Vedtaget

Tilladelser fra andre myndigheder

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdselens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Horsens Museum har foretaget arkivalsk kontrol af planområdet.

Området, som dækker ca. 19 ha. ligger i den nordlige udkant af Gedved, ligger geologisk i et højtliggende terræn på Gedved-bakken, som er et ca. 6x10 km stort bakkeparti, afgrænset mod nord af Sattrup Moses dal og mod syd af Hansted Ådal. Området har et småbakket, åbent udseende med vid udsigt mod nord. Området er relativt plant ved Kirkevej, men skråner herefter mod nord ned mod et drænet vådbundsområde, som ligger i en lavning i retningen nordvest-sydøst. Nord for lavningen stiger terrænet lokalt igen. Hele området henligger i dag som dyrket mark på nær den vestligste del, hvor der ligger en landbrugsejendom.

Lokalplanområdet afgrænses mod øst og nord af beskyttede udskiftningsdiger, som bør bevares i den kommende udstykning. Området ligger i den yderste del af Gedved By ejerlav, Tolstrup Sogn.

Der kendes ikke på forhånd registrerede fortidsminder inden for lokalplanområdet.

Museet vurderer dog, at der vil være betydelig risiko for, at der i området findes bevarede, væsentlige fortidsminder, hvorfor det kraftigt må anbefales, at der foretages arkæologiske forundersøgelser i god tid forud for anlægsarbejder i området. På den måde kan omfanget af disse fastslås og planlægningen evt. tilpasses hertil.

Museumsloven er gældende for hele lokalplanområdet. Gøres der under jordarbejde fund af historisk eller arkæologisk karakter, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og Horsens Museum underrettes, jf. Museumsloven § 27, stk. 2.

 

Beskyttede jord- og stendiger  

Lokalplanområdet afgrænses mod nord og øst af beskyttede udskiftningsdiger, med delvist beplantning. Diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, og såfremt lokalplanens vedtagelse forudsætter tilstandsændringer af diget kræve dette en dispensation efter museumslovens § 29 j stk. 2, jf. § 29 a. .

Ved vedtagelsen af nærværende lokalplan overgår diget fra landzone til byzone, og diget vil herved ikke længere være omfattet af Museumslovens beskyttelse. Digets beskyttelse er derfor varetaget af lokalplanen. Efter lokalplanens vedtagelse vil alle tilstandsændringer af diget således kræve, at kommunalbestyrelsen giver en dispensation fra lokalplanen.

Tilladelser og godkendelser af husdyrbrug 

Der findes en landbrugsejendom nær lokalplanområdet, Skanderborgvej 16, som kan være omfattet af bilag 3 i Bek. Nr. 294 Af 31.03.2009 om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug (med senere ændringer). 

Ejendommen rummer en slagtesvinproduktion på 77 dyreenheder og ligger ca. 220 meter nord for lokalplanområdet. 

Landbrugspligt

Der er landbrugspligt på matr.nr. 12a, 12f og 12g Gedved By, Tolstrup Lokalplanens gennemførelse forudsætter at landbrugspligten ophæves på de nævnte ejendomme, jf. Lov om landbrugsejendomme. Landbrugspligten ophæves på erklæring fra landinspektøren ved udstykning efter lokalplanens vedtagelse.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.

På matrikelnumrene indenfor lokalplanens afgrænsning er tinglyst en række servitutter. De servitutter, der er tinglyst på matrikler i lokalplanområdet, er gennemgået. Her nævnes dem, der kan have betydning for lokalplanen.

Deklaration lyst 21.6.1961 Vedrørende kloakledning med brønde

Deklaration lyst 2.7.1982 Vedrørende kabelanlæg matr.nr. 12a Gedved By, Tolstrup

Deklaration lyst 17.8.1989 vedrørende kloak og brønde

Tinglyst rids 29.11.1994 Matr.nr. 12a Gedved By, Tolstrup vedrørende jordkabler.

 

 

 

 

 

 



 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer