VEDTAGET

Lokalplanens indhold

Lokalplanen skal give mulighed for at etablere en ny og moderne tæt-lav boligbebyggelse i et etableret og velfungerende villaområde.

Anvendelse

Lokalplanens formål er at sikre at området kan anvendes til boligformål i form af tæt-lav boligbebyggelse. Der skal skabes en bebyggelse, der tilpasser sig de krav der stilles til moderne boligbyggeri og det eksisterende villakvarter, der omgiver lokalplanområdet. Den kommende bebyggelse skal skabe mulighed for et attraktivt og trygt boligmiljø.

Udstykning og bebyggelse

Formålet med lokalplanen er at fastholde karakteren af det eksisterende villakvarter i området, og integrere den nye bebyggelse i et etableret villakvarter. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres byggeri i op til 2 etager med en maksimum bygningshøjde på 8,5 meter. Bebyggelsen skal opføres i princippet som vist på kortbilag 3 og 4.Bebyggelsens etableres i et eksisterende villakvarter der overvejende rummer bebyggelse fra 1950-60erne, som hovedsageligt er opført i tegl.

Bebyggelsen erstatter et rødt teglstensbyggeri som har et fint og tidstypisk udtryk. Det ønskes, at der holdes en hvis ensartethed i området, hvorfor lokalplanen stiller krav om at facader overvejende fremstå som murede teglstensfacader. I facaderne må der indbygges mindre felter i let facadebeklædning som f.eks. træ.

Til mindre bygningsdele kan der anvendes træ, hvis det er er i harmoni med hele bebyggelsen og områdets samlede karakter. Træpartiers farve skal holdes i afdæmpede jordfarver.

Vej, sti og parkering

Området skal vejbetjenes fra Fuglevangsvej. Ved vejadgangen fra Fuglevangsvej og i selve området skal der etableres oversigtsarealer i overensstemmelse med vejloven. Lokalplanen giver fortsat mulighed for at familieinstitutionen øst for kan vejbetjenes gennem lokalplanområdet. Lokalplanen giver ligeledes mulighed for et gennemgående vejsystem, som sikre en sammenhæng i bebyggelsen.

Der udlægges minimum 1 p-plads pr. bolig.

Ubebyggede arealer

Der skal plantes mindre blomstrende vejtræer som vist på kortbilag 3, f.eks. bypære, røn, paradisæble, kirsebær eller tjørn. Plantningen af disse træer er en del af byggemodningsprojektet/færdiggørelsen. Private haver skal i naboskel afgrænses af klippede hække, f.eks bøg eller liguster.

Det grønne friareal skal udgøre minimum 5% af det samlede areal.

Det fælles opholdsareal kan anvendes til rørbassin til forsinkelse af regnvand.

Støj

Der er foretaget en støj - og vibrationsberegning, der viser at det er nødvendigt med støjafskærmning ud mod jernbanen. Støjafskærmningen kan udføres enten som støjvold eller støjskærm og skal afskærmes med grøn beplantning.Der reserveres areal til støjafskærmning langs lokalplanens sydlige grænse, som vist på kortbilag 3.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer