personalefaciliteter på op til 200 m²) inden for lokalplanområdet, og der må højst etableres én dagligvarebutik inden for området.

Bebyggelsen må højst være 8,5 m høj, og butikkens ydermure skal udføres i teglsten i afdæmpede farver.

Det er hensigten at der i området skiltes under hensyntagen til den landskabelige sammenhæng. Derfor er der fastsat bestemmelser om pyloners og skiltes placering og udformning. Herudover er der fastsat bestemmelser om facadeskiltning.

Matrikulære forhold 

Der må ske sokkeludstykning af tekniske anlæg og vejarealer må udstykkes med et mindre areal. Der må ske sammatrikulering. Herudover skal matrikel nummer 1æ sammenlægges med 1a så snart 1æ ikke længere benyttes til forsyningsformål. Dette fremgår servitut af 14.12.1988-10932-56, som er tinglyst på matr.nr. 1æ og 1a.

Beplantning og ubebyggede arealer

Der udlægges et fælles areal til adgang, parkering og varelevering syd og vest for bebyggelsen. Nord for dagligvarebutikken udlægges et grønt areal, som bl.a. kan anvendes som opholdsareal.

Beplantningen er vigtig i forhold til den landskabelige indpasning. Underplantningen vil sløre de belagte arealer set fra Præstevænget uden at skjule butikken. Træerne vil danne rum omkring butikken, og de valgte arter vil sammen med den tilfældige orden de plantes i falde fint ind i helheden med de omgivende levende hegn. Beplantningen i den nordlige del af grunden vil være en visuel skærm for den nord for beliggende bolig.

 

Veje og stier

Lokalplanområdet skal vejbetjenes fra Præstevænget, og der udlægges 2 overkørsler til parkeringspladsen. Herudover er der en eksisterende overkørsel ved grusvejen i den nordligste del af lokalplanområdet.

I lokalplanområdet skal der udlægges parkeringspladser svarende til mindst 1 parkeringsplads pr. 25 m² butiksareal.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer