Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.

En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 8 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.

Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.

En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.

Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Baggrund for lokalplanen

Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra Dansand A/S for at give mulighed for en udvidelse af virksomhedens bygningsmasse.

Udvidelsen, der omfatter et overdækket bufferlager i form af en staklade, placeres i tilknytning til det eksisterende produktionsanlæg og vil medvirke til at forbedre og optimere virksomhedens driftsforhold og -processer.

Ønskerne til udvidelsen af bebyggelsen er ikke er i overensstemmelse med den gældende Lokalplan 13 - 2008, da udvidelsen ikke kan ske inden for de i Lokalplan 13 - 2008 udlagte byggefelter.

På baggrund af ovenstående er det besluttet, at der skal udarbejdes en ny lokalplan.

 

Formål

Lokalplanen har til formål at udvide byggemulighederne i forbindelse med det eksisterende forarbejdningsanlæg og at udlægge lokalplanområdet som erhvervsområde i det åbne land.

I lokalplanen sikres ligeledes, at bebyggelse, herunder anlæg, fjernes efter varigt anvendelsesophør og i øvrigt efter de forskrifter, der er beskrevet i efterbehandlingsplanen.

Lokalplanen fastholder arealet i landzone og vedtages med "bonusvirkning", hvor lokalplanens bestemmelser erstatter de landzonetilladelser, der ifølge Planlovens § 35, stk. 1 skal søges i forbindelse med anvendelse og bebyggelse i landzone. Bonusvirkningen er dog kun gældende for opførelse af en ny staklade og for ændret anvendelse af eksisterende bygninger.

Lokalplanområdet set fra vest.

Lokalplanområdet set fra vest.


Indkørsel fra Lervejdal, hvor mod der er etableret støjvold.
 
Interne manøvrearealer ved Dansand A/S.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer