Lokalplanens indhold

Lokalplanen udlægger området nord for Dahliavej til parcelhusbebyggelse, mens området vest for vejen udlægges til tæt-lave boliger. Boligområderne afgrænses af et grønne områder mod nord og vest.

Bebyggelsen

Parceller til åben-lav skal være mindst 900 m², mens parceller til tæt-lav skal være mindst 300 m². 

Åben-lav og tæt-lavt boligbyggeri må opføres i op til 2 etager. Såfremt bygninger opføres i 2 etager, må tagene have en hældning på max. 15 grader.

Bebyggelsesprocenten skal følge reglementets bestemmelser (BR10). Dvs. at bebyggelsesprocenten er 30 for parcelhuse og 40 for dobbelthuse, rækkehuse mv. Der er fastlagt en byggelinje mod samtlige veje og boligveje på 2,5 m.

Horsens Kommune skal godkende projekt for den tæt-lave bebyggelse på baggrund af en særskilt bebyggelses- og udstykningsplan og vil ved godkendelsen lægge vægt på at der opnås gode udearealer til de enkelte boliger og gode fællesarealer.

Husene må opføres i tegl, evt. vandskuret eller pudset og/eller træ, da det er karakteristisk for det omgivende kvarter. Der må ikke bruges blanke og reflekterende tagmaterialer for ikke at skabe gener i forhold til omgivelserne.

Det tilstræbes, at bebyggelsen fremstår varieret og mangfoldig, og at det enkelte hus opføres i kvalitetsbetonet arkitektur. Der vil desuden blive lagt vægt på, at husene tilpasses terrænet.

 

 

Eksempler på bebyggelsens udformning for området til tæt-lavt boligbyggeri. Øverst er vist eksempel på byggeri i 2 etager, nederst 1 etage.

Beplantning

For at området bliver så så grønt og frodigt som muligt og indpasser sig bedst i forhold til naturområdet,  må private haver ikke afgrænses mod omgivelserne af faste hegn, men af beplantning i form af klippede hække eller lignende.

Beplantningen af fællesarealerne skal bestå af spredte grupper af træer og buske på et græstæppe. Der kan indrettes lege- og opholdspladser efter behov og ønske.

Trafikale forhold

Lokalplanområdet bliver vejbetjent fra Overmarksvej via Ørnstrupvej og Ternevej.Der anlægges min. 2 p-pladser pr. en-familiebolig (åben-lavt byggeri) og 1 pr. bolig i tæt-lavt byggeri med individuel parkering. 

Områdets udnyttelse

Antallet af boliger vil afhænge af den endelige udformning af den tæt-lave bebyggelse. Som vist på illustrationsplanen med tæt-lavt byggeri i 2 etager vil der kunne bygges 36 boliger. Det svarer til 7,2 bolig pr. ha.

Drikkevandsinteresser

Da området ligger indenfor Bækkelund Vandværks vandindvindingsopland henstilles det, at grunderjerforeningens vedtægter indeholder bestemmelser om, at der ikke må anvendes pesticider indenfor grundejerforeningens område.

Kollektive transportforbindelser

Der er offentlig transportmuligheder (bybusser) gennem området ved Ørnstrupvej samt ved Krokusvej nord for området.

Rekreative og kulturelle aktiviteter

Området vil være forbundet med den nærliggende skole og idrætsbaner med stier. Det tilstødende naturområde, der er delvist indeholdende i lokalplan 9-2007, vil skabe gode rekreative muligheder for gå- og løbeture for områdets beboere. Der er desuden planlagt en gang- og cykelsti langs den planlagte omfartsvej.

Det er intentionen, at området på længere sigt skal forbindes med Dallerup Sø, Klokkedal og Dallerup Skov via en natursti.

Naturforhold og -beskyttelse m.v.

Der er udlagt ialt ca. 5 ha  i denne lokalplan og lokalplan 9-2007 til fælles grønne områder - en anvendelse der tilfører og forstærker områdets naturkvaliteter og rekreative anvendelsesmuligheder. 

Der er et §3-registret moseområde umiddelbart nord for lokalplanområdet. Lokalplanområdets disponering tager hensyn hertil.

Området set mod vest

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer