Velkommen til Horsens Planportal
2015-16 - Erhverv, Erhvervsbyvej, Horsens

FORSLAG

Øvrig planlægning

Trafikplanlægning

Erhvervsbyvej er registreret som privat fællesvej.

Alle nye veje og stier der udlægges i lokalplanområdet skal også udlægges som private fællesveje. Dvs at al fremtidig drift og vedligeholdelse påhviler grundejerne i fællesskab.

Der må ikke etableres yderligere vejadgange til Vejlevej. Trafikken til/fra Vejlevej skal foregå via de veje der er etableret i området med tilslutning til Erhvervsbyvej.

Ved vejtilslutninger og vejenes kurveforløb skal der sikres de nødvendige oversigtsarealer, jf. gældende vejregler.

Inden for oversigtsarealerne i kryds må der således ikke etableres rækværker, plantestensmure eller lignende med en højde over 0,8 meter. 

Hvis der tilplantes indenfor oversigtsarealet skal beplantningen til enhver tid holdes under en højde på 0,8 m. 

Vejprojekter for nyanlæg, ændringer ect. skal godkendes af Horsens kommune og politiet, inden arbejdet kan igangsættes. 

I alle blinde vejender skal der etableres vendemulighed for lastbiler, herunder  renovationsvogne m.v. jf. vejreglerne.

Lokalplanområdet har vejadgang fra Vejlevej og der er fastlagt et overordnet vejnet. Stamvejene udlægges i en bredde af 15 m og anlægges i en bredde af 8 m kørebane med græsrabatter.

Der plantes vejtræer langs med vejene ,se §10 i bestemmelserne.

Vejadgang til eksisterende ejendomme, der berøres af den nye vejføring, skal sikres.

Som retningsgivende er der følgende behov for anlæg af parkeringspladser:

1 p-plads pr. 50 m2 kontor/liberalt erhverv

1 p-plads pr. 100 m2 lager/værksted

Grundvand

Lokalplanområdet er beliggende i et OD-område (område med drikkevandsinteresser), og berører indvindingsoplandet til Bækkelund, Torsted, Oens og Hatting vandværker. Området er udpeget som drikkevandsområde og ligger inden for en række vandværkers indvindingsoplande.Halvdelen af området er vandværksopland til Bækkelund Vandværk. Hele området er inden for almindelige drikkevandsinteresser (OD).

 

Spildevand

Lokalplanområdet skal kloakeres i henhold til gældende spildevandsplan og tilsluttes Horsens Vand A/S spildevandssystem.

Området er separat kloakeret. Spildevandet ledes til Horsens centralrenseanlæg. Regnvandet afledes til recipient.

Der må bortledes regnvand fra den enkelte matrikel indenfor lokalplanområdet svarende til en befæstelsesgrad på 0,48. Overstiger befæstelsen 0,48 skal regnvandet forsinkes eller håndteres på egen matrikel, således at befæstelsesgraden på 0,48 overholdes.

Støj fra virksomheder

Området er beliggende indenfor støjkonsekvensområdet for erhvervsområdet Horsens Syd, beliggende vest for Vejlevej. I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.

Jordbalance

Inden for lokalområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige at overskydende jord, som følge af tiltag inden for lokalplanområdet, skal søges deponeret og anvendt inden for området.

Jordforurening

Der er ikke kortlagt forurening i lokalplanområdet. Hvis der konstateres jordforurening under bygge- eller jordarbejdet, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes, jf. Lov om forurenet jord.

 

 

Tekniske anlæg

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el fra NRGI

Varmeforsyning

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Der kan gives tilladelse til udnyttelse af procesvarme som opvarmningsform i den enkelte virksomhed.

Vandforsyning

Området forsynes fra Horsens Vand A/S

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for erhvervsaffald”.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer