Velkommen til Horsens Planportal
2015-12 - Parkeringshus, boliger og butik, Emilies Plads, Horsens

Lokalplanens indhold

Lokalplanen giver mulighed for to bygninger: en på hjørnet af Niels Gyldings Gade og J. Chr. Juliussens Vej, der indeholder butik, boliger og /eller liberale erhverv og et parkeringshus mellem transformatorstationen og Fugholmsvej.

Hjørnebygningen

Hjørnehuset kan indeholde butikker, liberalt erhverv og boliger. Visualiseringer og illustrationsplan viser et eksempel, hvor de to nederste etager anvendes til butik eller liberalt erhverv og den øvrige del af bygningen anvendes til boliger, der er fordelt i to 'tårne' på hver 4 etager. Bygningen kan få en anden udformning, hvis boligerne helt eller delvis erstattes af liberalt erhverv. Bygningen vil da kunne opføres som en sammenhængende bygningskrop ud mod J Chr Juliussens Vej i op til 6 etager.

Placeringen i byen er helt central midt imellem den gamle bykerne og det nye bycenter omkring Grønlandsvej. En butik på dette sted vil styrke sammenhængen mellem Søndergade/midtbyen og Bilkaområdet, ved at ruten mellem de to bydele bliver mere aktiv, og dermed mere attraktiv at færdes på. Den nederste etage skal derfor have en butikslignende udformning og være åben og transparent.

Bykernen fremstår hovedsagelig i teglsten, mens det nye bycenter syd for Niels Gyldings Gade er karakteriseret ved en mere blandet fremtoning, dog også med en hovedvægt af teglstensfacader. Det er valgt, at farveholdningen fra de omgivende bygninger, Rådhuset, bygningerne langs J Chr Juliussens Vej mv. videreføres i den nye bebyggelse for at forstærke den visuelle sammenhæng til bykernen. Facaderne vil derfor overvejende fremtræde i en mørk eller teglrød farve bestående af facadeelementer i beton, suppleret med stål-/aluminiums- eller træskodder og solafskærmning. Solafskærmning og læskodder vil være en vigtig og integreret del af arkitekturen ved både boliger og butik.

Parkeringshus

Der kan bygges et parkeringshus mellem transformatorstationen og Fugholmsvej.

Parkeringshuset vil indeholde ca. 450 p-pladser, der blandt andet vil erstatte de p-pladser, der nedlægges på Emilies Plads som følge af nybyggeriet. Huset beklædes med en slags lameller eller stave, der tillader dagslys og frisk luft at komme ind, og sikrer, at det ikke virker afsondret og lukket, når man færdes i det.

Bygningen vil være forholdsvis åben, så man kan kigge ind i det, når man ser det ret på, men virke lukket, når man ser hen langs facaden. Bygningen opføres i en beton- og/eller stålkonstruktion og beklædes med stave eller lameller i glas, kunststof eller stål.

Stueetagen langs Fugholmsvej og Niels Gyldings Gade skal gives en særlig udformning af hensyn til de fodgængere, der færdes her. Det er ikke spændende at kigge direkte ind i et parkeringshus, og der skal derfor være en kunstnerisk udsmykning eller andet, der skærmer mod indkigget, og gør facaden "menneskelig".

Der vil være ind- og udkørsel til p-huset fra J. Chr. Juliussens Vej og udkørsel til Niels Gyldings Gade via Fugholmsvej.

Støj

Bebyggelsen vil være med til at lukke facaden langs Niels Gyldings Gade mod nord, der har ligget åben siden anlægget af Niels Gyldings Gade i 1980'erne. Området er belastet af trafikstøj fra Niels Gyldings Gade og J Chr Juliussens Vej, der overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænser for støj. Iht. Miljøstyrelsens vejledning om Støj fra veje skal bebyggelsen derfor indrettes og udformes, så den er støjisoleret, og der skal skabes passende udendørs friarealer, der er velbeliggende i forhold til sol og skærmet mod trafikstøj.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer